Easyjet har annonceret at lavprisflyselskabet planlægger at åbne 4 easyHoteller i Portugal. Tidsplanen siger inden udgangen af 2010.
Gratisavisen Metro, som også findes i Portugal, mener at vide at det første hotel vil åbne i Portugals næststørste by Porto i august 2008, og at prisen for en overnatning bliver 35-45 euro svarende til omkring 265-335 kroner per nat. Overnatning på et hostel i god kvalitet koster til sammenligning typisk 20-25 euro per nat eller 150-190 kroner.
EasyHotel, som blev startet og stadigvæk ledes af den karismatiske græker Stelios Haji-Ioannou, står i øvrigt snart for at skulle åbne EasyHotel i Basel, Budapest, Luton og Heathrow lufthavnen i London. Der er allerede easyHoteller i london-bydelene Victoria, South Kensington og Earl’s Court. Se The Times anmeldelse af easyHotel tæt på messekomplekset Earl’s Court.
Easyjet satser på at gøre Portugal og mere konkret Faro lufthavnen i Algarve til en mini-hub i Sydeuropa. Flyselskabet med det orange logo har netop overtaget British Airways flyselskabet GB Airways for godt 103 millioner britiske pund. Dermed er Easyjet langt den største operatør på ruterne fra England til Faro og sidder desuden på 24% af slots’ene i Gatwick lufthavnen syd for London.