Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



November 2007 - Indlæg

Citroen vinder markedsandele i Portugal

Salget af nye biler i Portugal i årets første 6 måneder viser en kraftig fremgang for det franske bilmærke Citroen på det portugisiske marked. Citroens markedsandel er nu på 7,6% og og dermed er Citroen nummer 5 på den portugisiske top 10 liste over mest solgte bilmærker. Det er en stigning i Citroens bilsag på over 15% i forhold til 2006.

Renault ligger på trods af et fald på 9% stadig nummer 1 med en markedsandel på 12,4% af nybilssalget fra januar til juni 2007 i Portugal. Herefter følger Opel med 10,9%, Peugeot med 8,6% og VW med 7,9%. Citroen efterfølges på 6.-pladsen af Ford med 7,1%, Toyota med 6,2%, Seat med 5%, BMW med 4,3% og Mercedes med 3,8%.

Det er i forhold til det danske marked bemærkelsesværdigt at prestigemærket Mercedes i løbet af et halvt år sælger næsten 6.000 nye biler i Portugal. I Danmark blev der ifølge bilimportørerne i perioden januar til september 2007 kun solgt godt 1600 nye Mercedes personbiler. Portugal har omkring dobbelt så mange indbyggere som Danmark. Til gengæld er Danmark et meget rigere land stort set uanset, hvordan man opgører det. Det er naturligvis de overordentlig høje danske bilafgifter samt til en vis grad Mercedes-Benz prispolitik i Danmark, som gør udslaget. I Portugal fås den nye Mercedes C-klasse til en gadepris fra små 40.000 euro svarende til omkring 300.000 danske kroner. Danske bilkøbere kan godt belave sig på at finde omkring 603.000 kroner frem af foret for at kunne købe selv den mest skrabede Mercedes C-klasse model. Portugal har i øvrigt nogen af Europas højste bilafgifter, men Danmark er naturligvis i en liga for sig selv, som eksemplet tydeligt illustrerer. Se tidligere artikel med sammenligning af priser på nye biler i Danmark og Portugal.

Med hensyn til de asiatiske bilmærker er Danmark et af de lande i Europa, hvor det er mest accepteret at køre i en 'riskoger'. At købe en japansk eller en koreansk bil i lande som Tyskland, Frankrig, England eller Portugal giver, for nu at sige det mildt, ikke særlig høj status. Til gengæld er køberne som regel tilfredse, da bilerne, som i øvrigt ofte er produceret i Europa, er skruet godt sammen og i gennemsnit går langt mindre i stykker end eksempelvis franske biler. 

Vi har tidligere set på de mest solgte biler i Portugal i juni 2007. Ser man på salget i årets 6 første måneder ændrer billedet sig lidt. Portugals top 10 inden for bilmodeller ser således ud. Bemærk at alle versioner af én model er medtaget i statistikken.

1. Renault Megane II med 8.084 biler
2. Opel Astra med 7.886 biler
3. Renault Clio II med 7.229 biler
4. Opel Corsa med 7.129 biler
5. Peugeot 207 med 5.081 biler
6. Ford Mondeo med 4.332 biler
7. Peugeot 307 med 4.141 biler
8. VW Polo med 3.948 biler
9. Seat Ibiza med 3.745 biler
10. Fiat Grande Punto med 3.681 biler

Samlet set blev der solgt 114.112 nye personbiler i Portugal i første halvår af 2007. Det er en stigning på små 700 biler i forhold til samme periode i 2006. I Danmark blev der i 2006 i alt solgt 156.760 nye personbiler.

Som sædvanlig skal man bemærke at der i Portugal sælges et stort antal udlejningsbiler til brug for de mere end 12 millioner turister, som hvert år besøger landet. Havde man ikke det store salg til biludlejning ville tallene for nybilsalg i Portugal være lavere. Fordelingen af nyvognssalget påvirkes også af at mindre biler som Opel Astra/Corsa, Fiat Punto og VW Polo er populære til billeje. 

Kilder: Diário Economico, Bilbasen.dk og De Danske Bilimportører  

Din vurdering:



Stop for nybyggeri på spanske ferieøers kystlinje

På de spanske ferieøer Ibiza, Mallorca og Menorca, som også går under betegnelsen de Baleariske øer, har myndighederne med kort varsel indført byggestop langs øernes kystlinje.

Det betyder blandt andet at planlagte projekter tæt på Palma de Mallorca og på Ibiza må aflyses. Beslutningen er taget af den siddende socialistiske regering og er et resultat af folkeligt pres. Der er valg i Spanien til foråret og i befolkningen på de spanske øer og ved de spanske kyststrækninger er der efterhånden ved at opstå en uvilje mod masseturisme. I de sidste 50 år er turismen på de spanske øer eksploderet med fatale følger for områdets naturværdier.

Senest blev øen Ibiza af magasinet National Geographic udnævnt til den ø i verden blandt 111 øer, som har mistet mest af sin natur og kulturelle særpræg. I den samme undersøgelse blev Mallorca nummer 91. Færøerne og Azorerne klarede sig bedst med henholdsvis en første- og en andenplads, mens undersøgelsens resultat udtrykte en vis bekymring for at den portugisiske ø Madeira (rangeret som nummer 70 i undersøgelsen) ville udvikle sig i samme retning som Ibiza og Mallorca. Se hele National Geographic undersøgelsen her. Se også Portugalnyts artikel om resultaterne i National Geographic undersøgelsen.

Den engelske avis The Guardian skriver endvidere at der ud af Spaniens ca. 45 millioner indbyggere nu bor ca. 1 million englændere i landet. Det store antal udlændinge med tegnebogen i orden har medvirket til byggeboomet og lagt et stort pres på landets naturlige ressourcer. En golfbane forbruger eksempelvis vand svarende til en by med 12.000 indbyggere, og vand er i langt højere grad en mangelvare i Spanien end i Portugal. Spanien er som bekendt sammen med Frankrig også ét af danskernes foretrukne lande at bosætte sig i. Der er dog flere danskere, som flytter til Sverige og USA.

Også Portugal er populær blandt briterne, som i stor udstrækning flygter når de kan, fra de overbefolkede britiske øer. I England er byerne Birmingham, Manchester, Liverpool, Sheffield, Bradford og Leeds efterhånden så store at de vokser sammen med andre byer. Det varer f.eks. ikke længe før de for de fleste danskere relativt ukendte storbyer Leeds og Bradford er vokset sammen til én stor by med hen ved 2 millioner indbyggere. London har allerede spredt sig til store dele af det sydøstlige England og mange englændere synes ikke længere om den livskvalitet, som tilbydes i de store byer.

Lidt statistik: I 2006 udgjorde de engelske turister 21,8% af det samlede antal turister i Portugal. Herefter følger turister fra Spanien med 19%, tyskere med 12,3%, franskmænd udgjorde 7% og italienerne 5,2%. Feriegæster i Portugal fra USA, Brasilien, Irland og Belgien var også repræsenteret i top 10.

Se også: Lej bil i Spanien

Din vurdering:



Benfica tæt på ny rekord

Den portugisisk fodboldklub Benfica lammetævede i weekenden Boavista i den portugisiske liga med 6-1 på Estádio da Luz i Lissabon. Det siger måske mere om klasseforskellene i den portugisiske liga end om Benfica’s kvaliteter. Boavista ligger trods alt tredje sidst i den bedste række i Portugal.

Mere imponerende er det at Benfica her midt i november 2007 ikke har tabt en kamp i den portugisiske turnering siden 18. november 2006, hvor Braga fra Nordportugal fik skovlen under ’de røde djævle’, som klubben kaldes i Portugal. Det giver i alt 31 kampe i træk uden nederlag. Benfica har i denne periode vundet 21 og spillet 10 kampe uafgjort i den portugisiske liga.

Benficas gode form vækker mindelser om da en svensker ved navn Sven-Göran Eriksson fra januar 1983 til marts 1984 stod i spidsen for holdet i 36 ubesejrede kampe i den hjemlige portugisiske liga. Eriksson var træner for Benfica fra 1982 til 1984. Siden havde Benfica i perioden 1984-1987 4 forskellige trænere, herunder et meget kort besøg i 1987 af danskeren Ebbe Skovdahl, inden den karismatiske svensker igen overtog posten som manager for Benfica fra 1989 til 1992.

På internationalt plan er Benfica for tiden mindre heldig. Der skal lidt mere end et mirakel til, hvis den portugisiske storklub skal gøre sig håb om at gå videre i Champions League turneringen. Benfica ligger som bundprop med 3 point i gruppe D i Champions league, hvor Milan fører med 9 point foran Shakhtar og skotske Celtic med hver 6 point.

Din vurdering:



Den danske regerings holdning i fokus i Portugal

Den danske regering med Anders Fogh Rasmussen i spidsen trækker overskrifter i Portugal i denne uge.

Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller har været ude med en kraftig afstandtagen til planlægningen af EU topmødet i december. Danmarks regering opponerer imod efter én dag i Lissabon at skulle flyve til Brussels i Belgien for at afholde 2. dag af EU topmødet d. 13-14. december 2007.

Både Belgien og Portugal insisterer på at være vært for EU topmødet – Belgien fordi det står i EU’s regler og Portugal fordi Lissabon-traktaten, som Tyskland og Portugal har lagt meget arbejde i at få enighed om, skal underskrives i Lissabon for at byen vil kunne lægge navn til traktaten.

I portugisisk presse henvises til den danske avis Politiken, som har beregnet at der vil blive fløjet ekstra 75.000 fly-kilometer. DTU (Danmarks Tekniske Universitet) har med udgangspunkt i de 75.000 kilometer beregnet at det vil svare til en udledning af 250 tons CO2, hvis man vælger at splitte topmødet op mellem to byer. Se artiklen 'Underskrift af EU-traktat koster tonsvis af CO2' i Politiken.

Onsdag d. 7. november bragte Diário Economico en ¾-sides artikel om Danmarks holdning til den udvidede rejseaktivitet i EU. Indtil videre støtter den bærende kraft bag Lissabon-traktaten Angela Merkel Portugals bestræbelser for at holde topmødet i Lissabon. Belgierne har dog indtil videre ikke tænkt sig at give sig.

Se også: Statusrapport over Portugals EU formandskab samt artiklen Underskrivelse af EU traktat og uenighed mellem Portugal og Belgien.

Såfremt EU topmødet afholdes i Lissabon finder det sted i Belem i den vestlige del af Lissabon i det gamle kloster Mosteiro dos Jerónimus, som er et af de Lissabons mest berømte seværdigheder..

Din vurdering:



Status quo for Portugal på FIFA verdensranglisten i fodbold i oktober 2007

Bemærk: FIFA verdensrangliste - november 2009.

Portugal er stadig nummer 8 på FIFA verdensranglisten i fodbold i oktober 2007. Det portugiske fodboldlandshold har med de 2 nylige sejre i kvalifikationen til EM i 2008 bibeholdt den gode placering. Faktisk er Portugal tæt på at overhale Holland som knebent holder 7. pladsen. I sidste måned var Holland nummer 5 på verdensranglisten.

Argentina har genindtaget verdensranglistens førsteplads efter Brasilien. Herefter følger Italien, Frankrig, Tyskland og Spanien. England er efter en utilfredsstillende indsats i EM kvalifikationen endnu engang røget ned af rangstigen og ligger nu som nummer 11.

Set med nordiske øjne er de engang stærkeste nationer Danmark og Sverige forvist til henholdsvis en 29. og en 24. plads, mens broderfolket i Norge har mere styr på de nationale fodboldtropper med en 21. plads. Norge er faktisk efter sejren på udebane mod Bosnien-Herzegovina gået 8 pladser frem i forhold til septembers verdensrangliste.

Skotland med et indbyggertal som det danske på godt 5 millioner mennesker fortsætter den imponerende fremgang og ligger nu som nummer 13 på Fifa’s verdensrangliste i fodbold.

Se også artikel om FIFA verdensranglisten i november og seedning for Danmark til VM i 2010.

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »