Der er opstået uenighed på højeste diplomatiske niveau mellem Portugal og Belgien. Begge landene kræver at EU-topmødet d. 13-14. december 2007 afholdes i henholdsvis Lissabon i Portugal og Brussel i Belgien.

Der har siden fællesskabets grundlæggelse i 1957 været tradition for at EU-samarbejdets traktater bliver opkaldt efter den by, de underskrives i. Der findes således en Rom-traktat, en Nice-traktat, en Maastrict-traktat og en Amsterdam-traktat. Portugal vil gerne have den nye traktat, som skal underskrives på topmødet, opkaldt efter Lissabon.

Der findes dog også en Euratom-traktat, som ikke har navn efter en by, men omhandler det europæiske atomteknologi-fællesskab. Senest har man ved de to udvidelser af EU i 2004 og 2007 oprettet såkaldte Tiltrædelsestraktater ligeledes uden bynavn.

Det er i høj grad Tysklands fortjeneste at Lissabon-traktaten kom i hus, men det portugisiske formandskab har dog været én af hovedaktørerne under de afsluttende forhandlinger.

Belgien holder på sin side fast i at topmødet i december 2007 efter reglerne skal foregå i Brussel og vil ikke ændre på dette uanset at Portugal har EU-formandskabet. Tilsyneladende er belgierne bange for at det skaber præcedens.

Æren ved at få opkaldt en traktat efter sin hovedstad samt belgisk stædighed har tilsyneladende ifølge International Herald Tribune fået Portugal og Belgien til at ’slå halv skade’ med det resultat at politikerne får én topmødedag i Lissabon, hvorpå de flyver 2,5 time til Brussel for at fortsætte topmødets anden og sidste dag i den belgiske hovedstad. På den måde vil Lissabon få sin traktat og Brussel bevare status quo for EU mødeaktivitet.

Der er dog et betydeligt logistiske problem i at alle de højtstående ministre fra de 27 medlemslande, deres embedsmænd og deres sikkerhedsfolk skal transporteres fra Portugal til den nordlige del af Europa. Det kunne måske endda være acceptabelt som en kort udflugt til en naboby, men det strider mod al logik og alle principper at der skal brændes enorme mængder flybrændstof af, for at hverken Portugal eller Belgien skal tabe ansigt. Man kan også spørge sig selv, hvordan politikere og embedsmænd skal kunne regulere og administrere EU-landenes co2-udslip og energiforbrug, når de ikke er villige til at feje for egen dør først.

På den anden side kan det ikke overraske nogen at embedsmænd og diplomater i EU tilsyneladende finder på de mest besværlige, mærkværdige og omkostningstunge løsninger. Man behøver blot at se blot på det månedlige flyttecirkus, når EU parlamentet rejser til Strasbourg i Frankrig for at holde parlamentsmøder, for derefter at tage tilbage til basen i Brussel for at forberede sig til det næste parlamentsmøde. Strækningen er på omkring 450 kilometer hver vej – hver måned.

En løsning kunne være at fremrykke underskrivelsen af Lissabon-traktaten til d. 8. december, hvor EU lederne alligevel mødes i Lissabon til EU-Afrika topmødet. Det vil dog forhindre den nyligt udnævnte engelske premierminister Gordon Brown i at deltage idet han, af indenrigspolitiske grunde, mener mange, nægter at være i stue med Zimbabwes uberegnelige diktator Robert Mugabe.

EU’s nye Lissabon-traktat - hvad indeholder Lissabon traktaten?
Udover den lille uenighed mellem Belgien og Portugal står EU’s 27 medlemslande efter lange og svære forhandlinger med en Lissabon-traktat, som har følgende hovedbestanddele:

• Indførelse af dobbelt-majoritets regel for kommissionsbeslutninger. Det betyder at et kvalificeret flertal i kommissionen kan skabes ved 55% af medlemsstaterne OG 65% af EU’s befolkning. På grund af Polens modstand vil denne regel dog først gælde fra år 2014 under hensyntagen til Ioannina klausulen til år 2017.
• Ioannina klausulen bestemmer at medlemslande kan forsinke dobbelt majoritets beslutninger. Ioannina klausulen er dog ikke en del af traktaten og kan derfor genforhandles særskilt.
• En permanent EU præsident, hvis opgave bliver at lede EU-topmøderne for 2,5 år af gangen med mulighed for fornyelse.
• En Særlig Repæsentant for EU’s udenrigsforhold (på engelsk High Representative for EU foreign Affairs). I realiteten slås 2 poster sammen til én.
• En reduktion af antallet af EU kommissionærer fra 27 til 15 inden år 2015.
• Reduktion af EU parlamentarikere til maksimalt 750 med minimum 6 og maksimum 96 per land; herunder visse justering af de store landes antal af parlamentsmedlemmer.
• Forstærkning af de nationale parlamenters indsigelsesret mod EU-lovgivning.
• En ’single legal personality’ for EU
• En udmeldelses-klausul, som gør det muligt for medlemslande at forlade EU.

Man har i Lissabon traktaten udeladt al tale om forfatning, fælles symboler og EU nationalsang. Desuden har England, Irland og Frankrig fået indrømmelser, som bevirker at traktaten bliver mindre stram på bl.a. arbejdsmarkedsområdet og konkurrenceområdet.

Se også: Underskrivelsen af Lissabon-traktaten