Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



December 2007 - Indlæg

Baby bonus i Nordportugal

I Norte regionen i nærheden af byen Bragança ligger helt oppe ved den spanske grænse en by ved navn Vimioso.

I Vimioso har byrådet indført en lidt speciel form for børnecheck. Til nybagte forældre er der 500 euro eller omkring 3700 danske kroner klar til udbetaling såsnart et nyfødt barn registreres på rådhuset. 500 euro svarer for mange til en månedsløn i Portugals fattigere egne.

Borgmesteren José Baptista Rodrigues, som er fra PSD partiet, er glad for ordningen. Det er i 2007 lykkedes at få 30 nyfødte indbyggere i byen, som ligesom resten af Portugal er plaget af unge portugiseres ringe lyst til at få børn. Dermed er fødselstallet i Vimioso med godt 5.000 indbyggere nu på samme niveau som for 7 år siden. 

Det betyder ikke at befolkningstallet stiger. På grund af aldersfordeling og fraflytning mister byen netto omkring 100 indbyggere årligt. Det er svært at tiltrække investeringer og dermed arbejdsplader.

Det er ikke kun i Vimioso at der fødes for få børn. Portugals fødelsrate er generelt meget lav.

Den iderige borgmester har også sat ind for at forsøge at løse mangelen på beskæftigelse. Virksomheder med potentiale for mange arbejdspladser, som vil flytte til Vimioso området tilbydes efter nærmere betingelser jord til en symbolsk pris på 1 cent eller omkring 7,5 øre per kvadratmeter. 

Man er specielt interesseret i at få flere turister til Vimioso, så hvis nogen går med en idé om at etablere et større hotelkompleks i Nordportugal og desuden planlægger at få en masse unger, er tippet hermed givet videre. Din vurdering:



EDP i Portugal køber Relax Wind Parks i Polen

Den store portugisiske energivirksomhed EDP har købt den polske virksomhed med det afslappede navn Relax Wind Parks.

Relax Wind Parks har vindenergi projekter i Polen, som tilsammen, når de står færdige, omfatter 1.022 megawatt, skriver Reuters.

Projekterne i Polen er på forskellige stadier, og det første forventes at begynde at producere elektricitet i 2009. De øvrige projekter begynder produktionen mellem 2010 og 2013.

Prisen for Relax Wind Parks er 54 millioner euro svarende til små 400 millioner kroner. Der er en yderligere betaling for produktionsresultater på 40.000 euro per megawatt.

EDP har et strategisk mål om at bygge aktiviteter op inden for alternativ energi i det tidligere Østeuropa. EDP er ifølge Reuters, hvad mange ikke ved, den 4. største vindmølle-operatør i verden med vindmølleparker eller wind farms i Portugal, Spanien, Frankrig, Belgien og USA.

EDP har på det seneste været meget aktiv på opkøbsfronten og overtog i 2007 Texas virksomheden Horizon Wind Energy.

EDP, som står for Energías de Portugal, har stadig den portugisiske stat som hovedaktionær. Der er dog også en stor portion aktier i privat ejerskab, og EDP udgør hele 16% af det ledende PSI 20 indeks på Euronext børsen i Lissabon. Energivirksomheden EDP er dermed målt på børsværdi den største virksomhed på børsen i Lissanon.

Se mere om EDP og om kursudviklingen på EDP aktien i Portugalnyts børs-sektion.

Din vurdering:



Schengen samarbejdet udvidet med 9 lande

Siden midnat har det været muligt at rejse til 9 nye lande i EU uden paskontrol. Det drejer sig om Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Estland, Letland, Litauen og Malta.

Ordningen gælder over land og på havet, men flytransport er endnu ikke omfattet af Schengen-aftalen.

Schengen samarbejdet betyder at man nu som privatbilist kan køre fra Tallin i det nordlige Baltikum til Lissabon i den sydvestligste del af Europa uden at skulle stoppe ved grænseovergange og vise pas.

De enkelte landes myndigheder har dog ret til at forlange legitimation og passet er fortsat den eneste EU legitimation, som skal accepteres alle steder. I visse lande som f.eks. Litauen skal man desuden være opmærksom på om ansvarsforsikringen på bilen gælder. Der kan dog ved grænsen købes en særskilt forsikring.

Schengen aftalen blev fejret ved den polske grænse. For mange i Polen og specielt i grænseområdet med Tyskland, hvor man taler tysk, ses det som sidste skridt i en lang kamp for indlemmelse i det ’gamle Europa’ landet tilhørte inden kommunisterne med Sovjetunionens hjælp tog magten efter anden verdenskrig.

Tager man fra fra Tallin over Warszawa til Lissabon i bil vil det i øvrigt være en lille tur på godt 4.300 kilometer over land.

Billig benzin i Spanien
Benzin og diesel brændstof er stadig væsentligt billigere i det tidligere Østeuropa. De baltiske lande Estland, Letland og Litauen har noget af den billigste benzin overhovedet i EU med omkring 30% under prisen i Portugal.

Er man som udlandsdansker i Portugal på ferie i Danmark i bil, og specielt hvis man har en benzinbil, kan man med fordel tanke op i Spanien på tilbagevejen, inden man krydser grænsen til Portugal. Der er mellem 15 og 20 procent at spare på at købe spansk benzin. Diesel er også billigere i Spanien. Der kan spares mellem 10 og 15% i Spanien i forhold til Portugal.

Schengen-samarbejdet har navn efter en lille by i Luxembourg ved den fransk-tyske grænse. Oprindeligt blev Schengen-aftalen indgået mellem Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg i 1990. Danmark blev medlem af Schengen i 2001. England og Irland står uden for Schengen samarbejdet. Rumænien og Bulgarien er endnu ikke godkendt til Schengen på grund af manglende effektivitet i den ydre grænsekontrol. Schweiz, står også uden for Schengen samarbejdet.

Din vurdering:



Store besparelser på Lissabons 2008 budget

Borgmester António Costa har præsenteret Lissabons borgere for en økonomisk hestekur af format.

Bystyret i Lissabon er dybt forgældet og er nødt til at spare for overhovedet at kunne betale lønninger og honorere forpligtigelser. For nyligt blev Lissabon downgraded i kreditværdighed, men det lykkedes dog at tage et lån hjem på 400 millioner euro til dækning af det løbende underskud.

Forinden havde det regerende PS parti i Lissabon byråd skændtes bravt med PSD, som tidligere sad på borgmesterposten. I Lissabons byråd har PS partiet i modsætning til i parlamentet i Portugal ikke fuldstændigt flertal.

Der var i lang tid fare for at oppositionen med PSD i spidsen ville nægte at støtte optagelse af lånet, men til sidst faldt aftalen på plads. Det er i parentes bemærket en tidligere PSD borgmester, som langt hen af vejen har været med til at bringe Lissabons økonomi i uføre.

I 2007 lød budgettet for Lissabon Câmera, som kommunen hedder, på 799 millioner euro. I 2008 beskæres det til 546 millioner euro. Det er en besparelse på hele 32%, som primært skal hentes ved afskedigelser af 5% af medarbejderne og besparelser på overarbejdstimer.

Da der i 2006 var store ekstraordinære indtægter, som ikke automatisk gentages i 2008, lægger bystyret op til at sælge omkring 1.100 kommunale boliger for at få penge i kassen. Der skal blandt andet laves byfornyelse, hvilket ikke kan sættes i gang uden frasalg af aktiver.

I det nye år vil Lissabon kommune desuden bruge flere midler på cykelstier, fodgængerovergange, 6 nye folkeskoler og modernisering af eksisterende skoler.

Besparelserne i Lissabon er allerede så småt trådt i kraft. Besøgende, som før har været i Portugals hovedstad vil i år have bemærket at der er knap så meget julebelysning i gaderne, i forhold til sædvanligt. Det sker for at spare på strømmen.

Din vurdering:



Starbucks kommer til Portugal

Det forlyder at den amerikanske kaffe-kæde med hovedkvarter i Seattle til næste år vil åbne sin første butik i Portugal.

Udover at Starbucks første forretning i Portugal bliver placeret i Lissabon er der få oplysninger.

Det er det spanske selskab Grupo VIPS, som står for Starbucks i Portugal, og der påregnes at åbne Starbucks café'er i flere byer. Grupo VIPS er allerede involveret i Starbucks i Spanien og Frankrig.

Starbucks er i mange lande én af de mest succesfulde amerikanske retail-kæder. På verdensplan har Starbucks over 15.000 kaffe-butikker.

I Portugal drikker man kaffe som espesso eller 'bica' på portugisisk. Vil man have med mælk hedder drikken galau. En almindelig sort kaffe er meget svær at opdrive på restauranter og café'er i Portugal.

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »