Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Bådflygtninge i Algarve

Ved Culatra øen tæt på byen Faro på Algarve har de portugisiske myndigheder mandag eftermiddag fundet 23 illegale immigranter i et mindre træskib fra Marokko.

De 18 mænd og 5 kvinder mellem 15 og 30 år var forkomne og led af væskemangel efter 4 dage på havet. Da fartøjet var blevet opbragt af det portugisiske søværn, blev de illegale immigranter ifølge SIC tilset i Olhão. Otte blev overført til sygehuset i Faro. De fem er allerede udskrevet igen og de sidste tre forventes udskrevet tirsdag.  

Sandsynligvis var skibet fra Marokko på vej til Spanien, som er det foretrukne mål for økonomiske flygtninge fra Afrika. Alle flygtningene er blevet indkvarteret ved immigrationsmyndighederne i lufthavnen i Faro og stilles tirsdag for en dommer.

Det er sjældent at illegale immigranter når Portugal med skib. Ifølge myndighederne er det første gang det sker i Algarve.

UPDATE 20. dec. 2007
Alle flygtningene undtagen én er blevet overført til immigrationscenteret i Porto.

Myndighederne skal behandle udvisningssagerne inden 60 dage. En femten-årige pige blandt flygtningene er blevet interviewet af de portugisiske retsmyndigheder for familie og mindreårige. Hun vil også blive overført til Porto, men vil blive indkvarteret på et hjem for unge, som drives af en religiøs/humanitær organisation.  



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer