Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Store besparelser på Lissabons 2008 budget

Borgmester António Costa har præsenteret Lissabons borgere for en økonomisk hestekur af format.

Bystyret i Lissabon er dybt forgældet og er nødt til at spare for overhovedet at kunne betale lønninger og honorere forpligtigelser. For nyligt blev Lissabon downgraded i kreditværdighed, men det lykkedes dog at tage et lån hjem på 400 millioner euro til dækning af det løbende underskud.

Forinden havde det regerende PS parti i Lissabon byråd skændtes bravt med PSD, som tidligere sad på borgmesterposten. I Lissabons byråd har PS partiet i modsætning til i parlamentet i Portugal ikke fuldstændigt flertal.

Der var i lang tid fare for at oppositionen med PSD i spidsen ville nægte at støtte optagelse af lånet, men til sidst faldt aftalen på plads. Det er i parentes bemærket en tidligere PSD borgmester, som langt hen af vejen har været med til at bringe Lissabons økonomi i uføre.

I 2007 lød budgettet for Lissabon Câmera, som kommunen hedder, på 799 millioner euro. I 2008 beskæres det til 546 millioner euro. Det er en besparelse på hele 32%, som primært skal hentes ved afskedigelser af 5% af medarbejderne og besparelser på overarbejdstimer.

Da der i 2006 var store ekstraordinære indtægter, som ikke automatisk gentages i 2008, lægger bystyret op til at sælge omkring 1.100 kommunale boliger for at få penge i kassen. Der skal blandt andet laves byfornyelse, hvilket ikke kan sættes i gang uden frasalg af aktiver.

I det nye år vil Lissabon kommune desuden bruge flere midler på cykelstier, fodgængerovergange, 6 nye folkeskoler og modernisering af eksisterende skoler.

Besparelserne i Lissabon er allerede så småt trådt i kraft. Besøgende, som før har været i Portugals hovedstad vil i år have bemærket at der er knap så meget julebelysning i gaderne, i forhold til sædvanligt. Det sker for at spare på strømmen.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer