Så er udsalget skudt igang i Portugal. I forhold til tidligere år startede man allerede fredag d. 28. december.
Indtil videre har de portugisiske forbrugere fredag ikke haft meget lyst til at åbne for pungen, men der forventes øget aktivitet lørdag og søndag.
I Portugal er udsalgsperioder reguleret. Som følge af en ændring i reglerne i 2007 må forretningsdrivende i Portugal nu holde vinterudsalg i perioden mellem 28. december og 28. februar. Tidligere kunne udsalget ikke starte før d. 7. januar. Sommerudsalg holdes nu mellem 15. juli og 15. september.
Én af grundene til den lidt sløve start på udsalget fredag var naturligvis at folk var på arbejde. Desuden er mange portugisere efter juleperioden ikke så økonomisk velpolstrede at der er råd til de store forbrugsmæssige udskejelser efter jul.
Det er ellers ikke fordi der ikke er gode tilbud at hente ved at shoppe i Portugal efter jul. Rigtig mange butikker reklamerer med 50% afslag i prisen i forhold til før jul, og man ser i det store Colombo shopping center i Lissabon afslag i pris på helt op til 70%. Specielt i tøj- og skoforretninger er der mange penge at spare. Se også det eksklusive Vasco da Gama shoppingcenter (shopping center hjemmesider på engelsk).
Den gennemsnitlige portugiser lever i disse år i en langtrukken økonomisk krise. Der er ingen som sulter, og mad er stadig meget billigt (se artikel), men mange har mærket at priserne er steget uden at lønningerne er steget tilsvarende. Specielt energi og brændstof til biler er blevet væsentligt dyrere.
Desuden lever portugiserne lidt mere 'i nuet' end danskere typisk gør det, så derfor må man af og til skære ned, når man har brugt for meget.
Der er dog ingen tvivl om at mange portugisere har gode økonomiske forhold - nogen endog meget gode økonomiske forhold i en liga man sjældent ser i Danmark. Indkomstfordelingen i Portugal er skæv i forhold til Skandinavien og ligner på mange måder indkomstfordelingen i nogen af de tidligere østeuropæiske lande.