Den 5. januar 2008 havde den spanske konge Juan Carlos 70 års fødselsdag.
Juan Carlos I af Spanien har oplevet lidt af hvert og har altid haft gode forbindelser til Portugal.
Han blev født i Rom i Italien under den spanske borgerkrig. Kongefamilien i Spanien var gået i landflygtighed i 1931 på grund af situationen i Spanien, hvor den såkaldte 2. republik var blevet udråbt. Senere udviklede det sig til regulær borgerkrig, hvor også danskere deltog i sympati med socialisterne og kommunisterne. Det endte i 1939 med at de højreorienterede nationalister vandt borgerkrigen og general Franco tog magten.
Francos familie havde royale rødder uden at diktatoren dog selv på nogen måde var en del af arvefølgen. Det landflygtige spanske kongehus blev sidst i 40'erne inviteret af borgerkrigens sejrherre general Franco til at Juan kunne få sin uddannelse i Spanien. Juan Carlos satte første gang foden på spansk jord i 1948 10 år gammel.
Den unge Juan studerede derefter i byen San Sébastian i Baskerlandet ikke langt fra grænsen til Frankrig. Senere fortsatte han sine studier i Madrid inden han gik ind i den spanske hær. Juan Carlos nåede også at være et år i den spanske flåede og et år i luftvåbenet.
Juan Carlos i Portugal
Den spanske konge har ofte gæstet Estoril vest for Lissabon. Her havde Juan Carlos’ familie greven af Barcelona en ejendom og Juan Carlos var allerede som ung tit i Estoril.
Under en ferie i Estoril skete der en stor tragedie i den spanske kongefamilie. Juan Carlos kom til at dræbe sin 3 år yngre bror Alonso (Alfonso) med et vådeskud under en jagt i 1956.
Juan Carlos som spansk regent og statsoverhoved
I 1962 giftede Juan Carlos sig med Prinsesse Sofia af Grækenland, som han havde mødt i London. Sofia er søster til ex-Kong Konstantin af Grækenland, som er gift med Danmarks dronning Magrethe II’s lillesøster Anne-Marie.
Juan Carlos flyttede herefter ind på Zarzuela paladset i Madrid.
I 1969 foreslog Spaniens diktator general Franco at Juan Carlos skulle efterfølge ham som statsoverhoved. Sådan blev det til dele af den spanske oppositionens store fortrydelse. General Franco slog hårdt ned på al modstand herunder separatistbevægelsen ETA.
Da Franco døde i i november 1975 blev Juan Carlos 2 dage efter proklameret Konge af Spanien. I sin tiltrædelsestale sagde Juan Carlos at han ønskede at være konge for det spanske folk.
Det første demokratiske valg blev afholdt Spanien i 1977. Et år tidligere havde Juan Carlos udpeget Adolfo Suárez som premierminister som afløsning for Carlos Arias Navarro, som ikke formåede at udvikle Spanien i en demokratisk retning.
Juan Carlos har efter de flestes mening stor andel i demokratiseringen af Spanien og det lykkedes ham som statsoverhoved på trods af modstand fra de Franco tro Falangister og dele af det spanske militær at indføre grundlæggende demokratiske reformer.
Det gik efterhånden sidst i 1970’erne op for den spanske venstrefløj herunder Felipe Gonzáles og Javier Solana at den spanske kong Juan Carlos I mente, hvad han sagde i sin tiltrædelsestale i 1975. Derfor valgte de at støtte kongens reformer.
Javier Solana er i øvrigt én af de højst placerede spanske politikere i Europa. I 1995-1999 var han NATO’s generalsekretær og siden 1999 har han været EU’s højkommissær i udenrigs- og sikkerhedspolitiske anliggender.
Den nye spanske forfatning blev vedtaget i 1978 ved en folkeafstemning.
Juan Carlos I viste igen sit demokratiske sindelag i 1981, da militæret i Spanien forsøgte et kup mod den siddende regering. Juan Carlos I gik på spansk TV og udtalte sin støtte til forfatningen. Det blev i realiteten enden på kupforsøget.
Som en påskønnelse af den store demokratiske indsats er Juan Carlos I æresdoktor ved universiteterne i Bologna i Italien, Oxford og Cambridge i England og Harvard universitetet i USA med flere.
Juan Carlos privat
Den spanske kongefamilie herunder Juan Carlos og hans kone dronning Sofia er meget sejlsportsinteresserede.
Juan Carlos deltager stadig af og til personligt i sejlsport og har blandt andet kunnet ses i Cascais i Portugal med TP52 båden Bríbon.
Desuden er den spanske konge aktiv i den internationale Sejlsportsunion ISAF, som afholder årsmøder i Estoril.
Hvert år i marts-april afholder man desuden i feriebyen Cascais King Juan Carlos' Cup for bådklassen Dragon eller på dansk dragebåd.
Den spanske konge i 2007
I 2007 kom den spanske konge uforvarende på verdenspressens forsider. Han var i sin egenskab af spansk statsoverhoved i Santiagos hovedstad Chile til det Iberisk-Sydamerikanske topmøde.
Ved topmødet, hvor alle de sydamerikanske statsledere var samlet, valgte Venezuelas præsident Hugo Chaves i vanlig stil at fremkomme med udtalelser udenfor den normale diplomatiske etikette – denne gang om Spaniens tidligere premierminister.
Det blev lidt for meget for Juan Carlos, som meget usædvanligt lænede sig frem og spurgte Hugo Chaves, hvorfor han ikke holdt mund. Det gik klart igennem på mikrofonen og i de næste dage var kong Juan Carlos ord til Hugo Chaves den mest populære ringetone blandt Spaniens teenagere.
Hugo Chaves blev smækfornærmet og forlangte en undskyldning. Han svingede sig endda op til at true med at nationalisere spanske banker i Venezuela, men er dog så vidt vides faldet ned på jorden igen. Se video’en af det lille optrin.
Til nytår overraskede den næsten 70 årige Juan Carlos i øvrigt de spanske tropper i Afghanistan med at komme på uanmeldt besøg.
Selv om man ser bort fra den lille kontrovers med Hugo Chaves har 2007 bestemt ikke været noget behageligt år for den spanske konge. Se artikel om Juan Carlos i Berlingske Tidende fra d. 3. januar 2008.
Der er officiel festmiddag i Spaniens kongehus i aften d. 9. januar 2008, hvor man fejrer én af landets største nulevende sønner.
Se også:
Konger og dronninger i Portugal
Realitioner mellem Danmark og Portugal