BCP banken har fået ny ledelse. Der har i længere tid været røre omkring BCP bankens gamle bestyrelse, som har trukket uheldige overskrifter dels for ulovlige aktionærlån og dels for gennem oversøiske selskaber at have øvet indflydelse på fastsættelsen af kursen på egne aktier.
Banken har desuden været igennem en forhandling med en anden stor portugisisk bank: BPI banken, som foreslog en sammenlægning. Forhandlingerne endte resultatløse, hvilken en del iagttagere mener er dårligt nyt for BCP. Se kursen på BCP aktien i Portugalnyts børssektion.
Der er ingen tvivl om at den nye ledelse får noget at se til. BCP Banken var allerede før jul genstand for undersøgelser fra de portugisiske børsmyndigheder. Specielt finansmanden Joe Berardo har været meget aktiv i kampen mod den gamle bestyrelse.
Det er ikke alle tråde, som er reddet ud endnu, men det står efterhånden rimeligt klart at nogen af de gamle bestyrelsesmedlemmer herunder den tidligere formand for BCP Jorge Jardim Gonçalves har forvaltet deres job på en uheldig og måske endda ansvarspådragende måde. Goncalves trådte efter lang tids pres ud af bestyrelsen i december 2007.
Den nye ledelse i BCP
Efter en ekstraordinær generalforsamling d. 15. januar 2008 består den nye ledelse blandt andet af kendte bankfolk fra den store statejede bank Caixa Geral de Depósitos. Ny administrerende direktør (CEO) bliver Carlos Santos Ferreira, som er tidligere øverste chef for Caixa Geral de Depósitos. Han medbringer Armando Vara som bliver vice-direktør. Desuden vil BCP folkene Paulo Macedo, Vitor Fernandes, Jose Guilherme, Luis Pereira Coutinho og Nelson Machado indgå i bankens ledelse.
Carlos Santos Ferreira blev valgt med 97,7% af stemmerne på generalforsamlingen heriblandt stemmerne fra den hollandske forsikringsgruppe Eureko, det Angolanske olieselskab Sonogol og finansmanden Joe Berardo.
I mellemtiden forsøger den tidligere, men ikke særligt succesfulde premierminister Pedro Santana Lopez fra PSD partiet at få Portugals Nationbank involveret i skandalen i BCP. Santana Lopez mener at nationalbanken i lang tid har kendt til uregelmæssighederne i BCP banken uden at gøre noget.