UPDATE: Se indvielsen af banen
Arbejdet på det nye motorsports-mekka ved navn Algarve International Racetrack skrider frem, og man kan nu ane konturerne af racerbanen fra luften.
I weekenden blev projektet indviet af den portugisiske minister for økonomi og innovation. Samtidig blev det afsløret, hvad folkene bag Algarves største investering nogensinde har i tankerne at anlægget skal bruges til.
Først og fremmest er der ikke blot tale om en racerbane. Der opføres et 5-stjernet luksushotel og et større lejlighedskompleks i forbindelse med banen. Desuden er det planen at området skal huse virksomheder inden for motorsportsindustrien i et 'Algarve Innovation Center'.
Der vil også blive opført en go-kart bane på små 2 kilometers længde, hvilket gør den til én af de længste i Europa. Der tales endda om et større solfangeranlæg, som vil begrænse det store anlægs energi- og miljømæssigige belastning af lokalområdet.
I øjeblikket arbejder omkring 500 mand på at gøre det næsten 300 hektar store område klar til byggeriet og snart vil omkring 3.000 mennesker være beskæftiget på byggepladsen i nærheden af den lille by Pereira i Portimao. Senere forventes den nye racerbane i Portugal med tilhørende faciliteter at give permanent arbejde til omkring 1.200 personer.
Når anlægget står færdigt har det kostet 195 millioner euro eller næsten 1,5 milliarder kroner. Hvem der har skudt penge i projektet er ikke blevet oplyst udover at der er tale om '100% investorer på Algarve'.
Den nye racerbane er godkendt til Formel 1
Algarves nye trækplaster er ifølge CEO Paulo Pinheiro godkendt af FIA, som er Formel 1 sportens øverste myndighed. Det er dog ikke det samme som at der vil blive afholdt F1 løb på Autódrome Internacional do Algarve, men det er helt klart én af investorernes højeste ambitioner, at det en dag vil blive tilfældet.
Portugal har ikke haft et nationalt Formel 1 Grand Prix siden i 1996, hvor det sidste Formel 1 løb blev kørt på Estoril banen ved Lissabon.
Den nye bane kan konfigureres på 64 forskellige måder og vil i sin længste form være 4.692 meter lang.
Langsiden er planlagt til 750 meter og der vil blive plads til 55.000 tilskuere. Endvidere bygges der en cylinderformet VIP bygning midt i anlægget. Denne bygning vil have plads til hele 15.000 gæster.
Tæt ved go-kart banen vil der blive bygget en lang lige testbane til tophastighed og et område beregnet til dæk-test.
Banen påtænkes anvendt til blandt andet SuperBikes, A1 Grand Prix, WTCC og naturligvis Formel 1. Foreløbig er dog kun nedennævnte SuperBike løb bekræftet.
Parkalgar i Superbike World Championship Series
Den nye bane i Algarve vil blive indviet d. 2. november 2008 med afholdelse af Superbike World Championship.
Selskabet Parkalgar, som står bag den nye Formel 1 bane i Algarve er selv involveret i Superbike serien og stiller med Parkalgar World Super Sport team'et i form af den portugisiske kører Miguel Praia og briten Craig Jones.
Parkalgar Racing Team kører på Honda motorcykler og har, indtil videre, base i Louth, Lincolnshire i England.
Se også område guide: Portimão