Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



March 2008 - Indlæg

Portugal forbyder farlige hunderacer

Efter at Portugal gennem nogen tid har oplevet mange tilfælde af ustyrlige kamphunde, som har angrebet mennesker og dyr, planlægger regeringen nu at forbyde visse hunderacer i Portugal.

Ifølge landbrugsminister Jaime Silva vil regeringen underskrive loven om farlige hunde i løbet af kort tid.

Hunderacerne, som det bliver forbudt at importere og at avle er Brasiliansk Fila, Argentinsk Doge, Pit Bull Terrier, Rottweiler, Japansk Tosa, Amerikansk Staffordshire Terrier og Staffordshire Bull-terrier.

Overgangsordning for de farlige hunderacer
Der findes omkring 5.500 farlige hunde i Portugal, som er regisitreret. Hertil kommer omkring 1.000 hunde, som er blevet registreret i forbindelse med angreb eller ukontrolleret agression.

Alle eksisterende hunde i Portugal inden for de 7 racer må ifølge den nye lov ikke avles eller krydses med hinanden. Alle hunde i de 7 racer i Portugal skal desuden sterealiseres.

Det påhviler ejeren at tage skridt til at hunden bliver sterealiseret ved dyrlægen inden for 2 måneder efter lovens ikrafttræden, og det kommer til at koste mellem 500 euro og 45.000 euro i bøde at bryde loven om sterealisering.

Alle hunde født efter juni 2007 skal desuden forsynes med micro-chip (RFID-teknologi) . Denne bestemmelse gælder alle hunde i Portugal. Såfremt denne bestemmelse overtrædes koster det mellem 50 og 1850 euro i bøde.

Den eneste undtagelse fra reglen om sterealisering er, hvis hunden opfylder nærmere betingelser og registreres i den såkaldte 'Portugisiske race-bog'. Hunde brugt af politiet og militæret vil dog også kunne opnå undtagelse.

Årsag til stramning af hundeloven i Portugal
Det er den generelle modvilje mod at overholde den allerede eksisterende hundelovgivning og visse samfundsgruppers forherligelse af aggressive kamphunde, som den nye lov skal dæmme op for. 

Såfremt den gamle hundelov havde virket efter hensigten, ville den nye strengere lov ikke være nødvendig, udtaler Jaime Silva.

Generelt er portugisernes forhold til hunde meget afslappet i forhold til Danmark, og det er ikke unormalt at møde løse hunde i boligkvarterer i Portugal.

I marts 2007 blev en 60-årig kvinde i Sintra bidt ihjel af fire undslupne rottweilere.

De 7 ovennævnte racer har siden 2003 figureret på Portugals liste over farlige hunderacer. Sagen fra Sintra har været kraftigt medvirkende til at Portugal nu strammer loven om farlige hunde. 

BSL hunderacer
I mange europæiske lande er der indført såkaldt Breed Specific Legislation (BSL). I Tyskland er 15 racer forbudt. I England og Norge er så vidt vides fire racer forbudt, og rottweileren er også tæt på at blive forbudt i England.

I Danmark er Pitbull Terrier og Japansk Tosa forbudt.


Se også: Portugisisk Vandhund - Fiskernes bedste ven

Din vurdering:



Portugisisk handelskammer oprettet i Warszawa

Den store portugisiske retail kæde Jeronimo Martins er i front med investeringer i Polen. Kæden har omkring 1.000 Biedronka forretninger i Polen og 15.000 medarbejdere i landet.

Polen det 4. største land for portugisiske investeringer 
Jeronimo Martins omfattende engagement i Polen gør at landet med knap 40 millioner indbyggere i højere og højere grad ses som vigtigt for portugisisk erhvervsliv.

Også energivirksomheden EDP har store interesser i Polen.

Nyt portugisisk-polsk handelskammer i Warszawa
Den nyudnævnte præsident for det portugisisk-polske handelskammer Pedro Pereira da Silva, som også er General Direktør for Jeronimo Martins fortalte til polske journalister at Portugal med investeringer på omkring 400 millioner euro nu udgør den 20. største investor i Polen.

Han fortalte endvidere at i alt 22 portugisiske virksomheder er medlem af det nyoprettede portugisiske handlekammer i Polen.

Handelskammeret er etableret for at knytte yderligere bånd mellem portugisiske og polske virksomheder.

Se mere om EDP og Jeronimo Martins på vores sider om Euronext Børsen i Lissabon.

Din vurdering:



Ballonflyvning over Portugal i marts og april 2008

Hvert år siden 1997 har Portugal lagt luftrum til Travessia de Portugal em Balão de Ar Quente.

Frit oversat til dansk hedder eventet 'Portugal varmluftsballon flyvning' eller på engelsk det måske mere mundrette 'Portugal Hot Air Balloon Transcrossing'.

Ballonflyvningens rute
De mange balloner flyver fra Ponte de Lima i nord ved den spanske grænse med stop i Porto, Coimbra, Batalha, Alcobaca og Santerem. Derefter fortsættes til Reguengos de Monsaraz i Alentejo regionen, hvor der afsluttes i byen Beja.

Ballonfarten er en konkurrence mellem mange mandskaber fra både udlandet og Portugal, men den er lige så meget en kulturel begivenhed arrangeres af Clube de Português de Balonismo.

I år er byerne på ruten blandt andet kendt for:

Ponte de Lima
Den ældste portugisiske landsby.

Porto
Byen som gav navn til Portugal (og naturligvis til portvin ikke at forglemme).

Coimbra
Kendt for sine studerende og for den forbudt kærlighed mellem D. Pedro og Ines de Castro.

Batalha
Byen med det storslåede kloster.

Alcobaca
Byen med den største kirke i Portugal

Santerém
Goternes hovedstad i Portugal i middelalderen

Reguengos de Monsaraz
Middelalderby på toppen af et bjerg, som er berømt for sin vinproduktion

Beja
Hjertet i Alentejo regionen.

Eventet starter d. 29. marts i Ponte de Lima med festligholdelse af den 10. ballonfart over Portugal. Den 30. flyves første etape til Porto. Turen afsluttes d. 4. april i Beja.

Mange steder vil der være optog og specielle arrangementer i forbindelse med at ballonerne besøger byerne

Der er 30 deltagende teams herunder 6 portugisiske og 6 belgiske. Skandinavien er ikke repræsenteret.

Se hele programmet på www.travessiadeportugal.eu .

UPDATE 30. marts 2008
På You Tube findes følgende video fra første dag på ballonfærden gennem Portugal:

 


Din vurdering:



MotoGP i Portugal april 2008

Motorcykelfans vil flokkes til Estoril, når der for 9. gang afholdes Grand Prix de Portugal på den tidligere Formel 1 bane nordvest for Lissabon.

Løbet afholdes i weekenden fra d. 11. til d. 13. april 2008.

Portugals største motorsportsbegivenhed
Portugals MotoGP er, efter at Dakar Rally'et er aflyst og flyttet til Sydamerika i 2009, den vigtigste motorsportsbegivenhed i Portugal.

Portugiserne, og specielt dem som har skudt penge i den nye Formel 1 bane i Algarve, håber inden for nogen år igen at kunne afholde Formel 1 i Portugal, men der er sandsynligvis lang vej før det ønske opfyldes.

Der er dog allerede afsat omkring 200 millioner euro til projektet, så hvem ved. Se mere om det store motorsportsprojekt på Algarve ved byen Portimão.

Billetter til MotoGP
Vil man til MotoGP i Estoril kan billetter købes på www.ticketline.pt (se menu'en til venstre under MotoGP 2008).

Ståpladser koster kun 20 euro. Vil man sidde ned, hvad de fleste vil, da man ser langt bedre, starter priserne for en billet til alle tre løbsdage ved 45 euro. De dyreste billetter koster 95 euro eller omkring 700 kroner

Søndag d. 13. er hovedattraktionen med det 'rigtige' Grand Prix og alle de kendte kørere. Nøjes man med søndag er der 5 euro at spare på billetten. Mere information om det store motorsports event kan findes på www.motogp.com .

Se også artikel om maskinerne og kørerne da Valentino Rossi vandt Portugals MotoGP i september 2007.

Et godt billede af Estoril Autodromo banen findes som intro på Estoril banens hjemmeside, som ellers ikke brillierer med særlig raffineret grafik, men OK - det er jo racerløb det drejer sig om.

Se mere på vores motorsportssider om Circuito Estoril med video af en tur rundt på banen i bil.

Tur til Portugal
Er man frisk på en tur til Portugal for at se ræs kan vi anbefale at bruge vores flysøgemaskine.

Der er også mulighed for at leje ferielejligheder i Cascais eller Estoril via vores samarbejdspartnere. Begge badebyer ligger så tæt på banen at en taxi derud koster under 100 kroner.

Se også fakta om temperaturen i området omkring Lissabon i april.

Din vurdering:



Madeira melder om mange besøgende i påsken

Indbyggerne på portugisiske ferieø Madeira kan med tilfredshed konstatere at øens hovedindtægtskilde turisterne besøger den smukke blomsterø i stort tal.

I påsken meldes således om 88% belægningsprocent på Madeiras hoteller, og det er på niveau med sidste år gode tal.

Turistmyndighederne på Madeira fortæller at det som sædvanligt er englænderne og portugiserne, som er i flertal. De næststørste grupper af turister kommer fra Skandinavien og Tyskland.

De lokale tager til Porto Santo
De lokale på Madeira, som ikke har travlt i påsken i turistindustrien vælger ofte at tage på ferie til Porto Santo, som er en lille ø med en imponerende 9 kilometer lang sandstrand 50 kilometer nordøst fra Madeira. Porto Santo har kan nås både med skub og fly fra hovedbyen Funchal på Madeira.

Andre populære destinationer for de omkring 250.000 faste indbyggerne på Madeira er De Kanariske Øer, Brasilien og Mexico.

Invasion af spanske turister i påsken
En stor del af påskens gæster i Portugal er fra Spanien.

Der er ofte tale om spanske familier med børn, som pakker bilen og kører til Portugal i den forlængede weekend.

Det vækker i øvrigt af og til lidt undren på de portugisiske café'er når spanierne bestiller drikkevarer. Spansk kreativitet når der mikses drinks er nemlig udviklet mere end i Portugal og inkluderer for eksempel øl med citronvand og whiskey med hvid rom.

Den sidstenævnte konstellation går i Spanien under navnet "Whisky Dic". Alt bliver naturligvis bestilt på syngende spansk, hvilket bidrager til fejlmulighederne.

Turistmyndighederne i Porto melder ligesom Maderia om rigtig pænt besøg i påsken 2008 - specielt af spanske turister.

Se også: Blomsterøen Madeira

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »