Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Tidligere offentlige ansatte bevarer billig privat sundhedsforsikring

Den portugisiske avis Diário de Notícias skriver at de offentligt ansatte i Portugal, som vælger at søge over i det private erhvervsliv vil bevare retten til privat sundhedsforsikring på offentligt ansattes vilkår.

Færre offentligt ansatte i 2008-2009
Regeringen regner med at 75.000 mennesker i det offentlige skal skifte arbejde i forbindelse med besparelser og effektiviseringer.

Der var allerede sidst i 2006 to dages generalstrejke blandt de offentligt ansatte i Portugal som følge af regeringens effektiviseringsprogram for den offentlige sektor. En væsentlig grund til utilfredsheden i 2006 var forhøjelsen af bidraget til privat sygeforsikring for offentligt ansatte i Portugal fra 1% til 1,5% af lønnen.

Uroen i den offentlige sektor i Portugal ulmer stadig, og nye tiltag fra regeringen har ikke gjort klimaet mellem staten og de offentlige ansatte i Portugal bedre. I marts 2008 demonstrerede over 70.000 lærerne i Portugal således mod nye evaluering og generelle forrringelser i lærernes ansættelsesvilkår.

Se også artikel om besparelser i den offentlige sektor i Portugal.

Billig privat sundhedsforsikring for de tidligere offentlige ansatte
For at lette overgangen til privat beskæftigelse og tiltrække flere til de såkaldte 'mobilitets ordninger' bibeholder man bidraget til privat sundhedsforsikring på 1,5% af den tidligere løn (som offentlig ansat). Dette bidrag kaldes også for ADSE (Assistência na Doença aos Servidores do Estado).

Lempelsen giver ifølge Diário de Notícias en besparelse på mindst 30% for den enkelte lønmodtager på private sygeforsikringer. Man vil som nyslået privatansat fortsætte med at betale sundhedsbidrag beregnet på baggrund af 70% af den sidste lønudbetaling som offentlig ansat.

Det offentlige sundhedsvæsen i Portugal
Alle portugisere er dækket af den generelle sundhedsforsikring i landet, som primært betales over det sociale bidrag. Det sociale bidrag udgør i Portugal 11% af ansattes bruttoløn og dækker også andre ting eksempelvis indbetaling til en basal pension.

Portugals offentlige sundhedsvæsen har udviklet sig meget siden store reformer af sundhedsvæsenet begyndte i 2002. For nyligt er der trådt flere reformer i kraft, som yderligere centraliserer sundhedsvæsenet i Portugal. Ikke alt er gået efter planen og i februar 2008 blev den tidligere sundhedsminister bedt om at forlade posten som følge af fejl og mangler i sundhedsdækningen i visse områder af Portugal.

Der kan desuden på trods af mærkbare forbedringer hos det offentlige sundhedsvæsen stadig findes meget store forskelle på den service, der ydes i det private og i det offentlige sundhedsvæsen i Portugal.

Se også artikel om den tidligere portugisiske sundhedsministerens fratrædelse i januar 2008

Private sundhedsforsikringer i Portugal
Den billige private sundhedsforsikring ADSE for de offentligt ansatte er én af de relativt mange goder, man som offentligt ansat fortsat har i Portugal.

Der er stor forskel på private sundhedsforsikringer. En stor del af dem tegnes på gruppebasis af virksomheder i Portugal. Det er mere normalt i nogen brancher end i andre. Som bankansat har man i Portugal traditionelt haft nogen af de bedste sundhedsforsikringer.

Skal man ud og købe en sundhedsforsikring i Portugal som individuel person er markedet ret uoverskueligt og dækningerne vidt forskellige. En hurtig research afslører priser fra 250-300 euro årligt for en yngre person til op over 3.000 euro årligt eller mere hos de dyreste selskaber.

Se også: Skatteforhold i Portugal



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer