April 2008 - Indlæg
Februar måned er traditionelt en stille periode for hoteller og restauranter i Portugal.
I år har antallet af turister været væsentlig højere end normalt skriver portugals statistiske institut INE.
Flere overnatning i Lissabon, Algarve og på Madeira
Samlet er antallet af overnatninger på hotel i Portugal i februar måned steget med 12,9% i forhold til februar 2007. Omsætningen på overnatninger er samlet steget med 13,3%.
Langt den største del af stigningen skyldes turister, mens en mindre del er en lille stigning i portugisernes egne overnatninger i landet, skriver INE.
Ser man på områder er Lissabon, Algarve og Madeira der, hvor den største stigning har været, mens der i Alentejo og på Azorerne har været omkring ligeså mange turister i februar 2008, som sidste år.
Det nordlige og centrale Portugal har også haft pæne stigninger i overnatningerne i februar.
De mange gæster i Portugal har desuden haft et fantastisk solrigt vejr i store dele af februar 2008 med temperaturer på op til omkring 22 grader i Lissabon.
En del af stigningen skyldes at flere amerikanere besøger Lissabon.
På grund af den lave dollarkursen er det efterhånden blevet dyrt for amerikanske turister at besøge London og Paris, og mange foretrækker derfor et billigere alternativ.
Din vurdering:
Enersis SGPS i Portugal har afgivet ordre på 34 vindmøller af typen V90 på hver 3MW til et projekt i Portugal.
Virksomheden har allerede mange Vestas møller i drift og er den næststørste vindmølleoperatør i Portugal, skriver Børsen fredag d. 12. april 2008.
Der er det 4. projekt som bliver sat i søen sammen med Enersis. Denne gang er der tale om en vindmøllepark i Toutiço i nærheden af universitetsbyen Coimbra.
Vestas direktøren Juan Araluce, som via selskabet Vestas Mediterranean A/S står for aktiviteterne på den Iberiske Halvø, udtalte i forbindelse med kontraktens indgåelse:
“We are very pleased that Enersis once again has chosen the V90-3.0 MW turbine for a new project in Portugal, which will be added to Enersis’ existing fleet of 76 V90-3.0 MW turbines. This will be the fourth V90-3.0 MW project that Vestas establishes with Enersis in Portugal.”
I slutningen af 2007 havde Vestas i alt 123 vindmøller af typen V-90 opstillet i Portugal med en samlet kapacitet på 498 MW.
Den nye vindmøllepark vil producere, hvad der svarer til energiforbruget i godt 100.000 portugisiske husstande.
Kontrakten omfatter levering, installation og idriftsættelse af vindmøllerne. Den er dermed en såkaldt VestasOnlineTM Business SCADA-løsning med en femårig serviceaftale.
Enersis SGPS
Enersis SGPS ejes af den australske kapitalfond Babcock & Brown, som er blevet store ved at overtage infrastruktur og større utility anlæg verden over.
Babcock & Brown Investeringsbanken, som er den største i Australien, overtog Enersis i 2005 fra den portugisiske virksomhed Semapa, som er en del af det portugisiske PSi-20 indeks..
Investeringsbanken B&B i Autralien opkøber typisk virksomheder som Enersis, hvorefter den sælger dem videre til egne investerings fonde af samme navn. Den australske bank har oprettet en fond inden for vindenergi ved navn Babcock & Brown Wind Partners.
Babcock & Brown forsøger i øjeblikket at afhænde sine vindmølle aktiviteter i Europa og har i 2008 været i forhandlinger med blandt andet det store portugisiske energiselskab EDP, som dog ikke var interesserede i at overtage virksomhedens europæiske vindmølleparker.
B&B's forretningsstrategi inden for vindenergi er at overtage (eventuelt nødlidende) projekter i den indledende fase for derefter at sælge dem videre når produktionen er igang.
Din vurdering:
Byrådet i Cascais har besluttet at bygge en model af byen, som kan vise, hvad der vil ske, hvis byen udsættes for eksempelvis jordskælv og oversvømmelse.
Det bliver den første offentlige klimaforandringsmodel på portugisisk jord.
Investeringen i centeret vil beløbe sig til omkring 1,5 millioner euro, skriver Portugal News.
Placeringen af klima-forandrings centeret er ikke besluttet, men bliver sandsynligvis i et af to renoverede forter, som findes på kystlinjen ved Cascais.
Snart vil byrådet i Cascais desuden beslutte om der skal laves en universitetsundersøgelse af konsekvenserne af klimaforandringer i Cascais og Estoril området.
Lissabon opsætter 15 vind-turbiner
Portugals hovedstad Lissabon er bygget på og omkring 7 høje ud til Tejo flodens udmunding.
Byen har derfor mange vindblæste lokationer, som er ideelle til produktion af vindenergi.
Oprindeligt lå der et forslag om permanent at udstyre Lissabon med et antal turbiner for at udnytte vindkraften i byen, men på grund af de potentielle støjgener er denne mulighed forkastet.
Istedet har byrådet vedtaget at man midlertidigt opstiller 15 turbiner og afholder eventet 'Wind Parade Lisbon 2008' i andet halvår af 2008.
Oppositionen var oprindeligt stærkt imod idéen om permanent opstilling af turbinerne, og da PS partiet ikke har det absolutte flertal i Lissabon byråd, som det har på landsplan, har støtte fra andre partier i byrådet været nødvendig.
Én af grundene til at opstille turbinerne er at vise, at micro-produktion af vedvarende energi er muligt.
Turbinerne er hver godt 10 meter høje og bliver meget prominente i bybilledet i Lissabon - men de pilles altså ned igen ved årsskiftet 2008/2009.
Din vurdering:
I denne weekend afholdes europamsterskaberne i judo for seniorer. Arrangementet EURO JUDO 2008 finder sted i Pavilhão Atlântico i det gamle Expo område i Lissabon, som nu kaldes Parque das Naçoes eller på dansk nationernes park.
Mesterskabet løber over tre dage og har deltagelse fra 46 lande. Portugal stiller med 6 herrer og 5 kvinder.
Danmark er repræsenteret af Thomas Iburg fra politiets judoklub. Han skal i første kamp møde letten Vsevolods Zelonijs i klassen op til 73 kilo.
Stærke østeuropæere
Det er ikke kun den russiske præsident Putin, som har en forkærlighed for judo.
Landene Polen, Rusland, Estland, Georgien og Hviderusland nærmest ryddede bordet i 2007, da europamesterskaberne blev afholdt i Warszawa.
Blandt de 14 bedst placerede judo atleter i den åbne klasse formåede kun en enkelt fransk kvinde at kæmpe sig til en tredjeplads hos kvinderne. Russerne besatte førstepladsen for både mænd og kvinder.
Helt så dominerende er russerne ikke, når man ser på de enkelte vægtklasser.
I år deltager fra Norge deltager Esther Myrebo og svenskerne stiller med Martin Pacek, Jonas Sandström og Maria Lindberg.
Billetter til arrangementet kan købes ved indgangen eller på Pavilhaoatlantico.pt . Man finder Pavilhão Atlântico lige uden for Vasco da Gama shopping centeret ved Oriente metro-stationen.
Lige i nærheden i FIL udstillingscenteret afholdes der i weekenden samtidigt udstilling af klassiske biler.
Din vurdering:
Avisen Diário de Notícias har d. 10. april 2008 offentliggjort en meningsmåling i samarbejdet med analyseinstituttet TSF.
Den viser at det regerende PS parti står til 38% af stemmerne, hvis der var valg i Portugal nu.
Det største oppositionsparti PSD ville få 32% af stemmerne, mens alliancen af kommunister og de grønne ville få 12%.
Venstreblokken BE ville ifølge målingen få 10% og CDS/PP koalitionen 4% af stemmerne.
Udviklingen i det politiske landskab i Portugal
Partierne har ligget relativt konstant i meningsmålingerne i de første måneder af 2008.
José Sócrates regering har dog stadig væsentlig mindre tilslutning end ved valget i 2005, hvor PS partiet fik over 45% af stemmerne, og dermed som følge af valgreglerne i Portugal opnåede flertal i parlamentet.
Til gengæld er det største oppositionsparti PSD plaget af lederkrise, hvilket har givet udslag i en faldende tilslutning i en periode, hvor regeringen har været under pres fra mange grupper i samfundet, som føler de økonomiske stramninger, regeringen har indført.
Vinderen i 2008 meningsmålingerne er indtil videre venstreblokken BE (kan sammenlignes med SF), som står til væsentlig højere tilslutning end ved valget i 2005.
Se mere om valgresultatet i 2005 i Portugal .
Din vurdering:
Lissabon-bydelen Intendente er kendt som et af de forholdsvis få steder i hovedstadens centrum, hvor man skal passe mere end almindeligt på, hvis man opholder sig der efter mørkets frembrud.
Intendente er et gammelt kvarter. Det ligger omkring hovedgaden Avenida Almirante Reis, som starter som Rua da Palma fra Martim Moniz pladsen (med de mange springvand) omkring 1 kilometer nord for Rossio pladsen.
Allerede på Martim Moniz pladsen, hvor man blandt andet finder metro stationen af samme navn samt stoppested for sporvogn nummer 28, kan man se at de lokale beboere er ringere økonomisk stillede end gennemsnittet i Lissabon.
Oprydning i Intendente
I bydelen Intendente, som ligeledes har en metrostation af samme navn, er der mange ganske almindelige lejligheder, men også en tendens til at suspekte personer hænger lidt for længe på gadehjørnerne ikke ulig kvarteret bag ved hovedbanegården i København. Specielt en enkelt sidegade er berygtet.
Det besluttede Lissabons myndigheder at lade politiet se på torsdag, og omkring 100 betjente gik fra klokken 11 om formiddagen i gang med at inspicere 'gadesælgere', forretninger og arbejdstilladelser i Intendente området.
Både det kommunale politi, PSP politiet samt immigrationsmyndigheder og repræsentanter fra ASAE myndighederne for fødevaresikkerhed var involveret i operationen, som startede med at PSP politiet omringede området, skriver SIC.
Se også: Lissabon den fredeligste hovedstad i Europa
Din vurdering:
Se nyeste FIFA verdensrangliste her: FIFA Verdensrangliste - juli 2009
Portugal må se sig overhalet af Grækenland i denne måneds opgørelse af de bedste fodboldnationer i verden.
Grækenland overhaler ligeledes Holland og rykker dermed op på en 8. plads. Det er ingen overraskelse, da Portugal for nyligt tabte en venskabskamp til netop de forsvarende europamestre fra Grækenland.
De 10 bedste fodboldnationer på FIFA verdensranglisten i april 2008 er dermed:
- Argentina
- Brasilien
- Italien
- Spanien
- Tyskland
- Tjekkiet
- Frankrig
- Grækenland
- Portugal
- Holland
Set med skandinaviske øjne er der intet positivt nyt. Danmark er stadig i all time low med en 33. plads. Sverige er stadig nummer 24 og Norge taber en placering og er dermed nummer 28. Finland er nummer 35.
Se mere på FIFA.com .
Din vurdering:
Portugisiske og ikke mindst spanske motorcykelenthusiaster er ved at gøre klar til den årlige udflugt til Estoril banen i Portugal nord for Cascais.
I år er der en ekstra god grund for de spanske fans til at tage den to-hjulede til Estoril banen idet de to førende kørere i Moto GP serien begge er fra Spanien.
Gamle kendinge og en ny ung udfordrer
Det nye navn i Moto GP racing i 2008 sæsonen er Jorge Lorenzo.
Lorenzo stammer fra ferieøen Mallorca og har i de sidste to år vundet 250 cc serien, som køres i forbindelse med alle Moto GP løbsweekender.
I 2007 vandt spanske Lorenzo serien så overbevisende at han slog landsmanden Dani Pedrosa's rekord for vundne løb på sin Aprilia RS250 maskine. Det var derfor ventet at det 20-årige talent ville avancere til den fornemste klasse til 2008 sæsonen.
Hvad der måske ikke var helt så forudset er at Lorenzo i de to første Moto GP løb i henholdsvis Qatar og i Spanien er blev nummer 2 og 3 - naturligvis til det spanske publikums store begejstring.
Lorenzo's præstation er bemærkelsesværdig. Der er nemlig stor forskel på motorcyklerne i 250cc klassen og i den 'rigtige' Moto GP klasse. En Moto GP maskine er 3 gange større end en 250cc maskine med 800cc og yder omkring 240 hestekrafter mod lillebroderens omkring 110 hestekræfter.
Til gengæld er Moto GP maskinerne tungere med minimumsvægt på omkring 137-163 kilo afhængig af antallet af cylindre. RS 250 motorcykler vejer kun lidt over 100 kilo.
Indtil videre ligger Lorenzo nummer 2 i den samlede stilling før Portugals Moto GP. Med to podiepladser i de to første løb har Jorge Lorenzo's hovedsponsor fået fuld valuta for pengene.
Lorenzo vader nemlig altid op på podiet til præmieoverrækkelse som en anden Kojak med slikkepind i mundvigen - takket være slikproducent og hovedsponser Chupa Chups.
Lorenzo kører for Fiat Yamaha tem'et.
Dani Predosa
Årets førende kører er den kun 22-årige spanier Dani Pedrosa, som vandt det seneste løb på Jerez banen i Spanien. I ørkenstaten Qatar til årets første løb blev Pedrosa nummer 3.
Pedrosa kører for Repsol Honda tema'et og har ligesom Lorenzo to verdensmesterskaber fra 250 cc klassen med i bagagen inden han til 2006 sæsonen skiftede til den ultimative Moto GP klasse.
I 2007 blev Pedrosa nummer 2 i Moto GP serien, mens han i sit debu-år 2006 måtte nøjes med en 5. plads.
Valentino Rossi
Italieneren Rossi kører ligsom Lorenzo for team Fiat Yamaha og er én af de bedste motocykelkørere gennem tiderne.
Rossi er med sine 29 år en ældre herre i Moto GP sammenhæng. Han har kørt professionelt motorcykelræs i 13 år og startede i 125 cc klassen.
Italieneren testede i 2006 F1 racer med Ferrari, og den legendariske Michael Schumacher udtalte ved den lejlighed at Rossi havde et stort talent og ville være konkurrencedygtig i F1 feltet på 4 hjul.
Det endte dog med at Rossi forblev i Moto GP serien og skrev kontrakt med Fiat Yamaha til og med 2008 sæsonen.
Rossi er meget interesseret i rally og vil efter alt at dømme fortsætte i motorsport på 4 hjul, når han afslutter sin glorværdige karriere på motorcykel.
Valentino Rossi har vundet Moto GP serien i årene 2002, 2003, 2004 og 2005.
Rossi ligger nummer 3 i årets Moto GP serie med en 5. plads og en 2. plads.
Casey Stoner
Den fjerde toprytter i Moto GP serien er australieren Casey Stoner. Han vandt årets første løb i Qatar, men sluttede skuffende på en 11. plads i Jerez i Spanien.
Stoner er på trods af sine 22 år allerede en hårdfør kører, som med sin samlede sejr i Moto GP serien 2007 har bevidst at han er blandt de absolut bedste.
Casey Stoner kører for Ducati Marlboro teamet.
Andre kørere med mesterskabschance
Med i alt 19 løb i årets Moto GP konkurrence er det for tidligt at afskrive talentfulde kørere.
Den nuværende 7. plads indtages af amerikaneren Nicky Heyden, som vandt serien i 2006. Italienske Andrea Dovizioso og britiske James Toseland har også vinderchancer, mens de øvrige kørere nok allerede er sakket agterud på point.
Se video intro til kørerne og deres fartmaskiner i Moto GP serien 2008:
Portugals Moto GP
Portugals Grand Prix starter allerede fredag d. 11. april med 125cc tidskørsel og fri træning for de øvrige klasser.
Den 12. april er der tidstagning for 250cc og Moto GP klasserne.
Alle løb køres d. 13. april. 250 cc klassen starter kl. 11.15. Moto GP går igang kl. 13. og klokken 14.30 køres 125cc klassen.
Man kan købe billetter på banen eller via hjemmesiden
MotoGP.com.
UPDATE 13. april 2008
Jorge Lorenzo fik sin første sejr i Moto GP på Estoril banen i Portugal. Nummer to blev Dani Pedrosa og tredjepladsen blev besat af Valentino Rossi.
Her er en You Tube video med løbsstarten d. 13. april 2008:
Din vurdering:
Den store portugisiske energivirksomhed EDP har nye projekter igang i Frankrig, Mellemøsten og Brasilien.
EDP satser på vindenergi i Frankrig
EDP har via datterselskabet EDP Renováveis købt 3 eksisterende vindmølleparker i Frankrig samt et antal parker, som er under opføgelse.
Den samlede overtagelsessum er på 94 millioner euro.
EDP bliver dermed den tredje største producent af vindenergi i Frankrig med 122 MW.
Naturgas projekt i Rio de Janeiro
EDP skal stå for opførelsen af et nyt naturgasanlæg i millionbyen Rio de Janeiro i Brasilien.
Der er allerede EDP byggede termoelektriske kraftværker i byerne Sao Paulo, Mato Grosso do Sul, Espirito Santo, Tocantins og Ceará.
Kraftværket i Rio de Janeiro vil få en kapacitet på 500 MW og forventes påbegyndt i juli 2008. Værket vil dække et areal på hele 180.000 kvadratmeter.
Når produktionen indledes vil gassen blive leveret af det brasilianske olieselskab Petrobras.
Strategisk samarbejde med IPIC i Abu Dhabi
EDP har indgået en strategisk samarbejdsaftale med International Petroleum Investment Company (IPIC), som er Abu Dhabi's statskontrollerede olieselskab.
Den lille emirat med byen Abu Dhabi som hovedstad ligger ud til den persiske golf. Saudi Arabien, Oman og Iran er nærmeste naboer.
Abu Dhabi er også hovedstad for De Forenede Emirater (ofte forkortet UAE).
De Forenede Emirater består af flere emirater, hvor Abu Dhabi er det mest velstående. Gennemsnitsindkomsten i Abu Dhabi overgås på verdensplan kun af Luxembourg og Norge.
EDP har meddelt at den strategiske aftale med Abu Dhabi omfatter følgende elementer:
- samarbejde om udvikling af alternativ energi i Mellemøsten
- samarbejde om energiprojekter på den Iberiske Halvø (konventionel og vedvarende energi)
- samarbejde om øgede gasleverancer fra Mellemøsten
- generelt samarbejde om projekter inden for energisektoren mellem IPIC og EDP's datterselskaber.
Aftalen træder i kraft når IPIC efter planen har opkøbt 2% af EDP's aktier.
Samarbejdet med IPIC er en del af EDP's strategi om at indgå i partnerskaber, hvor partnernes knowhow og ikke mindst gode lokale forbindelser bidrager til værdiskabelse for EDP.
Kilder: Macauhub.com og Euronext Lisbon
Se også: EDP på Euronext børsen i Lissabon
Din vurdering:
Monsanto ligger i det centrale Portugal i nærheden af grænsen til Spanien på højde med den spanske hovedstad Madrid.
Udover at være kendt for sine gamle typisk portugisiske bygninger, afholdes der hvert år en festival i maj.
Korsenes festival
Legenden siger at Monsantos borgere var under belejring af romerne i Castelo de Monsanto borgen omkring 200 år før kristi fødsel.
Romerne havde planlagt at sulte Monsanto borgere ud, hvilket dengang var en meget udbredt taktik. Indbyggerne i Monsanto, som havde forskanset sig i Castelo de Monsanto, havde ifølge legenden holdt ud i 7 år.
Man fandt derfor på en plan for at narre modstanderne uden for borgmuren.
En død kvie, som var blevet opfodret af madrester, blev hevet ud over borgmuren. Da belejrerne så det velpolstrede dyr opgav de belejringen i den tro at Monsantos borgere havde rigelige forsyninger.
Det hele fandt sted d. 3. maj, som også hedder korsets dag - heraf navnet på festivallen, som i år løber fra d. 3. til d. 6. maj.
Under festivallen er der dans og sang i procession op til Castelo de Monsanto. Fra borgen kastes der lerpotter ud med blomster for at markere kvien, som blev kastet ud for mange hundrede år siden og reddede byens borgere.
Korsenes festival er også kendt som Festa do Castelo - borgens festival.
Se mere om Monsanto og byens gamle bygninger i indlægget: Monsanto - den mest portugisiske landsby .
Din vurdering:
Flere Indlæg
« Forrige side -
Næste side »