Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



April 2008 - Indlæg

Portugals Recibo Verde ordning misbruges

Den portugisiske regering vil straffe virksomheder, som misbruger recibos verdes ordningen, skriver avisen Correiro da Manhã mandag.

Der er efterhånden op mod 900.000 portugisere ud af en samlet befolkning i Portugal på 10,6 millioner, som arbejder uden fast ansættelseskontrakt på de såkaldte grønne kvitteringer eller på portugisisk: recibos verdes.

Receibos Verdes
I Portugal kan virksomheder betale medarbejdere på tidsbegrænsede kontrakter på baggrund af en kvittering udstedt af medarbejderen - en såkaldt recibo verde.

Det er for mange specielt mindre virksomheder en stor fordel at undgå at fastansætte medarbejdere. Årsagen er de overordentligt store kompensationer, som virksomheder pålægges at udbetale, såfremt medarbejdere opsiges.

Desuden undgår arbejdsgiveren ved recibo verde ordningen at betale sociale bidrag, som er på 23,75% af medarbejderens løn.

Juridisk set er recibo verde ordningen en betaling for en service og kan derfor sidestilles med at den 'ansatte' har egen virksomhed. Ordningen har dog udviklet sig til at være så omfattende at store dele af den portugisiske befolkning arbejder på daglejerlignende vilkår med megen ringe jobsikkerhed under recibos verdes ordningen.

Ordningen tenderer desuden til at have social slagside således at mange af de ringeste jobs i Portugal aflønnes på baggrund af recibos verdes. 

Der er også mange udlændinge i Portugal som aflønnes per recibo verde, og det er i øvrigt ganske normalt at 'de ansatte' udlændinge ikke informeres tilstrækkeligt om ordningen, men blot i god tro bliver bedt om at udfylde en grøn/blå kvittering af arbejdsgiver.

FERVE foreningen
Recibos Verdes anvendes både i den private og offentlige sektor. I de senere år er ordningen blevet meget udbredt.

Én af forskellene på at være normalt ansat og 'contratos a recibos verdes' er at man som normalt ansat har ret til feriepenge. Det har man ikke som freelancer. Vilkårene for at få sygedagpenge og arbejdsløshedsunderstøttelse er også ringere end ved normale ansættelsesvilkår.

En anden stor fordel ved at være fastansat er at man i Portugal modtager 14 månedslønninger årligt. Det gør man ikke på Recibos Verdes ordningen.

Som uafhængig 'selvstændig' contractor eller freelancer skal man desuden selv betale social sikring. Dette bidrag kaldes seguranca social og andrager mellem 23,75% og 32% af indkomsten. Se mere på Seguranca Socials hjemmeside (portugisisk tekst)

Selv mange af de professionelle uafhængige freelancere i Portugal, som formelt arbejder som trabalho independente (freelance) er utilfredse med ordningen. I januar 2008 indgav foreningen FERVE, som står for Fartos d’Estes Recibos Verdes (direkte oversat: træt af de grønne kvitteringer) over 4.000 underskrifter til ministeren for at få ordningen ændret.

Samtidig fastholder recibos verdes ordningen mange medarbejdere for længe i jobs, hvor de er over- eller underkvalificerede. Den gennemsnitlige medarbejder med en god ansættelsesaftale er nemlig ofte bange for at skifte job og dermed vilkår. 

Recibo Verde reglerne i Portugal
Reglerne for hvornår en ansættelse må betragtes som et arbejdsgiver/arbejdstager forhold (dvs. ikke kvalificerer til at bruge recibo verde) i Portugal er uklare.

Ting der taler for at kunne kvalificere til recibo verde:

  • skiftende arbejdssteder
  • brug af eget værktøj eller eksempelvis egen computer
  • udførelse af arbejdet uden for arbejdsgivers forretningssted
  • arbejdstager/freelancer fastsætter arbejdstider
  • arbejdet udføres individuelt efter aftale
  • betaling er opgave-relateret
  • arbejdets indeholder opgaver af ikke rutinemæssig art
  • freelanceren har autonomi i udførelsen af arbejdet

Ting der taler for ikke at kunne kvalificerer til recibo verde ordningen:

  • faste arbejdstider med start og sluttidspunkt fastsat af arbejdsgiver
  • brug af arbejdsgivers værktøj
  • udførelse af arbejdet hos arbejdsgiver
  • arbejdsgiver har instruktionsbeføjelse
  • betaling afhænger af antal timer, uger eller måneder på arbejdspladsen
  • arbejdet indeholder kun rutinemæssige opgaver
  • arbejdsgiver giver eksakte retningslinjer om udførelsen af arbejdet


Se mere om de uklare regler på Ferves blog (på portugisisk).

Stok og gulerod til virksomhederne
Receibos verdes var oprindeligt ikke tænkt som en måde for virksomhedene at spare penge på, men langt mere som en simpel måde at opstarte egen professionel freelance virksomhed på for eksempelvis IT-konsulenter, advokater, rådgivende ingeniører og lignende professionelle grupper.

Det blev dog allerede sidst i 90'erne normalt for portugisiske virksomheder at ansætte almindelige medarbejdere som 'recibo verde medarbejdere'.

Regeringen planlægger ifølge Correio da Manhã at hæve skatten for virksomheder, som fastholder medarbejdere på receibos verdes ordningen længere end objektivt tilladt.

Samtidig vil regeringen lave fordelagtige ordninger for de virksomheder, som vælger at fastansætte freelancere hurtigere. 

I februar 2008 skyldte recibos verdes freelancere over 100 millioner euro til det offentlige i ubetalte socialbidrag. Man mener at hver 5. trabalho independente skylder staten penge og at mange i øvrigt ikke er i stand til at betale.

Den portugisiske stat har i de sidste par år udviklet sig til at være én af de helt store arbejdsgivere på recibo verde ordningen.

Din vurdering:



Kasper Andersen på Estoril banen

Estoril banen vest for Lissabon har lagt asfalt til to træningsdage for den nye Formula Master klasse.

I den forbindelse har det italienske Trident Racing Team d. 2-3 april 2008 været på besøg med blandt andet den danske racerkører Kasper Andersen.

International Formula Master
Klassen International Formel Master er nyoprettet i 2007 og kaldes også Formel Super 2000.

Der er 8 løb i kalenderen i 2008 sæsonen heraf et på Estoril i Portugal d. 13. juli. Løbssæsonen starter d. 18. maj 2008 i Valencia i Spanien.

Kørerne anvender alle grundlæggende de samme biler, som er bygget på et Tatuus chassis og forsynet med en 250 hk Honda motor.

Der er 17 tilmeldte teams med i alt 36 kørere.

Sådan så det ud i 2007, da Kasper kørte International Formula Master:

 

Anparter i Kasper Andersen
Kasper Andersen har tidligere kørt for J.D. Motorsport, men er i 2008 sæsonen skiftet til Trident Racing. Han er dermed teamkammerat med Harald Schlegelmilch fra Letland.

Det er Kaspers mål en dag at rykke op i motorsportens fornemste klasse Formel 1. Til det formål sælger Kasper anparter i sig selv af 5.000 kroner stykket, skriver Dba.dk. Såfremt han en dag opnår et betalt sæde i Formel 1 eller lignende vil anparter give pengene 3 gange igen.

Se video om Kasper Andersens F1 drømme på anparter:


Se mere om International Formula Masters på Formulamaster.net .

Se også: Motorsport på Estoril banen .

Din vurdering:



FC Porto har vundet den portugisiske fodbold liga

Det var ingen overraskelse da FC Porto i weekenden sikrede sig det portugisiske mesterskab 5 spillerunder før sæson'ens afsluttende runde, men måden det foregik på var spektakulær.

FC Porto lammetævede lørdag stakkels Amadora fra Lissabon med 6-0. Det bringer Porto-klubben op på 63 point og mesterskabet er dermed hjemme.

Storklubben fra Nordportugal har dermed vundet sit 12. portugisiske mesterskab i løbet af 18 år (siden 1990).

Ingen over eller ved siden af FC Porto
Set i lyset af Benficas problemer med at score mål OG med at finde en habil manager til afløsning af 'den afhoppede' spanier Camacho ligner FC Porto allerede en vinder i 2009 sæson'en også.

Sporting Lissabon kæmper mod to af de bedste 'ukendte' klubber V. Setúbal og V. Guimarães for at holde sig i top 3, mens Braga fra Nordportugal, der som regel er med fremme, ligger helt nede på en 6. plads. 

Til gengæld er Sporting Lissabon som det eneste portugisiske hold stadig med i en stor europæisk turnering. Returkampen i UEFA Cup'en mod Glasgow Rangers finder sted d. 10. april 2008 i Lissabon.

Den eneste lille tegn på svaghed denne sæson var da FC Porto tabte pokalfinalen Carlsberg Cup 2008 på straffesparkskonkurrence til Vitoria Setúbal (V. Setúbal)

Sportsclubstats.com
En programmør fra USA har lavet et program, som udregner sandsynligheder for sportsresultater.

I den portugisiske liga har FC Porto ifølge Sportclubstats.com ligget til at vinde mesterskabet 2007/2008 allerede siden 5 spillerunde.

Sportclubstats producerer også grafer og statistik for blandt andet de danske og engelske fodboldturneringer og desuden for NFL, NASCAR Racing, Basketball m.v. i USA.

FC Porto i den europæsiske elite
På trods af at der i portugisisk fodbol er langt færre penge end i engelsk, tysk, italiensk, spansk og fransk fodbold, er FC Porto på mange måder en del af den europæiske elite.

I øjeblikket rangerer FC Porto for eksempel som nummer 11 på Eurotopfoot's liste over de bedste europæsike klubber.

FC Porto har ikke fået overrkt trofæ'et endnu, da der stadig verserer en anklage om bestikkelse mod klubbens tidligere præsident.

Den såkaldte 'Gyldne Fløjte' sag med rødder tilbage til sæsonen 2003/2004, kan dog højst fratage FC Porto 6 point.

Se også: Fodbold i Portugal med link til stillingen i den portugisiske liga.

Update 4. JUNI 2008:
FC Porto er blevt udelukket fra Champions League turneringen i 2008/2009, som straf for en bestikkelses sag i 2003/2004. Se seneste nyt om FC Porto.

Din vurdering:



Golfspilleren Søren Kjeldsen nummer 15 ved Estoril Open i Portugal

Inden turneringens sidste runde søndag ligger Søren Kjeldsen på en flot delt femteplads i golfturneringen Estoril Open på Oitavos banen vest for Lissabon.

Estoril Open føres fortsat af franskmanden Grégory Bourdy med 17 slag under par. Søren Kjeldsen har gået de tre runder i 11 under par.

Mads Vibe-Hastrup ligger på en delt 33. plads 6 slag under par.

Estoril Open er en del af PGA Europatouren. Se også Europatour.com .

Se desuden: Golf i Portugal

UPDATE 6. april 2008
Vinder af Estoril Open golfturneringen blev Grégory Bourdy.

Franskmanden gik sidste runde i et slag under par. Nummer to blev Alastair Forsyth med 5 under par i sidste runde.

Søren Kjeldsen blev efter en skuffende dag i Estoril samlet nummer 15 og Mads Vibe-Hastrup nummer 20. 

Din vurdering:



Estoril Open starter godt for Søren Kjeldsen

Estoril Open i golf, som i 2008 spilles på Oitavos banen vest for Lissabon er igang.

Før lørdagens tredje runde er danskeren Søren Kjeldsen nummer 9 med 8 slag under par.

Turneringen føres af franskmanden Gregory Bourdy med 14 slag under par.

Rekorder på Oitavos
To spillere åbnede torsdag d. 3. april 2008 turneringen med at gå Oitavos banen i 8 slag under par (63). Det var udover den førende franskmand den kun 21 årige spanier Pablo Martin, som efter fredagens runde ligger samlet nummer 9 i et større felt af spillere deriblandt Søren Kjeldsen.

Danskere i Estoril Open
Udover Søren Kjeldsen deltager Thomas Bjørn, Mads Vibe-Hastrup og Peter Ellebye.

Mads Vibe-Hastrup er nummer 62 før lørdagens runde. Thomas Bjørn er på en delt 103. plads og dermed ude af turneringen. Det gælder ligeledes for Peter Ellebye, som heller ikke klarede cuttet og sluttede bagerst i feltet.

Se også Oitavos golfbanen blandt golfbanerne på Lissabonkysten.

Din vurdering:



10 portugisiske virksomheder i verdens top 2000

Forbes.com har udgivet en liste med de 2.000 største virksomheder i verden målt på børsværdi.

Portugal kan på 2008 opgørelsen samle 10 selskaber i den tungeste liga.

De 10 største portugisiske selskaber
Alle selskaberne er velkendte i Portugal og en del er tidligere statskontrollerede virksomheder:

  • # 352 EDP (Energias de Portugal)
  • # 496 BCP (Banco Commercial Português)
  • # 537 PT (Portugal Telecom)
  • # 645 Galp Energia (olieselskab)
  • # 1200 Banco BPI
  • # 1460 Sonae SGPS (retail, industri m.v.)
  • # 1849 Cimpor (cementindustri m.v.)
  • # 1900 REN (elselskab/distributør)
  • # 1907 Brisa (opererer Portugals betalingsveje)
  • # 1965 Jeronimo Martins (retail kæder)

Se mere om den enkelte virksomhed på børs- og investeringssiderne på Portugalnyt.

De største selskaber i Skandinavien
Til sammenligning har Danmark følgende 9 selskaber i top 2000:

  • # 139 Danske Bank
  • # 151 Mærsk
  • # 566 Novo Nordisk
  • # 619 TDC
  • # 829 Carlsberg
  • # 919 Vestas
  • # 1337 Jyske Bank
  • # 1408 Sydbank
  • # 1409 TrygVesta

Svenskerne stiller med hele 29 selskaber i top 2000. De 5 største er:

  • # 115 Nordea
  • # 177 Volvo
  • # 199 Ericsson
  • # 264 Telia Sonera
  • # 270 SEB banken

Norge har hele 14 større virksomheder i top 2000. De 5 største er:

  • # 60 Statoil
  • # 239 DnB banken
  • # 251 Telenor
  • # 408 Norsk Hydro
  • # 493 Orkla

Finland har 16 virksomheder i top 2000. De 5 største er:

  • # 69 Nokia
  • # 380 Sampo
  • # 393 Fortum
  • # 761 Neste Oil
  • # 806 Stora Enso

Hele Forbes undersøgelsen 'Global 2000 companies' kan ses på Forbes.com.

Din vurdering:



Madeiras myndigheder holder på turisterne

Det var ikke planlagt, men Madeiras myndigheder har med stor sandsynlighed forsynet de handlende og restaurationerne i Funchal med en god portion ekstra kunder.

Torsdag d. 3. april 2008 blev luksuslineren Van Gogh tilbageholdt i Funchal som følge af at ejeren af skibet ikke har overholdt sine økonomiske forpligtigelser.

Velhavere på cruise skib i klemme
Da det luksuriøse skib anløb den næstsidste havn på krydstogtet fik kaptajnen at vide at turen foreløbig stopper på Madeira.

Van Gogh har 200 besætningsmedlemmer og medbringer omkring 460 turister. De velhavende engelske krydstogtsdeltagere har fået lov at gå fra borde og besøge Funchal, mens myndighederne finder ud af hvad der skal ske.

Skibet Van Gogh var planlagt til at sejle Madeira til Falmouth i England som afslutning på en 3 måneders tur.

Deltagerne har betalt mellem 60.000 og 220.000 kroner for oplevelsen, som har inkluderet besøg i Egypten, Australien, New Zealand, Caribien, Mauritius, Ecuador, Tahiti og Cape Town.

Det bedste sted at blive tilbageholdt
Cruisedeltageren Gladys Hobson udtalte torsdag følgende til BBC: ' We're in a beautiful place. You couldn't be in a better place to be held ransom'.

Mark Hobworth, som er direktør for for selskabet Van Gogh Cruise Lines, er dog utilfreds med at myndighederne ikke kunne vente med at forlange skibet beslaglagt indtil det var tilbage i Falmouth havn i Cornwall i Sydengland.

Din vurdering:



Ølmærket Sagres i Portugal overtages af Heineken

Carlsberg og Heineken er i fællesskab i færd med at købe det britiske bryggeri Scottish & Newcastle (S&N), som har hovedkvarter i Edinburgh.

Efter megen tøven fra S&N's bestyrelsen, er handlen ved at falde på plads til en noget højere pris end Carlsberg og Heineken oprindeligt forventede.

Heineken er formelt godkendt af EU til at overtage omkring 46% af S&N. Der mangler dog stadig godkendelse fra Irlands konkurrencemyndigheder.

Carlsberg er endnu ikke godkendt af EU til at overtage de resterende 54%.

Carlsberg og det russiske ølmarked
Danske Carlsberg er stærkt interesseret i at forbedre sin position på det russiske og baltiske marked, hvor Baltic Beverage Holdings (BBH) står stærkt. Carlsberg ejer i øjeblikket 50% af BBH i et joint venture med S&N.

Når salget af S&N går igennem, overtager Carlsberg kontrollen med hele BBH.

Samtidig overtager Carlsberg S&N's aktiviteter på det franske og græske marked. I Frankrig er Kronenburg 1664 det førende brand indenfor, hvad der kaldes premium øl.

Heineken i Portugal
Dow Jones Marketwatch vurderer at S&N's aktiviteter i Portugal sammen med aktiviteterne i blandt andet Storbritanien, Belgien, Finland og Irland vil blive overtaget af Heineken.

Heineken har meget få aktiviteter i Portugal og opgiver ikke engang landet på sin Heineken.com hjemmeside.

Heinekens nye aktiviteter i Portugal
Såfremt handlen gennemføres som forventet bliver Heineken indehaver af følgende portugisiske brands i Portugal:

  • Sagres øl
  • Luso vand
  • Imperial øl
  • Jansen øl
  • Cruceiro vand

Desuden markedsføres følgende internationale brands i Portugal af S&N:

  • Kronenburg 1664 øl
  • Foster's øl
  • Strongbow cider
  • John Smith's ale
  • Beamish stout
  • Guinness
  • Bud
  • Grimbergen
  • Kilkenny

Hele S&N ventes overtaget af Carlsberg og Heineken for en pris af 800 pence per aktie. Det svarer til omkring 80 milliarder danske kroner.

Carlsberg er én af de stærkeste virksomheder på det portugisiske ølmarked. Udover Carlsbergs eget brand markedsføres Portugals kendteste øl Superbock af selskabet Unicer, som Carlsberg er medejer af.

Se video fra You Tube med fodboldspilleren Luís Figo, som reklamerer for Sagres Zero alkoholfri øl:

 



Relaterede artikler:
Carlsbergs aktiviteter i Portugal Din vurdering:



Den danske komponist Klaus Ib Jørgensen fortolker Fernando Pessoa

Danske Klaus Ib Jøgensen er i Portugal for at indspille Moon-Pain musik skriver han på sin hjemmeside og blog.

Moon-Pain, som Klaus har arbejdet på siden 2007, er inspireret af værker af den store portugisiske poet Fernando Pessoa.

Optagelsen i april 2008 finder sted med Remix-ensemblet, som består af dirigenten Paul Hillier, vokalsolisten Iris Oja og Preben Iwan som producer.

Klaus Ib Jøgensen er uddannet ved det Kongelige Danske Musikkonservatorium og er desuden aktiv i organisatorisk sammenhæng bl.a. som formand for Koda.

Hans gennembrud kom i 1993 med koncerten Temperature, som fik yderligere opmærksomhed ved UNESCO Rostrum præsentationen af unge kunstnere inden for moderne klassisk musik.

Fernando Pessoa
Én af Portugals kendteste sønner i nyere tid er poeten Fernando Pessoa.

Fernando Pessoa betragtes som den ypperste af de moderne portugisiske digtere. Multikunstneren Pessoa havde en sjælden evne til at skrive i flere stilarter og brugte sågar forskellige kunstnernavne (pseudonymer). For Pessoas vedkommende taler man derfor om heteronymer.

Tre af de kendteste er:

Alberto Caeiro
Pessoas første pseudonym Alberto Caeiro tager udganspunkt i en person, som iagttager uden behov for at oversætte, hvad han ser til et følelsesmæssigt sprog.

Ricardo Reis
Det måske kendteste pseudonym, som Pessoa antog var Ricardo Reis. Reis er den melankoliske digter, som ser skæbnen som forklaringen på alt.

Álvaro de Campos
Campos er pseudonymet er den følsomme digter og på den måde en modsætning til både Alberto Caeiro og Ricardo Reis.

Svirebroderen Pessoa
Pessoa skrev blandt andet digte om historie, kærlighed, filosofi. Han befandt sig en overordentlig stor del af sit liv på café'er i Lissabons centrum.

Blandt Pessoas foretrukne 'vandhuller' finder man café'en Martinho da Arcada og naturligvis 'A Brasileira' på Rua Garret i bydelen Chiado, hvor en bronzeskulptur af Pessoa stadig sidder uden for på fortovet og funderer over livet.

Pessoa blev født i 1888 og boede som barn i Durban i Sydafrika, men levede hele sit voksne liv i Lissabon. Pessoa døde som 47-årig af leverproblemer.

Se også: Portugisisk Kultur

Din vurdering:



Sporting spiller kvartfinale i UEFA Cup turneringen

Sporting clube de Portugal er den eneste tilbageværende portugisiske klub i de store europæiske fodboldturneringer.

Torsdag d. 3. april 2008 spiller Lissabonklubben kvartfinale i UEFA Cup'en mod Glasgow Rangers i Skotland.

Returkampen i Portugal spilles d. 10. april.

Tidligere resulteter i UEFA Cup turneringen
Sporting var i UEFA Cup finalen i 2005 mod CSKA Moskva i 2005, men tabte 3-1.

Tidligere i 1991 nåede Sporting seminfinalen i UEFA Cup'en.

Man skal helt tilbage til 1964 for at at finde året, hvor Sporting sidst vandt én af de store europæiske turneringer. Dette år slog den portugisiske klub MTK Budapest i den afgørende kamp i, hvad der på det tidspunkt blev kaldt UEFA Cup Winners Cup.

Manchester United med Cristiano Ronaldo i Champions League
Manchester United er med stor sandsynlighed videre i Champions League efter onsdag at have vundet med 0-2 på udebane over Roma.

Portugisiske Cristiano Ronaldo stod for én af Manchester Uniteds scoringer.

Der er returkamp mod Roma d. 9. april 2008.

FC Porto i sag om bestikkelse
Den mest succesfulde portugisiske klub både i udlandet og i den hjemlige turnering risikerer at blive fratrukket point i den portugisiske liga.

Der er tale om en sag fra sæsonen 2003/2004, da José Mourinho var manager for klubben. Mourinhos navn nævnes dog ikke i anklagerne mod klubben.

I Portugal går politik og fodbold ofte op i en højere enhed. Den tidligere præsident Pedro Santana Lopes, som dog kun varetog Portugals højeste embede i 9 måneder, har også været præsident for Sporting Clube de Portugal (Sporting Lissabon).

Den gyldne fløjte sag
Den aktuelle sag i FC Porto involverer den nuværende præsident for klubben Jorge Nuno de Lima Pinto da Costa.

Skandalen er blevet oprullet over mange måneder i Portugal, men der er endnu ikke faldet dom i den spegede sag, som involverer bestikkelse af dommere.

UPDATE 4. april 2008
Sporting spillede 0-0 mod Glasgow Rangers i første kamp i kvartfinalen i UEFA Cup 2008.

UPDATE 10. april 2008
Sporting er ude af UEFA Cup'en 2008 efter nederlag på 2-0 hjemme mod Glasgow Rangers.

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side