Olie-eventyret i Angola kører i højeste gear. Med priser på over 120$ per tønde råolie bliver det statslige olieselskab Sonangol rigere og rigere.

Den tidligere portugisiske koloni oplever i 2007-2008 et boom, som ingen troede muligt, da landet lå i ruiner efter over 25 års borgerkrig, som først afsluttedes i 2002.

Angola, som arealmæssigt er over dobbelt så stort som Frankrig har en befolkning på størrelse med Hollands på omkring 17 millioner mennesker.

Kinesisk appetit på Angolas olie
Kina er aftager af en stor del af Angolas olieeksport, som i 2007 samlet set løb op i omkring 1,8 millioner tønder dagligt.

Angola er samtidig én af Portugals største handelspartnere. Portugals eksporterede i 2007 for omkring 1,4 milliarder euro til Angola, hvilket var en stigning på 39% i forhold til året før. Dermed er Angola nu Portugals 6. største eksportmarked.

Kinas indflydelse i Angola er stor. For at tækkes magthaverne i Angola stillede Kina i 2004 et større lån til rådighed til opbygning af landets infrastruktur. På den måde kunne den angolanske elite holde vestlige långivere som IMF (verdensbanken) uden for indflydelse og dermed lettere fortsætte med at malke landets ressourcer uden at dele med resten af befolkningen.

Kinas magthavere er ikke kendt for at bekymre sig meget om fattige menneskers kår - og slet ikke fattige udlændinges kår. Det har skabt en alliance mellem de såkaldte Wabenzi'er (korrupt afrikansk elite eller familiemedlem hertil, som gerne kører importeret Mercedes) og kinesiske forretningsfolk. På den anden side gør kineserne i stor udstrækning blot det samme som mange vestlige og amerikanske virksomheder med og uden statsstøtte har gjort siden kolonitiden.

Som den højtstående kinesiske politiske leder Deng Xiaoping udtalte (og det er i øvrigt et gammelt kinesisk ordsprog): "Det er lige meget om katten er sort eller hvid - bare den fanger mus". Og mus det fanger katten. Angola er nu den næststørste olieproducent i Afrika efter Nigeria.

Tætte bånd til Portugal
Den tidligere koloni har bevaret sine tætte bånd til Portugal.

Mange angolanere er uddannet i Portugal, som under Salazarstyret havde og fortsat har en meget åben politik omkring indvandring fra tidligere kolonier. Det er også helt almindeligt at eksempelvis portugisiske lærere, IT-folk, ansatte i Portugals store turistindustri og folk med andre professionelle uddannelser herunder naturligvis oliearbejdere opholder sig i Angola i perioder for at arbejde i landet.

Se også: Angola præsident-datter overtager aktiepost i stor portugisisk virksomhed.

Lønningene for veluddannede er relativt gode i forhold til Portugal, hvor det godt kan være svært at få velbetalte jobs selv med en god uddannelse.

Hertil kommer at mange af de store kontrakter på bygning af ny infrastruktur i Angola går til store portugisiske ingeniørvirksomheder, som for eksempel Mota-Engil, med mange årtiers erfaring fra Angola.

Sonangol
Det angolanske statslige olieselskab Sonangol er helt centralt placeret i Angolas økonomi.

Sonangols pengekasse er på det nærmeste ved at spænges af bugnende likviditet. Én af grundene er, at der ikke bliver givet meget ved dørene i Angola, hvor velfærdsprogrammer, som i mange afrikanske lande, har det med at ende på udenlandske bankkonti eller som støtte til indkøb af luksusvarer for den herskende klasse.

Oliepengene, som de priviligerede grupper i samfundet ikke tager, ryger i statskassen - altså Sonangol, mens den almindelige befolkning ifølge CIA factbook har en indkomst (justeret for købekraft) på niveau med Tunesien og lidt under, hvad den tyrkiske befolkning må klare sig for i gennemsnit.

Angola er fortsat et af de 10 mest korrupte lande i verden, men den stadige strøm af olie-dollars ind i det angolanske samfund har dog hævet gennemsnitsindkomsterne betydeligt til et niveau, som indbyggerne i mange afrikanske lande kan være misundelige på.

Væksten i den angolanske økonomi anses som én af de højeste i verden.

Angolanske statsinvesteringer i udlandet
Sonangol har nu så mange penge at den statsejede virksomhed er på opkøbsjagt i udlandet. Ét af de første lande Sonangol har kastet sin kærlighed på er naturligvis Portugal, som man allerede har gode forbindelser til, og som man taler samme sprog som.

Sonangol ligger i øjeblikket i forhandlinger om at købe sig yderligere ind i BCP Millenium, som er Portugals største privatejede bank. I øjeblikket ejer Sonangol 3% af BCP.

Sonangol har også 45% ejerskab af det portugisiske selskab Amorim Energia. Amorim Energia ejer 33% af det store olie- og gas selskab Galp.

Samtidig er der vedvarende rygter om at Sonangol påtænker at købe sig ind i Portugals største børsnoterede virksomhed EDP (Energias de Portugal) og i øvrigt også i den næststørste virksomhed på børsen PT (Portugal Telecom), som svarer til det danske TDC, men som tager telefonen væsentligt hurtigere end TDC, når man ringer til dem.

Sonangol er i øvrigt også interesseret i at overtage portugisiske bankforretninger i selve Angola og har blandt andet ført forhandlinger med BCP og BPI bankerne om dette.

Se også 2007 artikel i International Herald Tribune: Angola - oil rich, but dirt poor samt den lidt ældre, men interessante artikel (2003 essay af Nick Young) fra China Development Brief: Does this cat catch mice? .

Den kendte sanger og aktivist mod fattigdom i Afrika Bob Geldof fremsatte i maj 2008 hård kritik af styret i Angolas holdstad Luanda, som han mener beriger sig på befolkningens bekostning. Det blev magthaverne i Angola som forventet ikke begejstrede for. Se artikel om Bob Geldof og Angolas elite i The Sunday Times.  

Mere information om Portugals største virksomheder på: Euronext børsen i Lissabon