Der er godt nyt til Portugals turistindustri, hvor mange virksomheder dog sikkert allerede har haft en fornemmelse af at turisternes pengepung i de sidste par år har haft lettere ved at åbne sig.
Portugals statistiske institut INE har d. 19. maj 2008 udsendt pressemeddelelse og statistik, som fortæller at turisterne i Portugal bruger flere og flere penge.
Der er observeret følgende vækstrater i turisternes forbrug i Portugal:
- 2004: 6,9% (fodbold EM blev afholdt i Portugal)
- 2005: 3,4%
- 2006: 9,4%
- 2007: 11,4%
Vækst-tallene omfatter turisternes forbrug af hoteller, ferieudlejning, restaurantbesøg, transport af turister, omsætning indenfor kultur m.v.
Vækstraterne (anslået) for 2006 og 2007 er imponerende, og ser man på værdiskabelsen, dvs. den del af turisme-omsæningen, som er fortjeneste til Portugals turistrelaterede virksomheder er der også positive toner.
Værditilvæksten fra turisterne i Portugal udviser følgende nominelle vækstrater:
- 2005: 2%
- 2006: 9,4%
- 2007: 9,7%
Hvis alle brancher havde den slags fremdrift ville Portugal om få år være et rigt land.
De flotte tal er dog ikke opstået af sig selv. Den portugisiske regering har i årevis pumpet milliarder af euro ind i udviklingen af forholdene for turister i Portugal herunder i landets infrastruktur.
Et andet forhold, som spiller ind er at Europa og USA, hvor de fleste af Portugals turister kommer fra, har oplevet høj vækst.
Det bliver spændende at se om Portugal, som fortsat er et billigt land at holde ferie i, kan formå at fastholde udviklingen også i lidt mere ugunstige tider, som via kreditkrise m.v. synes at være på vej ikke blot til USA, men også til Europa.
Portugals regering nedsætter forventningerne til væksten i Portugal i 2008
Et par dage før de gode tal for Portugals turistindustri blev offentliggjort, var der mindre positive toner fra Portugals finansminister Teixeira dos Santos.
Den samlede reale vækst i Portugals økonomi for 2008 (herunder, men ikke kun turisterhvervet) forventes nu at blive på 1,5% mod de tidligere forventede 2,2%.
De justerede forventerning fra finansministeriet i Portugal skyldes de sorte skyer, som er trukket over verdensøkonomien.
Spanske ejendomspriser under pres
Udviklingen i udlandet har haft indvirkning på Portugals eksport i første kvartal 2008. Specielt eksporten til Spanien, som er ét af Portugals største eksportmarkeder, lider under den begyndende økonomiske krise som Spanien synes at stå over for.
Ejendomspriser i Spanien er mange steder begyndt at falde, og landet har i første kvartal 2008 oplevet den laveste vækst i 15 år.
Samtidig har stigende priser i 2008 på blandt andet brændstof og visse dagligvarer i Portugal holdt udviklingen i portugisernes forbrug i ro.
Relaterede artikler:
Arbejdsløsheden i Portugal marts 2008
Inflationen i Portugal marts 2008
Angola nu blandt Portugals største eksportmarkeder