Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






EM 2008 - Portugal møder Tjekkiet d. 11. juni i EM slutrunden

Bookmakernes nye odds har allerede talt deres tydelige sprog efter Tjekkiets og Portugals første kampe.

I modsætning til før EM 2008 er Portugal nu storfavorit mod det tjekkiske landshold, som ellers på papiret (FIFA verdensrangliste nummer 6 mod Portugals nr. 11) skulle være det bedste hold.

Bookmakere tror på Portugal
Odds på sejr til Tjekkiet er nu oppe på over 4, mens der for portugisisk sejr eksempelvis hos bookmakeren BWIN, som sponsorerer den portugisiske liga, gives pengene under 2 gange igen på sejr til Portugal.

Årsagen er naturligvis at Tjekkiets landshold ikke viste nogen speciel målfarlighed mod Schweiz i EM 2008 åbningskampen, som i øvrigt var lige til at falde i søvn af.

Portugal sprudlede til gengæld i holdets første kamp mod et særdeles stærkt tyrkisk hold, som måske nok kunne havet været mere heldige end 2-0 nederlaget antyder. At Ronaldo og co. ramte træværket hele 3 gange under den underholdende kamp taler dog for at resultatet var meget rimeligt.

Kampen Tjekkiet - Portugal
EM 2008 kampen mellem Tjekkiet og Portugal spilles på Stade de Genève stadionet i Geneve i Schweiz.

Kampen fløjtes igang klokken 18.00 centraleuropæisk (og dansk) tid. Se oversigt over EM 2008 kampe i TV.

Portugisiske profiler efter Tyrkiet kampen
Alle de vigtigste portugisiske spillere er kampklare. Inden EM slutrunden gik i gang blev 2. målmand Quim, som til dagligt spiller for Benfica dog erstattet i sidste øjeblik af Nuno Espírito Santo, som til dagligt spiller i FC Porto. Det har dog ingen betydning endnu da førstemålmand Ricardo i kampen mod Tyrkiet i det store hele var sikkerheden selv.

I  kampen mod Tyrkiet udmærkede følgende spillere fra Portugal sig:

  • Nani - indskiftet i 2. halvleg og virkede sulten og pågående i sit spil som altid
  • Bosingwa - man forstår efter kampen Portugal-Tyrkiet, hvorfor Chelsea har betalt 150 millioner kroner for den store 'oprydder' i forsvaret
  • Pepe - målscorer og synes at være bedre end nogensinde. Forsvareren Pepe overskyggede mod Tyrkiet fænomenet Cristiano Ronaldo
  • Deco - var afgørende i mange situationer for at Portugal fik 'åbnet' det tyrkiske forsvar
  • Simão - arbejdede godt sammen med Ronaldo og Deco
  • João Moutinho - den kun 21-årige Moutinho's indsats var en positiv overraskelse, som lover godt for de næste kampe

Klik på de enkelte spilleres navne for at se profil, video og beskrivelse af karriere.

Se også vores guide til det portugisiske EM 2008 landshold.

Tjekkiets profiler
Tjekkiet havde i store perioder forholdsvis let spil overfor Schweiz i den indledende kamp til EM 2008, men det virkede som om holdet glemte at udnytte det.

De bedste spillere fra Tjekkiets kamp mod Schweiz, som man bør holde øje med var blandt andet:

  • Václav Svěrkoš - positiv overaskelse. Han blev indskiftet (efter den gamle og i bogstaveligste forstand kæmpestore stjerne Jan Koller ikke havde vist det store) og scorede det enlige mål for Tjekkiet
  • Petr Cech - var det ikke for Tjekkiets verdensklassemålmand Cech kunne Alexander Frei meget vel have scoret og givet Schweiz det ene point

Ikke for at undervurdere Tjekkiet, men gennemsnitsalderen var ifølge BBC 29 år og 298 dage i Tjekkiets startopstilling mod Schweiz. Der skal helt andre takter frem for at vinde over et oplagt portugisisk hold, men Tjekkiet er trods alt stadig nummer 6 på verdensranglisten i fodbold.

Se mere om det tjekkiske landshold til EM 2008 på Portugals modstandere i gruppe A (med holdopstillinger).

Portugals chancer for en kvartfinale plads
Som landstræner Scolari bemærkede efter kampen mod Tyrkiet er har Portugal udført 50% af arbejdet til en plads i kvartfinalen. Der skal gå meget galt før Portugal ikke vinder over Sweiz, som mangler deres bedste spiller Alexander Frei efter skaden mod Tjekkiet.

Tjekkiets chancer må siges at være mindre. Det tyrkiske landshold er velspillende og havde i kampen mod Portugal langt mere fremdrift end tjekkerne mod Schweiz.

Slår Portugal Tjekkiet, er Portugal i kvartfinalen, og et uafgjort resultat i kampen Tjekkiet-Portugal kan meget vel ende med at sende Tyrkiet i kvartfinalen sammen med Portugal.

Portugal i semifinalen
Tør vi tænke så langt ? - JA - efter den flotte kamp mod af Portugals EM 2008 landshold mod Tyrkiet tør vi godt!

Tyskland vinder efter al sandsynlighed gruppe B. Hvis Portugal vinder gruppe A, og det ser før Tjekkiet-kampen ud til at det er det mest sandsynlige, vil Portugal i kvartfinalen skulle spille mod nummer 2 i gruppe B.

Nummer 2 i gruppe B bliver enten Kroatien eller Polen (eller måske Tyskland). Sammenlignet med både det polske eller kroatisk landshold er Portugal plads for plads stærkere. Til gengæld er kroaterne bedre sammenspillede og vil nok udgøre den farligste modstander af de to mulige kvartfinale modstandere fra gruppe B.

Se også:
Grupperne til EM 2008
Portugals landshold til EM 2008 - med spillerprofiler

UPDATE 11. juni 2008
Portugal vandt sikkert med 3 mål mod 1 i en velspillet kamp, med mange chancer til begge hold.Målscorere blev Cristiano Ronaldo, Quaresma og Deco.

Hermed er Portugal med sikkerhed videre til kvartfinalen som enten nummer to eller mere sandsynligt nummer 1 i gruppe A.

Se video fra YouTube med sammendrag fra kampen Tjekkiet-Portugal (Portugal spiller i hvidt):

 




Kommentarer

Endnu ingen kommentarer