Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Malacca udnævnt til World Heritage

Den gamle portugisiske koloni Malacca i Malaysia er blevet udnævnt til World Heritage af UNESCO.

Malacca har små 800.000 indbyggere og ligger i den syd-vestlige del af Malaysia omkring 300 kilometer fra Singapore.

Portugisisk handelsstation
I år 1511 ankom Afonso de Albuquerque til Malacca fra Goa i det vestlige Indien, som allerede var under portugisisk kontrol. Med sine 18 skibe og 1200 mænd underlagde den portugisiske adelsmand, krigshelt og opdagelsesrejsende sig i juli 1511 Malacca efter en kort, men blodig kamp.

Malacca blev oprindeligt grundlagt i omkring år 1400 som et sultanat, der levede af handel med blandt andet Kina og med europæerne, som havde fået smag for krydderier fra østen. Sultanen flygtede da portugiserne kom og endte med i landflygtighed at blive den sidste sultan i Malacca.

Den berømte portugisiske apoteker, forfatter og ambassadør i Kina Tomé Pires skrev dengang i 1500-tallet at 'Den der sidder på Malacca handelen har hånden omkring struben på Venedig'. Den italienske handelsby Venedig blev nemlig i 1500-tallet set som den værste konkurrent til Portugals status som stormagt.

Det lykkedes dog kun portugiserne at holde Malacca i 130 år, selvom Afonso de Albuquerque lagde ud med at dræbe et stort antal muslimer i den tro at så ville hinduerne og de overlevne muslimer konvertere til kristendom. 

Hollandsk handelsstation
I år 1641 smed hollænderne portugiserne ud af Malacca. Det havde vist sig at være svært for Portugal at holde besiddelsen militært, og meget energi blev brugt på at patruljere det berømte og strategisk vigtige Malacca Stræde mellem Indonesien og Malaysia.

Malacca Strædet er stadig et af verdens hovedfærdselsårer på havet med over 50.000 gennemgående skibe per år. Samtidig er det igen ved at blive plaget af pirater. Både i 2006 og i 2007 blev over 200 skibe overfaldet af sørøvere i strædet. Se også artikel om nutidens pirater i National Geographic.

Britisk herredømme over Malacca
Briterne overtog Malacca i marts 1824 efter at hollænderne i realiteten havde forladt området omkring år 1795 for at koncentrere sig om Indonesien. Som britisk koloni blev Malacca styret af udnævnte guvernører sammen med blandt andet Singapore helt op til 2. verdenskrigs slutning. I 1946 overgik Malacca til at blive en del af den britisk kontrollerede Malayiske Union, som i 1957 blev selvstædig under navnet Malaysien.

Selve området Malacca på kun 1650 kvadratkilometer er overordentligt tæt befolket. Samtidig er Malacca måske Malaysiens flotteste by med bygninger fra sultanernes tid samt fra portugisisk, hollandsk og engelsk kolonitid.

UNESCO lægger i sin begrundelse for udnævnelsen vægt på den multikulturelle verdensarv i Malacca. Byen Malacca kaldes også Maleka på malay sproget og mange bygninger er af portugisisk oprindelse. Der er dog kun meget få efterkommere af de portugisiske sejlere tilbage. Den nyere George Town bydel er af engelsk oprindelse. Se mere om Malacca's udnænelse på UNESCO World Heritage hjemmesiden og gode billeder kan findes på f.eks. Molon.de.

Herunder ses en video om Malaccas historie:



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer