Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Portugals nye biler de mindst forurenende i Europa

Bilproducenterne i Europa og det vil i realiteten sige de store bilfabrikker med VW, Mercedes, BMW, Fiat, GM, Nissan-Reanult, PSA (Peugeot/Citroën) og Ford i spidsen satte i 1998 et fælles mål op for at minimere udslippet af co2 fra bilernes udstødning. Målet blev fastsat til 140 gram per kilometer.

I 1998 var næsten ingen biler på markedet i stand til at nå denne værdi selv om EU allerede i 1991 indførte tvungen katalysator på alle nye biler.

Gennem de sidste år er der i Europa gjort store fremskridt i forhold til resten af verden, men kun ét land har efter 10 år nået målsætningen fra 1998.

Portugals beskatning af nye biler
I årets første kvartal blev den gennemsnitlige co2 udledning fra nysolgte biler i Portugal på 139,3 g/km, skriver auto-informationsvirksomheden Jato i en pressemeddelelse. Frankrig er nummer to med 140,2 co2 g/km. Gennemsnittet i EU er 154,8 g/km i sammenligningen af første kvartal 2008 nybilsalget i 21 lande.

Det er primært Portugals beskatning af biler, som gør at portugiserne har besluttet sig til at blive grønne bilister. Afgiftsystemet ved køb af ny bil baserer sig dels på direkte co2 forurening. De lavest forurenende biler får lavest afgift. Den anden variabel er motorstørrelse, og det er her Portugal afviger mest fra eksempelvis Danmark. Motorstørrelse er stærkt korreleret med forurening, og kan man få forbrugerne til at købe en ny bil med 1,4 liter motor slagvolumen i stedet for eksempelvis 2,0 liter slagvolumen er der store fordele for miljø'et.

Danmarks beskatning af nye biler
I Danmark er der som udgangspunkt ikke beskatning af hverken motorstørrelse eller co2.

Man værdibeskatter i Danmark på bilernes grundpris med fradrag for sikkerhedsudstyr. Der er desuden i 2008 indført et fradrag i registreringsafgiften på 4.000 kr. pr. km/liter, en bil kører mere end 16 km/liter for en benzinbil og 18 km/liter for en dieselbil. Desuden er der et tillæg til registreringsafgiften på 1.000 kr. pr. km/liter, en bil kører mindre end 16 km/liter for en benzinbil og 18 km/liter for en dieselbil. I praksis bevirker denne regel at almindelige mennesker i jantelovs-Danmark tvinges økonomisk til at køre i små brændstoføkonomiske biler uanset om bilerne er gode ved miljø'et eller ej.

For ligesom at understrege lovgivernes omtanke er forbrugsafgiften i Danmark - d.v.s. den grønne halvårlige afgift for at eje en bil i Danmark ligeledes afhængig af benzinøkonomien, men altså ikke direkte af forureningen.

Danske politikere har altså, hvis man skal være kritisk, mere fokus på nationaløkonomien end på miljø'et. Det skal dog tilføjes at forbrugsafgifter langt hen af vejen trækker i samme retning som co2 afgifter ville gøre det. Måske det mest overraskende ved dansk beskatning af nye biler er at man ikke er interesserede i at lette de vanvittigt høje afgifter endsige promovere at danskerne køber færre biler. Der skulle jo nødigt komme færre penge i statskassen.

For nyligt introducerede den privatiserede Applus+Bilsyn et miljømærke til biler, som allerede er populært. Se artikel på Bilpriser.dk.  

Grønne biler i Portugal
Den danske importør af Honda og til dels også Toyota importøren har i pressen efterlyst ændret beskatning af hybridbiler i Danmark (der findes pt ikke andre producenter af hybridbiler end Honda og Toyota/Lexus). Selv bilejerorganisationen FDM har i august 2008 spændt sig selv efter dén vogn. Se artikel i Politiken.

Man har fra ovennævnte importørers side henvist til Portugal som et foregangsland, og det er da også rigtigt at en Honda Civic hybrid beskattes ret lempeligt i Portugal. Det gør en Toyota Prius også. Til gengæld er det noget sludder at disse to biltyper har haft en stor indvirkning på den samlede forurening fra biler i landet. Man ser dem af og til, men både Toyota'en og Honda'en er simpelt hen for dyre i forhold til forbrugsbesparelsen og desuden lidt for gumpetunge til de bilglade portugisere.

Her er en liste over populære biler på det portugisiske marked, som via beskatningssystemet har opnået store markedsandele i deres respektive segmenter:

  • BMW 320d - co2 udledning fantastiske 128 g/km med en stærk diesel motor på 177 hestekræfter
  • BMW X3 2,0d - co2 udledning 172, hvilket er lavt for en 4-hjulstrækker - samme motor som BMW 320d
  • Citroen C1 - co2 udledning 109 g/km
  • Ford Focus 1,6 TDCi - co2 udledning under 120 g/km i alle versioner
  • Honda Civic IMA hybrid - co2 109 g/km (medtaget her til sammenligning)
  • Mercedes E220 CDi 2,2 - co2 udledning 166 g/km - pænt og nydeligt for en stor limousine
  • Mercedes CLS 320 CDi 3,2 - co2 udledning 204 g/km - luxusklasse med mindre forurening end de fleste ældre biler
  • Mini Cooper 1,6 - co2 udledning 129 g/km i livsstils-ikon - Mini'en koster en kvart bondegård i Danmark, men ikke i Portugal
  • Nissan Qashqai 1,5 dCi - co2 udledning 174 g/km - 4x4 til folkepris med mådelig forurening
  • Opel Corsa 1,3 CDTi - co2 udledning 119-130 afhængig af hvor mange hestekræfter diesel motoren yder
  • Peugeot 207 1,4 HDi - co2 udledning 166 g/km - bemærk at denne bil, som sælger godt i Danmark, ikke er bedre mod miljø'et end en stor Mercedes
  • Renault Clio 1,2 - co2 udledning 139 g/km - Portugals mest solgte bil med benzinmotor
  • Renault Megane 1,5 dci - co2 udledning 117-120 g/km - Portugals mest solgte bil med dieselmotor og Porugals mest solgte nye bil overhovedet
  • Seat Leon 1,9 TDi-105 - co2 udledning 119-135 g/km
  • Skoda Octavia 1,9 TDi - co2 udledning 130 g/km - Octavia diesel er også populær blandt taxachauffører og hos politiet
  • Smart Fortwo - co2 udledning 112 g/km for billigste model
  • Suzuki Swift 1,3 - co2 udledning 140 g/km - ikke noget at prale af for så lille en bil, men den er billig
  • Toyota Prius hybrid - co2 104 g/km (medtaget her til sammenligning)
  • VW Polo 1,4 TDi-80 - co2 udledning 119 g/km
  • VW Golf 1,9 TDi Bluemotion - co2 udledning 119 g/km - VW's bedst sælgende model i Portugal
  • VW Touran 1,4 TSi - co2 udledning 176 g/km - stor familiebil med plads til 7 med lille avanceret motor med 140 hestekræfter
  • VW Eos 1,4 TSI - co2 159 g/km - foldetags cabriolet med samme motor produceret i Portugal

Se også indlæg i diskussionen om hybridbiler i Danmark samt udtalelser fra Honda importøren. Og her ses artikel i Børsen om en utilsigtet konsekvens af dansk afgiftspolitik på bil-området.

Se også Top 20 nybilsalg i Danmark og Portugal for juli 2008.

Relaterede artikler:
Elbiler i Portugal - Portugal tilslutter sig Project Better Place 



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer