Der har i weekenden igen været indsamling i portugisiske supermarkeder for at hjælpe økonomisk trængte familier i Portugal.
Organisationen Banco Alimentar Contra a Fome - som på dansk kan oversættes til banken til bekæmpelse af sult, indsamlede lørdag d. 2. august omkring 38 tons fødevarer i Algarve, skriver The Resident.
Lørdagens indsamling var denne gang ikke landsdækkende, men arrangeret specielt for at få mere mælk indsamlet på Algarve, da den langtidsholdbare mælk fra sidste indsamling i maj ville nå sidste anvendelsesdato inden næste store indsamling.
En særlig generøs supermarkedskunde på Algarve donerede for 1.000 euro mælk.
Landsdækkende indsamlinger i maj og december 2008
Den sidste landsdækkende indsamling fandt sted i maj 2008, hvor 996 supermarkeder over hele Portugal gav de frivillige adgang til butikkerne, hvor der blev uddelt poser ved indgangen.
På poserne står der altid angivet hvilke varer, som Banco Alimentar Contra a Fome er interesserede i bliver doneret.
Udlændinge eller andre, som behøver lidt ekstra instruktion om konceptet får en forklaring med på vejen af de venlige frivillige ved indgangen, som er let genkendelige i hvide Banco Alimentar Contra a Fome t-shirts.
Nogen af de bedste varer at donere (af hensyn til holdbarhed og egnethed til uddeling) er ris, madolie, tun, langtidsholdbar mælk, dåsebønner, mogenmadsprodukter til børn, vaskemiddel og lignende. Det hele står på poserne, som gives til andre frivillige ved udgangen efter at man har betalt ved kassen sammen med sine øvrige indkøb.
Der er mulighed for at donere eller lade være, og man bestemmer naturligvis selv, hvor meget.
Mere information kan findes på Banco Alimentar Contra a Fome hjemmesiden.
Den næste landsdækkende indsamling af mad i Portugal finder sted i december 2008.
Mange portugiserne har en anstrengt økonomi
Der er flere indikationer på at almindelige portugisere mærker at økonomien strammer til.
Selv om portugiserne elsker deres biler (og som oftest har lånt til den) står mange biler specielt sidst på måneden stille. Benzin og diesel er også i Portugal steget meget.
Pantelånerne har derimod travlt. Ifølge portugisiske aviser er omsætningen steget med 20-25% i løbet af de seneste år, og det er mennesker fra alle samfundslag, som kommer og belåner specielt smykker og antikviteter.
Den ansvarlige for indsamlingen på Algarve Teresa Cavaleiro udtalte efter indsamlingen at det ikke kun er fattige familier, som beder om hjælp. Også mennesker fra den portugisiske middelklasse kan for tiden have svært ved at klare alle økonomiske forpligtigelser og beder derfor om hjælp.