Prisen på den nye VW Scirocco i Danmark er nu blevet offentliggjort.
Den Blå Avis har fået priserne fra VW importøren og de er følgende:
- VW Scirocco 1,4 TSi-122 vil som billigste model koste 326.598 kroner i Danmark
- VW Scirocco 1,4 TSi-160 vil kunne fås fra 368.898 kroner i Danmark
- VW Scirocco 2,0 TSi med 200 hestekræfter kommer ifølge Den Blå Avis til at koste 416.000 kroner
- VW Scirocco 2,0 TDi-140 diesel vil koste 398.896 kroner i Danmark - og kommer først i 2009
DSG gearkasse (7-trin) til TSi-160 koster ekstra 27.000 kroner.
DSG gerkassen (6 trin) til 2,0 TSi koster små 29.000 kroner.
DSG til dieseludgaven af den nye Scirocco koster omkring 32.500 kroner.
I september 2008 offentliggjorde SMC desuden priser på Scirocco Van - se artikel.
Se også VW pressebilleder fra Lissabon af den flotte nye Scirocco.
Pris på billigste VW Scirocco for høj i Danmark
Den mindste Scirocco 1,4-TSi med 122 hestekræfter til 326.598 danske kroner virker meget dyr i forhold til prisen på tilsvarende VW Golf 1,4 TSi-122 Trendline 3-dørs med samme motor, som har en listepris fra 273.399 kroner hos den danske importør SMC.
Prisen på billigste Scirocco udgave var annonceret på forhånd i Tyskland til 21.750 euro, men det tyske marked får indledningsvis ikke Scirocco'en med den billigste 1,4 liter motor. Sammenligner man prisen på billigste Scirocco (når den kommer på markedet i Tyskland) med en tilsvarende VW Golf V 1,4 TSi-122 Trendline, koster den udgående Golf V 1,4 TSi-122 Trendline 3-dørs som basispris 22.075 euro. Med andre ord er billigste Scirocco i Tyskland 325 euro billigere end en tilsvarende VW Golf.
Det forekommer derfor dyrt at den danske Scirocco 1,4 TSi-122 skal koste over 53.000 kroner mere end en tilsvarende Golf 1,4 TSi-122 Trendline i Danmark.
I Danmark kan en ny Volvo C30 med 125 hestekræfter fås fra små 295.000 kroner. En Audi A3 1,4 TSFi med 125 hestekræfter og 3 døre (basalt set samme motor som Scirocco'en) fås fra 300.444 kroner. BMW sælger en BMW 116i med 3 døre og 122 hestekræfter fra 310.000 kroner. Billigste Scirocco er dermed dyrere end alle konkurrenterne.
VW Scirocco 1,4 TSi-160 er også for dyr
Med en lidt kraftigere motorydelse er Scirocco'en mere harmonisk, og merprisen i Danmark er forholdsvis begrænset - og dog.
I Tyskland er prisen for Scirocco 1,4 TSi-160 med både kompressor og turbo sat til 23.300 euro, og motorudgaven kan allerede nu bestilles. Den tyske 160-hestes Scirocco pris er dermed kun 1.225 euro dyrere end en tilsvarende VW Golf 1,4 TSi-122 Trendline med 3 døre, som på det tyske hjemmemarked som førnævnt koster 22.075 euro. Det er rørende billigt for Scirocco'en med 160 hypper - hatten af for VW, som laver sportsvogne for folket.
Uden tysk moms, men med tillæg af danske skatter og afgifter er den tyske prisforskel (i listepris) mellem Golf 1,4 TSi-122 Trendline og Scirocco 1,4 TSi-160 i basisudgaverne omkring 26.842 danske kroner. Derfor er Scirocco 1,4 TSi-160 udgaven i Danmark meget dyr. SMC tager 95.499 kroner mere for en Scirocco TSi-160 end for en Golf TSi-122 Trendline med 3 døre i Danmark, mens Scirocco'en kun koster 1225 euro eller omregnet 26.842 kroner mere end Golf'en i Tyskland.
Ser man udregningen som en prisforskel mellem de to nye Scirocco'er er der i Tyskland 1550 euro i forskel mellem de to basis udgaver af den nye Scirocco 1,4 TSi.
Fratrækkes tysk moms på 19% og tillægges 180% dansk afgift + 25% moms er merprisen 33.963 kroner. Desværre vælger SMC at tage hele 42.300 kroner mere for TSi-160 hestes udgaven end for TSi-122.
VW Scirocco TSi-160 er derfor prismæssigt set den dårligste Scirocco deal i Danmark.
Meget billig ny Scirocco 2,0 TSI i Danmark
Heldigvis er der også en glædelig overraskelse fra VW importøren SMC.
Den nye VW Scirocco 2,0 TSi med 200 hestekræfter og adaptiv undervogn som standard er med en pris på 416.000 kroner billigere end en ny VW Golf GTi med samme motor. En Golf GTi 2,0 TSFi med 200 hestekræfter koster fra 426.500 kroner i Danmark.
Man kan måske sige at der mangler en logisk forklaring fra SMC på, hvorfor danske bilkøbere skal flås, når de køber de billigere Scirocco modeller, men Scirocco 2,0 TSi er til gengæld den bedste og mest sportslige udgave af VW's nye sports-coupe.
Se også artiklen: Test af VW Scirocco 2,0 TSi.
Scirocco 2,0 TSi kun lidt billigere i Tyskland
I Tyskland lyder basisprisen for Scirocco top-modellen med 2,0 liter turbomotor og 6-trins manuel gearkasse på kun 25.550 euro. En Golf V GTi 2,0 med samme motor koster i Tyskland fra 25.650 euro. Prisforskel er således kun 100 euro eller omkring 745 kroner i Scirocco favør. Fratrækkes tysk moms og tillægges 180% afgift og 25% moms er prisforskellen i højt beskattede danske bil-kroner 2.191 kroner.
Da Volkswagen i Danmark tager hele 10.500 kroner mindre for Scirocco'en med kraftigste motor i forhold til Golf GTi 2,0, er der faktisk tale om lidt af et tilbud til danske bilenthusiaster.
Den nye VW Scirocco 2,0 TSi må derfor uden sammenligning betragtes som det bedste Scirocco køb i Danmark. Senere kommer der en Scirocco i diesel-udgave, men til den tid er der også en ny Golf 6 på banen, hvor priserne endnu ikke kendes.
Priser på Scirocco i Spanien, Portugal og Sverige
Der er forskel på, hvornår bilmodeller biliver introduceret i Europa. I Norge kommer den nye Scirocco eksempelvis ifølge importøren ikke til landet før i november 2008.
I Spanien derimod kan man allerede nu bestille en Scirocco TSi-160 fra 24.840 euro.
I Sverige koster billigste Scirocco 1,4 TSi-160 fra 224.500 svenske kroner med introduktion i oktober.
I Portugal, som har bilafgifter baseret på co2 og motorstørrelse, kommer Scirocco TSi-122 til at koste fra 24.500 euro. Billigste model kan fås i Portugal fra oktober 2008. Fra september kan Scirocco 1,4 TSi-160 og Scirocco 2,0 TSi bestilles. Vi opdaterer priser, når vi har dem.
Udstyr og danske bilafgifter på VW Scirocco
Der kan naturligvis vise sig at være betydelige udstyrsmæssige fordele ved 'de danske' Scirocco'er, men vi tvivler, da VW importøren SMC nærmere er kendt for at tage udstyrsmodeller til Danmark, som ligger under udenlandsk niveau.
Vi tager ligeledes forbehold for sikkerhedsudstyr, som måtte være tilføjet den danske model, men umiddelbart ser der ud til at alt sikkerhedsudstyr i den nye VW Scirocco er standard også i Tyskland og dermed ikke har indvirkning på afgiftsberegningen i Danmark.
En tredje grund til at VW Scirocco med 1,4 liter motor har fået meget høje danske priser i forhold til VW Golf kan være at den danske importør bliver tilgodeset prismæssigt af Volkswagen på VW Golf-modellerne, men øjensynligt ikke er blevet det på Scirocco 1,4 TSi modellerne.
Måske parallel-importørerne i Danmark skulle overveje på sigt at tage nogen billige tyske VW Scirocco'er 1,4 TSi hjem, da SMC i Danmark tilsyneladende kun kan opnå samme prisforhold mellem Golf og Scirocco som tyske VW forhandlere på den dyreste Scirocco 2,0 TSi model.
Alle ovenstående danske priser er eksklusiv leveringsomkristninger og prissammenligningen er foretaget med den udgående VW Golf 1,4-122 Trendline 3-dørs (Golf 5), som snart bliver afløst af den nye Golf VI (6) - se artikel om Golf VI med billeder. Til sammenligninsformål er anvendt en kurs på 7,45 kroner per euro. Der tages forbehold for fejl og ændringer i prissætning.
Relaterede artikler:
Ny VW Polo spionbilleder
Billeder af den nye VW Scirocco ved præsentationen i Lissabon