Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Ny ordre til Vestas i Brasilien

Det er kun små tre måneder siden at vindmølle producenten Vestas i juni 2008 fik en stor ordre på 92 vindmøller til Brasilien, og nu er brasilianerne friske på at bestille 17 vindmøller mere.

Den tidligere portugisiske koloni Brasilien er et højvækst-område, hvor økonomien godt hjulpet af at brasilianske olie- og gasindtægter boomer blandt andet på grund af nye olie- og gasfund og stigende priser på energi.

Brasilien havde i 2007 en økonomisk vækst på 5,4%, og det er nu muligt for almindelige brasilianere at opnå kredit, hvilket med en befolkning på små 190 millioner mennesker har givet yderligere en økonomisk saltvandsindsprøjtning af format til Brasiliens økonomi.

17 Vestas møller i delstaten Rio de Janeiro
Møllerne fra Vestas af typen V-82 på samlet 28 MW skal opstilles i delstaten Rio de Janeiro, som har byen Rio de Janeiro som hovedstad.

Det er den brasilianske virksomhed inden for vedvarende energi Gargaú Energética S.A ejet af moderselskabet Ecopart Investimentos Ltda, som har placeret ordren. Vindmøllerne bliver placeret ved kysten i nærheden af byen São Francisco de Itabapoana omkring 300 kilometer nord for Rio de Janeiro.

Danmarks førende producent af vindmøller har for nyligt oprettet eget salgskontor i Brasilien. Tidligere blev Brasilien serviceret fra Vestas kontoret i Buenos Aires i Argentina, som blev oprettet allerede i 1992.

Se også: Vestas får ordre på 92 vindmøller til Brasilien



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer