Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



October 2008 - Indlæg

Stilling i Portugal Masters Golfturnering 2008

Midt på første dag i Portugal Masters turneringen i Algarve ligger golfspilleren Søren Kjeldsen flot nummer 2 sammen med svenske Martin Erlandsson, Graeme McDowel fra Nordirland og Andrew Mclardy fra Sydafrika.

De førende spillere er Mark Foster fra England og Alvaro Quiros fra Spanien med 66 slag.

Søren Kjeldsen nr 2 på førstedagen i Portugal
Søren Kjeldsen har gået Victoria banen i Vale de Lobo i 67 slag, og havde han ikke haft sort uheld på 12. hul, kunne Søren Kjeldsen meget vel have ligget helt i front. Bortset fra en bogey på 12. hul viste danskeren stor klasse med hele 6 birdies på førstedagen i Vilamoura.

Thomas Bjørn lagde ud med en bogey og Søren Hansen måtte indkassere en dobbelt-bogey på 2. hul. De to spillere er først igennem banen tidligt på aftenen.

1. dagen i Portugal Masters
Søren Kjeldsen blev samlet nummer 5 i 67 slag - 5 slag under par sammen med 6 andre spillere. Både Søren Hansen og Thomas Bjørn ligger på en delt 68. plads sammen med mange andre spillere deriblandt Colin Montgomerie. Alle har gået banen i 73 slag - et slag over par.

Den 29-årige waliser Stuart Manley fører overraskende i 65 slag 7 under par. Manley er blot nummer 174 på The Order of Merit ranglisten og indrømmede efter efter den succesfulde runde at det var hans bedste i år.

2. dagen i Portugal Masters
Stuart Manley forsvarede førstepladsen efter en runde på 2. dagen i 68 slag.

Danske Søren Hansen gik golfbanen i Vilamoura i sensationelle 65 slag og rykkede dermed op på en delt 13. plads. For Kjeldsen blev dagen en skuffelse, da han med 74 salg rykkede ned på en delt 36. plads.

Thomas Bjørn er ude af turneringen, da han på plads nummer 71 netop ikke klarede cuttet. 

Søren Hansen spillede sammen med tyskeren Martin Kaymer og skotten Paul Lawrie dagens bedste runde.  

3. dagen i Portugal Masters
Den 3. spilledag blev endnu mere spændende end forventet. Søren Hansen var først i hus blandt de førende efter en omgang i 65 slag -7 under par, og han undgik at fejle på så meget som et enkelt hul.

Klokken 16.50 blev spillet imidlertid indstillet på grund af en tordenstorm med flertallet af spillerne stadig på banen. Runden genoptages i morgen tidligt kl.7.50 portugisisk tid. Søren Hansen er ved den midlertidige afbrydelse nummer 4 efter tredjedagen, men alt kan endnu ændre sig.

Svenskeren Robert Karlsson er blandt de tre spillere, som før afslutningen på 3. spilledag står til at ligge i spidsen. Karsson er i øvrigt også nummer 1 i Europa Touren målt på Order of Merit.

Afslutningen af 3. dagen gav Alvaro Quiros fra Spanien føringen, mens Søren Hansen beholdt sin 4. plads inden sidste dags runde i Algarve.  

4. dagen i Portugal Masters
Vinder af turneringen blev Alvaro Quiros foran skotten Paul Lawrie og med englænderen Ross Fisher, svenskeren Robert Karlsson og engelske Steve Webster på en delt tredjeplads. Quiros afsluttede sikkert med en runde i 4 under par og gik dermed de 4 runder sammenlagt 3 slag bedre end nummer to.

Søren Hansen sluttede lidt skuffende Portugal Masters med en runde i par med 72 slag. Det rakte dog stadig til en delt 7. plads.

Søren Kjeldsen gik til gengæld en særdeles god runde 6 slag under par og nåede dermed op på en 16. plads i Portugal Masters 2008. 

Din vurdering:



Ronaldo modetøj i ny CR7 shop i Lissabon

Den unge Ronaldo med guldstøvlerne tog sig inden Sverige-Portugal kampen tid til at tage et smut omkring Lissabon for at åbne sin nye Cristiano Ronaldo CR7 forretning i et af Lissabons mondæne forretningskvarterer.

Det er Ronaldos anden CR7 shop. Både CR7 på Madeira og CR7 i Lissabon er åbnet i samarbejde med Ronaldos søstre.

CR7 i Lissabon har naturligvis Ronaldo tøj på hylderne, og både Ronaldo sko, Ronaldo tøj og Ronaldo bæltespænder er let genkendelige på CR7 logo'er i overstørrelse. Der findes dog også Ronaldo tøj med mere ydmyg branding.

Herunder Youtube video (på portugisisk) fra åbningen af CR7 i Lissabon:



Metrosexuelt Ronaldo tøj i CR7  
Den gennemgående stil hos CR7 er metrosexuel, som måske bedst kan oversættes med seksuelt grænseoverskridende uden at være provokerende.

Metrosexual Man begrebet er et produkt af 1990'erne og forstærket af unge kendte offentlige personligheder som David Beckham og Cristiano Ronaldo, som har gjort tætsiddende kvindelige skjorter, guldsmykker og iøjnefaldende assessories acceptable for mænd.

Cristiano Ronaldo's stil formår på forunderlig vis at tiltrække begge køn, og selv om Madeira-drengen på mange måder klæder sig særdeles feminint - i visse engelske medier beskrevet som Metrosexual Mediterranean Stallion Style - er han allerede et modeikon for en hel generation.

Metrosexual Man er ikke nødvendigvis homoseksuel, men flirter bevist med sin kvindelige side gennem tøj- og kropskultur. Den metroseksuelle mand er typisk storbymenneske med høj indkomst og arbejder i udadvente funktioner i modebranchen, på TV, indenfor underholdningbranchen eller andre steder, hvor metrosexual man kan være - eksempelvis på fodboldbanen. Metrosexual Man bor som oftest i en større by, da det er i storbyen man finder de hotteste modeforretninger, bedste helseklubber, dyreste frisører og det mest spændende natteliv.

I den nye CR7 forretning i Lissabon finder man både 'diamant' besatte bælter, jeans med læderlommer, og loafers med kæmpemæssige CR7-logo'er, som vist kun kan bruges af Ronaldo-fans. Der er også et stort udvalg af tøj til de kvindelige fans.

Se rapportage om Ronaldo familiens CR7 forretning på Eurosport (engelsk):



Ronaldo familien med til indvielse af Ronaldos modeforretning
Mama Dolores, bror Hugo og søstrene Elma og Katia var med til indvielsen i Lissabon. Det var den yndige portugisiske sangerinde og skuespiller Luciana Abreu også, og hun falder helt klart mere i Dolores smag end Ronaldos nu forhenværende kæreste Nereida Gallardo, som efter mors mening havde vist sig lidt for mange gange med lidt for lidt tøj på i diverse spanske blade.

Det er nu heller ikke første gang at Ronaldo har flirtet med Luciana. Allerede i sommeren 2007 var der romantiske forbindelser.

Se Ronaldo familiebilleder fra CR7 i Lisboa på bloggen Football Fashion.

Luciana Abreu er ikke 'officielt' Ronaldos kæreste, men de to 23-årige portugisere ser ud til at hygge sig i hinandens selskab. Luciana er i øvrigt tidligere Melodi Grand Prix deltager for Portugal i år 2005. Se video med Luciana i nummeret Amar herunder:


Efter åbningen i Lissabon tog Ronaldo til Sverige, hvor han sammen med det øvrige portugisiske landshold spillede 0-0 mod Sveriges landshold i Stockholm.

Sådan finder man Ronaldos CR7 modetøj i Lissabon
Besøger man Lissabon er Ronaldos CR7 forretning let at finde. Tag metroen til Oriente stationen (rød linje) og gå ind i det store Vasco da Gama Shopping Center, som ligger i tilknytning til den store Oriente metrostation.

Fortsætter man igennem centeret kommer man ud til det gamle Expo-område og det er her at Ronaldos CR7 forretning i Lissabon findes på vejen Alameda dos Oceanos, som man befinder sig på, når man træder ud af Vasco da Gama Shopping centeret.

Se også:
CR7 på Madeira

Se også andre artikler om: Shopping i Lissabon og på Madeira.

Din vurdering:



Nye golfbaner på Algarvekysten i Portugal

I gamle dage var Algarve næsten udelukkende en solferie destination, men det har ændret sig.

Der satses kraftigt på at tiltrække golfturister til Portugal, og ikke mindst i Algarve i Sydportugal findes der efterhånden et stort antal gode anbefalelsesværdige golfbaner og golfresorts med alle de faciliteter, man kan tænke sig.

Amendoeira Golf Resort
Amendoeira Golf Resort ved byen Silves er det nyeste golfkompleks og omfatter to golfbaner:

O'Connor Course Jnr banen er navngivet efter den berømte irske golfspiller Chris O'Connor er en par-72 bane på 6.719 meter.

Den ultimative oplevelse på Amendoeira Golf Resort er Faldo Course, som er nabo til O'Connor Course og naturligvis designet af mesteren Nick Faldo selv. Faldo banen er en 6.604 meter udfordrende og til tider svær par-72 bane på internationalt niveau. Ryder Cup kaptajnen har bevidst planlagt banen, så selv de lettere huller kræver sund fornuft og omtanke.  

Amendoeira Golf Resort ligger 35 kilometer fra lufthavnen i Faro og kun 4 kilometer fra den berømte strand Armação de Pêra, som efter manges mening på trods af omfattende hotel- og ferieboligbyggeri er én af Portugals kønneste. Få kilometer nord for det nye golf resort i Portugal finder man den historiske by Silves, hvor der hver sensommer afholdes middelalderfestival.

Den kendte og ikke mindst veltalende irske anlægsgartner og TV-host Diarmuid Gavin, som blandt andet har vundet priser på det traditionsrige Chelsea Flower Show i London, har bistået ved anlæggelsen af Amendoeira Golf Resort.

Ocêanico Golf i Algarve
Amendoeira Gof Resort banerne ejes af Ocêanico Golf, som dermed når op på 7 baner i Algarve: Faldo Course, O'Connor Course Jnr, Oceânico Victoria, The Oceânico Old Course, Oceânico Millennium, Oceânico Laguna og Oceânico Pinhal. Alle golfbanerne lever op til internationale Championship standarder.

Ocêanico gruppen kontrolleres af de to irske developers Gerry Fagan og Simon Burgess.  

Se også artikel om Portugal Masters 2008, som spilles i Vilamoura på Oceânico Victoria banen.

Mere information på: Golf i Portugal

Din vurdering:



Pressemeddelelse: Portugal er Europas bedste rejseland

Portugalnyt har i dag modtaget en pressemeddelelse fra Portugals Turistkontor, som vi publicerer uredigeret herunder. Pressemeddelelsen handler selvfølgelig om den nylige kåring af Portugal som Europas bedste rejseland. I pressemeddelelsen giver Stig Kaspersen fra Portugals Turistkontor sit bud på, hvorfor flere og flere danskere foretrækker Portugal som feriemål.

Læs også vor tidligere artikel: Portugals Turistbureau vinder rejsepris og Portugal kåret som bedste ferieland i Europa.


Pressemeddelelse fra Portugals Turistkontor:

Portugal - Europas bedste rejseland

Ved den forgangne uges overrækkelse af branchepriserne Danish Travel Awards blev Portugal kåret som vinder i hele to kategorier – henholdsvis ”Bedste Turistland Europa” og ”Bedste Turistkontor”. Dermed vandt Portugal alle kategorier, som et europæisk land har mulighed for at vinde, hvilket aldrig tidligere er sket i samme kalenderår.

Vinderen af ”Bedste Turistland” blev fundet ved en forbrugerundersøgelse med deltagelse af 4000 forbrugere, mens det ”Bedste Turistkontor” blev fundet via en afstemning blandt ansatte i rejsebranchen samt ved en række anonyme henvendelser til turistkontorerne med henblik på at måle serviceniveauet og kvaliteten af deres arbejde.

”Vi er fantastisk glade for begge priser”, udtaler Stig Kaspersen fra Portugals Turistbureau. ”At vi blev kåret som bedst fungerende udenlandske turistkontor er vi utrolig taknemmelige for, men at vi oven i hatten blev kåret som det bedste europæiske rejseland er virkelig glædeligt. Det kommer ikke som den store overraskelse for os selv, og de rejsebureauer og flyselskaber, der til dagligt arbejder med Portugal, og dermed kender til landets fortræffeligheder, men at det nu også er gået op for forbrugerne er en kæmpe tilfredsstillelse. Det særegne ved Portugal er den store mangfoldighed og det brede udbud af attraktioner på et - trods alt - forholdsvist lille areal. Portugal er begunstiget af et dejligt klima, en smuk natur, flotte strande, kultur, historie, gastronomi, golf, vingårde og jeg kunne fortsætte længe”

Portugal er desuden blandt Europas absolut billigste lande at opholde sig i, og det gør jo ikke landet mindre attraktivt at besøge – ikke mindst set i lyset af den internationale finanskrise.

”På en lokal snack-bar kan du stadig få en kaffe eller en fadøl til 1 Euro, og et godt måltid med drikkevarer kan på en lokal restaurant let købes for 10 Euro”, fortæller Stig Kaspersen.

Gennem de seneste 5 år har antallet af danskere, der besøger Portugal været ret stabilt, dog med en lille årlig stigning. I 2008 forventes cirka 160.000 danskere at besøge landet.

”Vores næste udfordring bliver et forsøg på at justere lidt på den udbredte opfattelse af visse portugisiske regioner”, udtaler Stig Kaspersen. ”Vi lider under nogle udbredte misforståelser i forhold til nogle regioner, mens andre særdeles attraktive rejsemål er næsten ukendte i Danmark. For eksempel tror mange danskere, at Algarve er lig med masseturisme og at Madeira kun er for ældre mennesker. Begge dele er helt forkert. Algarve har uendelig mange små hyggelige byer, resorts og ferieområder, som er meget oprindelige. Desuden er der blevet gjort en masse for at forskønne Algarve-kysten – både i relation til byggeri og infrastruktur. Vi ved, at det kan lade sig gøre at få turisterne tilbage. Se bare på Mallorca, som for 10 år siden var næsten totalt usælgeligt i Danmark, men idag topper listerne over de mest efterspurgte rejsemål. Algarve har satset på kvalitet, og det sætter præg på landskaber og bybilleder. Vi er meget fortrøstningsfulde. Ligeledes med Madeira, hvis image for mange andre europæiske befolkninger er langt mere i retning af ”aktiv ferie” og naturoplevelser. Det er en pragfuld ø for alle aldre, og ikke kun for de ældre, hvilket mange stadigvæk tror. Naturligvis er nattelivet ikke som i Sunny Beach (Bulgarien) eller på Ibiza, og Madeira er ikke kun til sol og strand, men klimaet er dejligt året rundt, og vil man slappe af ved poolen, vandre, spille golf eller tage på opdagelse i det blå, er Madeira perfekt for alle. Foruden Algarve og Madeira har danskerne heldigvis opdaget den pragtfulde ø-gruppe Azorerne, og Lissabon er da også ganske velbesøgt, selvom der absolut er potentiale til mere i hovedstaden, der af mange betegnes som Europas mest oprindelige, spændende og eksotiske hovedstad. Men vi har stadig perler som Estoril-kysten, Costa Azul (Sesimbra), Ericeira, Nazaré for slet ikke at tale om portvinshovedstaden Porto og det nordlige Portugal, der er helt ukendt for mange”.

”Heldigvis er flyforbindelserne blevet markant bedre gennem de sidste par år. Både TAP Portugal og Sterling (UPDATE: Sterling er nu konkurs, Transavia og Norwegian flyver istedet til Algarve) har gode forbindelser til næsten hele Portugal, og i visse perioder har vi 15 ugentlige afgange fra Danmark til Lissabon. Det er lidt af en luksus”, afslutter Stig Kaspersen fra Portugals Turistkontor.

Din vurdering:



Portugal-Albanien kamp i VM kvalifikationen 15. oktober

UPDATE: Kampen Portugal-Albanien endte overraskende 0-0 - se samlede stilling i VM kvalifikations gruppe 1.

Portugals fodboldlandshold møder onsdag Albanien i Portugals sidste kamp i VM kvalifikationen i år 2008.

Efter Portugals 'halve nederlag' i 0-0 kampen mod Sverige i Stockholm d. 11. oktober er der ingen vej uden om en portugisisk sejr mod lilleputnationen Albanien, som trods stor fattigdom og kun godt 3,2 millioner indbyggere har vist særdeles gode takter i den indledende kvalifikationsturnering til VM i Sydafrika i år 2010.

Albanien stærkere end forventet
Inden kampene den 11. oktober var Albanien på førstepladsen i VM kvalifikationsgruppe 1 efter uafgjort 0-0 mod Sverige i Albaniens hovedstad Tirana. En sikker 3-0 sejr over Malta bragte Albanien i spidsen af VM gruppe 1 med 4 point. Ungarn trak dog d. 11. oktober det længste strå i Budapest med en fortjent 2-0 sejr over Albanien.

Albanien er nummer 83 på FIFA ranglisten i oktober 2008 lige efter Østrig og burde ud fra dén betragtning være et let hold at slå for Portugals internationale stjerner. Ronaldo og Co. virker dog stadig en smule rystede af nederlaget i Lissabon d. 10. september til Danmark og den efterfølgende 0-0 kamp mod Sverige i Stockholm. 

Holdopstillinger Portugal-Albanien
Både Portugal og Albanien har udtaget de samme trupper som til kampene d. 11. oktober. Se Portugals holdopstilling fra Sverige-Portugal kampen.

Albaniens hollanske træner Arie Haan råder over en bred vifte af internationale spillere, hvoraf de færreste dog er særligt kendte. En stor del af Albaniens spillere er på kontrakt i udlandet, da pengene i albansk fodbold er små. Der spiller eksempelvis mange albanere i Tyskland, i Ukraine og på Cypern.

Blandt de mest kendte albanske fodboldspillere kan nævnes angrebsspilleren Besart Berisha, som er udlånt fra engelske Burnley til norske Rosenborg. En anden af Albaniens profiler er Lorik Cana, som til dagligt spiler i Olympique de Marseilles.

Kampen mellem Portugal og Albanien spilles på det flotte Braga stadion i Nordportugal (som i øvrigt er vindtestet af det danske firma Force Technology).

Braga stadion blev bygget til Euro 2004 turneringen i Portugal og regnes for et af de smukkeste i Europa. Der er plads til 30.000 tilskuere, hvilket svarer til omkring en femtedel af Bragas indbyggere.

Kampen Portugal-Albanien starter onsdag den 15. oktober 2008 kl. 20.45 dansk tid.

Malta-Ungarn i VM kval gruppe 1 
Der spilles endnu en kamp i VM gruppe 1 den 15, oktober. Ungarn møder Malta på udebane, og der kræves ungarsk sejr for at det centraleuropæiske mandskab kan blande sig i toppen af VM gruppe 1. Malta-Ungarn kampen starter kl. 19.30 dansk tid.

Se også: Stillingen i VM kvalifikationsturnering gruppe 1

Relaterede artikler:
Danmarks kamp mod Portugal 10. september med video
Kampplan for VM kvalifikationsgruppe 1

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »