PortugalBureauet og How2cruise arrangerer sommen med Portugals Turistbureau, Portugisisk Vinkælder og Portugals nationale flyselskab TAP den 23. november foredrag og vinsmagning på Aldershvile Slotspavillon, hvor interesserede kan stifte bekendtskab med krydstogt på Dourofloden i Nordportugal.
Krydstogt i området, hvor portvinen produceres
I en pressemeddelse skriver arrangørerne:
"De fleste ved, at Portvin stammer fra Portugal. At byen Porto er portvinens hovedstad, kommer heller ikke bag på mange, men de færreste ved, at hele verdens samlede portvinsproduktion foregår i et afgrænset område langs Dourofloden, fra cirka 80 km øst for Porto til den spanske grænse. Faktisk i verdens første demarkerede vinområde."
Til lejligheden er én af Danmarks førende vineksperter og flittig foredragsholder Karsten Riis Laursen indbudt til at fortælle om portvin.
Desuden vil der være et indlæg om Nordportugal, informationer om krydstogt på Dourofloden, og der er naturligvis også mulighed for at prøvesmage vin og portvin fra Portugal.
Flyselskabet TAP udlodder 2 flyrejser til Portugal blandt deltagerne, og man kan desuden vinde rejsebøger.
Tilmelding til foredrag om portvin og Portugal
Arrangementet afholdes søndag den 23. november 2008 på Aldershvile Slotspavillon ved Bagsværd Sø på adressen Slotsparken 30, 2880 Bagsværd. Der er to sessioner klokken 11.00 og kl. 13.00.
Pris for arrangementet er 75 kroner per person. Det anbefales interesserede at tilmelde sig på forhånd på email til info@portugalbureauet.dk.
Yderligere oplysninger kan fås på telefonnummer 33 13 12 00 (Portugals Turistbureau).