Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



December 2008 - Indlæg

Portugals bruttonationalprodukt faldt 0,1% i tredje kvartal 2008

Stigningen i bruttonationalproduktet i Portugal er dog stadig på 0,6% målt på de seneste 12 måneder, oplyser Portugals Statistik INE.

Økonomerne registrerede et fald på 0,1% i den økonomiske aktivitet i Portugal i forhold til en lille stigning på 0,3% i foregående kvartal. Det relativt lille fald i tredje kvartal skyldes en opbremsning i investeringer som mere end opvejede en stigning i det private forbrug.

Forventningen for økonomien i tredje kvartal 2008 i Portugal var nul-vækst, og det lille udsving anses endnu ikke for at være af afgørende betydning.

I år 2009 bliver der i Portugal ligesom i Danmark en negativ økonomisk vækst, forudsiger OECD.

Se liste over artikler om Portugals Økonomi.

Din vurdering:



Portugisisk familie vandt stor gevinst i USA

Husmoder Clelia Lopes havde som sædvanligt købt en lottoriseddel i det lokale portugisisk ejede supermarked i byen Union Township, som ligger i staten New Jersey, USA. Der gik nogen dage efter lotto-trækningen, hvor hun glemte alt om lottokuponen.

Da hun og hendes mand Mario, som er arbejdsleder i bygningsindustrien, fandt ud af, hvad hun havde i tasken gik turen direkte til banken, hvor en sikkerhedsboks blev lejet til lottokuponen. Den viste sig nemlig at have en værdi på 126 millioner amerikanske dollars svarende til omkring 725 millioner danske kroner. Det var i juli 2008, og da familien ikke havde lyst til at blive berømte, er historien først nu landet i de amerikanske medier.

Mange portugisere i New Jersey i USA
Ægteparret Mario and Clelia Lopes stammer fra det centrale Portugal og tilhører den relativt store portugisiske befolkningsgruppe i Union Township, som er en forstad til Newark i New Jersey vest for New York. Omkring 7% af alle indbyggerne i byen er af portugisisk afstamning, og af de indbyggere i byen, som ikke er født i USA, udgør portugiserne den største nationalitetsgruppe med hele 14%.

Det har taget ægteparret Lopes et stykke tid at finde ud af, hvad der skal ske efter at lotterigevinsten faldt ned fra himlen. Selv med fratræk af 25% amerikansk skat er der et betragteligt beløb på kontoen. Via familiens advokat har Lopes familien ladet forstå at de er meget glade omend også lidt nervøse. Mario Lopes på 55 taler engelsk, men er dog fortsat bedre tilpas på portugisisk, mens fru Lopes foretrækker ikke at udtale sig.

Til den obligatoriske pressekonference (som familien sikkert har forsøgt at undgå) mødte herr og fru Lopes til pressens overraskelse op med hele 3 advokater: Én til at håndtere forholdet til Lotteriet, én til at varetage deres ejendomsinvesteringer og én til at klare skattespørgsmål.  

I USA lever der ifølge Den amerikanske Ambassade i Lissabon op mod en halv million portugisere eller amerikanere af portugisisk afstamning. Chancen for at vinde den store gevindst i det amerikanske Mega Millions lotteri er omkring 175 millioner til 1.

Se historien om den store lotterigevindst på New Jersey Herald. Herunder youtube video med det heldige portugisiske par:

 

Relaterede artikler:
Spilleglade portugisere i kø for at købe lodsedler
Pokerturnering på Casino Estoril i februar 2009 Din vurdering:



Oliveira film på Cinemateket onsdag d. 10. og lørdag d. 27. december

Cinemateket i København viser to gange i december den kendte portugisiske instruktør Manoel de Oliveiras film Voyage to The Beginning of The World.

Cinemateket/Kulturopa skriver:
"Voyage to The Beginning of The World er en eksistentialistisk roadmovie med Marcello Mastroianni som instruktøren Oliveiras alter ego - en aldrende portugisisk-født filminstruktør på en vemodig rundrejse i sit fædreland. Instruktøren nærer ugengældte følelser for sin smukke hovedrolleindehaver. Oliveiras film er en bevægende meditation over erindringens og fortidens betydning og et indtrængende portræt af Portugals forarmede landbefolkning, dens konfliktfyldte og døende livsform."

Filmen vises:
Onsdag d. 10. december 2008 kl. 21.30
Lørdag d. 27. december 2008 kl. 19.45

Filmen blev i september 2008 vist som del af Portugisisk Filmtema. Mere information på Cinematekets hjemmeside.

Din vurdering:



Champions League kamp Aab-Manchester United uden Cristiano Ronaldo

UPDATE: 2-2 til Aab om man så må sige blev resultatet af ManU-Aab kampen. Se hvordan kampen forløb på UEFA's hjemmeside.

Returkampen mellem Aab og Manchester United i Champions League spilles på Manchesters imponerende Old Trafford stadion få kilometer uden for den nordengelske metropol. Det bliver dog uden Cristiano Ronaldo som vil sidde på bænken med en lille skade for at spare på kræfterne til Premier League opgøret mod Tottenham lørdag.

Hvem tror på chance for Aab? - ikke mange, men på den anden side er ManU allerede sikret videre deltagelse i Champions League, og Aab har vist at de som danske mestre kan slå hold som skotske Celtic, så meget kan ske.

De engelske fans vil helt sikkert betragte Manchester United-Aab kampen som en legetøjs-kamp uden relevans. Aab er allerede kvalificeret videre til UEFA Cup'en med en 3. plads i gruppen på indbyrdes kampe med Celtic.

Spørgsmålet er om Nani og de andre højt betalte Man-U spillere måske har travlt med at tænke på andre ting til at tage Aab alvorligt. Kampen Manchester United-Aab spilles den 10. december 2008 kl. 20.45 dansk tid.

"I am happy at Manchester" 
Cristiano Ronaldo udtalte søndag den 7. december 2008 til engelsk presse at han er glad for at være i Manchester og ikke påtænker at skifte nu. Det vil uden tvivl lette tilværelsen for Alex Ferguson, som har brugt både gulerod og stok for at få Ronaldo til at blive i Manchester United.

Under ceremonien søndag i Frankrig, hvor Cristiano ronaldo fik overrakt den Gyldne Bold - Ballon d'Or, som i Danmark hedder Årets Fodboldspiller i Europa, var træner Alex Ferguson ved sin stjernes side og den 66-årige skotte var for engang skyld i godt humør.

Sir Alex fremhævede Ronaldo's unge alder (23) og sagde blandt andet at Ronaldo vil blive endnu bedre, idet fodboldspillere normalt topper omkring 26-års alderen.

Sidste gang en Manchester United spiller vandt titlen Årets fodboldspiller i Europa var i 1968, da fodboldikonet og festaben George Best løb med pokalen. Tidligere har Manchester United spillerne Denis Law (1964) og Bobby Charlton (1966) vundet trofæet. 

Sporting møder Basel i Schweiz i Champions League
UPDATE: Sporting vandt 0-1 i en snevejrs-kamp i Schweiz
Sporting er allerede sikret videre deltagelse i Champions League så kampen i Schweiz den 9. december er at betragte som en træningskamp. For Basel er der heller ikke mere at gøre, idet klubben ingen chance har for en 3. plads i CL gruppe C, som giver adgang til UEFA Cup'en.

Sporting har i øvrigt slået Basel hele 3 gange i 2008, så det er et selvsikkert mandksab som rejser til Schweiz. Kampen Basel-Sporting Lissabon spilles kl. 20.45 dansk tid.

Porto-Arsenal kamp i Champions League
UPDATE: Porto slog Arsenal med 2-0 på hjemmebanen og vinder dermed gruppe G.
Se mere årets kamp i Porto på UEFA hjemmesiden og dansk kommentar på Bold.dk.

FC Porto møder Arsenal på Estádio Dragão i Porto. Der er lagt op til en kamp om æren og om førstepladsen i Champions League gruppe G.

Arsenal fører inden kampen med 11 point mod FC Portos 9 point i CL gruppe G, og begge klubber er dermed allerede kvalificerede til næste runde.

Kan Porto slå Arsenal med danske Nicklas Bendtner den 9. december, vil det understrege den nordportugisiske klubs imponerende resultater i internationale turneringer og ikke mindst dække over manglende succes i den hjemlige turnering, hvor Porto i starten af december 2008 ligger på en skuffende 4. plads. Porto tabte første møde i England med Arsenal med hele 4-0.

Champions League kampen FC Porto-Arsenal spilles kl. 20.45 dansk tid.

Se også:
Champions League 2008 gruppespil - kampe og resultater

Din vurdering:



Mota-Engil udsat for bedrageri i Ungarn

Den store portugisiske entreprenørvirksomhed Mota-Engil har offentliggjort oplysninger om en Stein Bagger lignende sag i Mota-Engils afdeling i Ungarn.

Uden at komme ind på detaljer oplyser virksomheden at en ungarsk direktør har bedraget for omkring 15 millioner euro svarende til omkring 110 millioner kroner.

Direktøren er allerede aftrådt, og som et resultat af afsløringen er alle medlemmer af bestyrelsen i det skandaleramte selskab Mota-Engil Magyarorszag blevet fyret for ikke at være deres opgave voksen, meddeler Mota-Engil i en pressemeddelelse (åbner som pdf).

I forbindelsen med meddelelsen faldt Mota-Engils aktie på Euronext i Lissabon 1,2%, skriver Reuters.

Mota-Engil er en del af det portugisiske PSI-20 indeks, som består af de 20 største børsnoterede virksomheder i Lisbon. Mota-Engil udgør omkring 1% af børsværdien i PSI-20. Det gør Mota-Engil til den 15. største børsnoterede virksomhed i Portugal.

Se også:
Euronext Børsen i Lisbon

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »