I nytårstalen til nationen tog premierminister José Sócrates alvorstunge ord frem om Portugals økonomi.
Som leder af en flertalsregering har Sócrates ganske vide beføjelser til at indrette landets økonomiske politik, på den måde det socialistiske PS parti finder rigtigt.
Det har dog ikke forhindret Portugal lige som mange andre lande i Europa at opleve et fald i tilliden hos private og virksomheder til den økonomiske fremtid.
Arbejdsløsheden er stigende, og der er en vis nervøsitet i såvel eksport- som turisterhvervene om, hvad 2009 bringer.
20%-25% på eller under fattigdomsgrænsen
Selv om Portugal ikke længere kan karakteriseres som et fattigt land, er der en meget stor gruppe portugisere, som ikke har meget at gøre med.
I en undersøgelse fra 2006 blev fattigdomsgrænsen defineret som familier, hvor de voksne tjener mindre end mindstelønnen i Portugal. Mindstelønnen i Portugal var i år 2008 på 497 euro om måneden. 497 euro om måneden svarer til omkring 3 euro i timen dvs. godt 22 kroner i timen.
Ud fra 2006 undersøgelse var der omkring 20% af befolkningen, som var i risiko for at falde i gruppen med meget lave indkomster. For de ældres vedkommende var hele 26% i risikogruppen.
Selv om det sociale system løbende forbedres, udgøres gruppen af fattige i Portugal i stor udstrækning af ældre, heraf mange kvinder, samt af familier, hvor én eller flere voksne er arbejdsløse. Denne gruppe skal ikke opleve megen økonomisk turbolens før det kan mærkes.
Regeringen lover hjælp
Regeringen i Portugal er godt klar over at den er gal, og premierminister Sócrates benyttede lejligheden til at forsikre om at regeringen vil bistå virksomheder, arbejdere og familier i 2009, når der som forventet vil ske fyringer.
Faktisk er regeringen på nogen områder allerede aktiv. Udover at spænde et sikkerhedsnet under Portugals bankvæsen, har man ydet lånegarantier til den portugisiske bilindustri samt for nyligt i samarbejde med den tyske delstat Sachsen ydet lån til en større producent af IT-udstyr i Nordportugal.
Samtidig er et af de største investeringsprogrammer til udbygning af infrastruktur herunder TGV-tog forbindelse til Spanien og Lissabons nye lufthavn netop blevet godkendt, og det skete faktisk inden den økonomiske krise blev en realitet. De store offentlige anlægsarbejder kan sandsynligvis ikke være timet bedre.
Store lønforskelle i Portugal
Selv om Portugal er ledet af et socialistisk parti (som dog mere ligner det danske socialdemokrati), har Portugal tradition for ekstremt store forskelle i lønnen mellem de dårligst betalte jobs og de højstlønnede i det portugisiske samfund.
Et eksempel, som ikke er videre positivt for regeringen, er den portugisiske nationalbankdirektør Vítor Constâncio, som med en årsindkomst på 250.000 euro om året (svarende til godt 1,8 millioner danske kroner) er den tredje bedst lønnede nationalbankdirektør i verden - og bemærk at der er tale om en offentlig stilling under en 'socialistisk' regering.
Det private erhvervsliv følger fint efter med lønninger, som kan løbe op i hensides 10.000 euro om måneden for at sidde i bestyrelserne i landets største virksomheder.
"Spil for galleriet" siger oppositionen
Den portugisiske opposition var naturligvis ikke videre begejstret for Sócrates nytårstale, som usædvanligt for en portugisisk statsminister blev transmiteret på TV med Sócrates stående i stedet for som normalt siddende, måske for at understrege situationens alvor.
Oppositionspartiet PDS var dog ingenlude tilfreds med Sócrates, som beskyldes for at stikke vælgerne blår i øjnene og lave 'propaganda' for en hidtil relativ succesfuld økonomisk politik, selvom Sócrates ingen indflydelse har på blandt andet renteniveauet i Portugal.
Regeringen under Sócrates har indtil videre formået at holde budgetunderskuddet på statens finanser på under 3% af BNP (som EU forlanger for euro-lande). I parentes bemærket kunne tidligere PDS-regeringer aldrig holde dette.
Det største oppositionsparti PDS (som kan sammenlignes med Venstre og Konservative) har i mange år, siden den tidligere formand og premierminister José Manuel Barroso forlod Portugal til fordel for EU, haft svært ved at finde sine egne ben. Lige nu er der ikke meget, som tyder på vælgerne vil foretrække en mere højreorienteret regering.
Spanien på vej i recession
Den portugisiske premierministers nytårstale var i øvrigt på nogen måder nærmest et ekko af Spaniens premierminister Jose Luis Rodriguez Zapatero.
Spanien er generelt rigere end Portugals, men nedturen er stærkere i Spanien end i Portugal. Se også artikel i Berlingske Tidende.
Flere artikler om Portugals økonomi på linket herunder:
Portugals Økonomi
(opdateres løbende)