Vinmagasinet Wine Spectator i USA kårer hvert år de 100 bedste vine ud af de flere tusinde vine, som Wine Spectator hvert år prøvesmager.
Vinene bedømmes efter et sindrigt pointsystem, som munder ud i en samlet score på en skala op til 100.
Portugisisk vin nummer 3 på Top 100 i år 2008
Wine Spectator er et respekteret vinmagasin med en lille hær af vinsmagere i mange af verdens store vinproducerende lande.
Så meget desto mere fornemt er det at den portugisiske vin Quinta do Crasto Reserva Old Vines 2005 fra Douro producenten Quinta do Crasto opnåede 95 point og en tredjeplads i år 2008.
Det er første gang en portugisisk vin er imellem de 10 første vine i Wine Spectators bedømmelse. Samtidig angives prisen i USA til kun 40$ svarende til 232 kroner - en høj pris for de fleste, men stadig den billigste vin blandt de 9 første vine på Wine Spectators Top 100 i år 2008.
Quinta do Crasto
Quinta do Crasto ligger i Douro området i Nordportugal og vingården producerer både rødvin, hvidvin og portvin.
Vingården kan dateres helt tilbage til år 1615, og sandsynligvis var romerne i gang med at lave vin på stedet mange år tidligere.
Oprindeligt var Quinta do Crasto udelukkende producent af druer til portvin og senere af portvin. I 1994 fik vingården tilladelse til at producere DOC Douro bordvin. Kun de bedste vine fra vingården markedsføres under Quinta do Crasto's brand.
Quinta do Crasto ligger i et af det portugisiske vinområdes skønneste omgivelser på en bakketop i Pinhão på den nordlige side af Dourodalen, som er populær som destination for Portugal vinrejser. Det er ret beset lettest at komme til vingården med båd, da vejen ikke er af moderne standard.
Virksomheden ejes og drives af familien Roquette og producerer omkring 10 forskellige bordvine. Det er muligt at besøge vingården, men kun efter forudgående aftale.
Se mere om den måske bedste portugisiske vin på Quinta do Crasto hjemmesiden.
Quinta do Crasto Reserva Old Vines Reserva 2005
Den prisvindende vin indeholder op til 30 forskellige druesorter. En del er fodpresset og resultatet er en flot blank og rubinrød Dourovin med en aroma af modne kirsebær.
Som altid når Wine Spectator giver høje karakterer er Quinta do Crasto Reserva Old Vines 2005 udsolgt langt de fleste steder herunder fra vingården selv. Der er dog mange andre muligheder for at smage Quinta do Crastro. I Danmark sælges Quinta do Crasto blandt andet af Portugisisk Vinkælder i Odense.
Mere portugisisk vin i Wine Spectators Top 100
Udover den flotte tredjeplads med 95 point ud af 100 mulige fik portugisisk vin yderligere:
- 34. plads med Douro vinene Condado de Haza Ribera del Duero Crianza 2005 - 93 point
- 57. plads med Sogrape Dão Callabriga 2005 - 90 point
- 90. plads med Churchill Douro Churchill Estates 2006 - 90 point
- 98. plads med Niepoort Douro Vertente 2005 - 92 point
Se hele Wine Spectators Top 100 for år 2008 (åbner som pdf).
Se også:
Vin fra Portugal
Vinfestival i Palmela (bl.a. med Periquita vinen)