Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



March 2009 - Indlæg

Earth Hour 2009 - lyset slukkes i en time i Lissabon 28 marts 2009

Den 28 marts 2009 afholdes verden over Earth Hour i de byer, som ønsker at deltage.

Earth Hour 2009
Earth Hour 2008 arrangeres af den internationale miljøorganisation WWF (står for World Wide Fund for Nature og er også kendt som World Wildlife Fund).

Hele jordens befolkning opfordres til at slukke lyset i en time fra kl. 20.30 den 28. marts.

Idé'en med Earth Hour (og med at slukke lyset) er at opfordre og påvirke politikere og statsledere til at gøre noget ved den globale opvarmning (global warming).

I den forbindelse er Danmark i en nøgleposition, når FN's klimatopmøde i København afholdes 7-18 december 2009.

Earth Hour 2009 mål
Det er arrangørernes erklærede mål at få 1 milliard mennesker eller små 20% af jordens befolkning til at slukke lyset kl. 20.30 den 28. marts 2009.

I 2008, hvor et lignende event blev afholdt i Australien og det vestlige USA, slukkede 50 millioner mennesker for lyset.

Indtil videre har 74 lande og territorier ifølge Earth Hour hjemmesiden tilmeldt sig, herunder Lissabon.

Earth Hour 2009 i Danmark
I Danmark deltager byerne København, Aarhus og Aalborg i Earth Hour 2009. I Danmark hedder kampagnen også 'Sluk Lyset Danmark'.

Se mere på WWF's danske hjememside.

Lisbon Earth Hour 2009
I Lissabon slukkes lyset blandt andet på følgende kendte steder: O Cristo Rei (Jesus-statuen), 25 April Broen, São Jorge Castle, Belém Slottet, Torre de Belém, Mosteiro dos Jerónimos, Padrão das Descobertas (monumentet for de opdagelsesrejsende) og Elektircitetsmuseet.

Se mere om, hvilke lande og byer som deltager i Earth Hour på verdensplan.

Herunder Earth Hour 2009 video promotion med blandt andet sangerinden Nelly Furtado, som har rødder på Azorerne:

Din vurdering:



Fodboldnyt marts 2009

I den portugisiske liga er FC Porto, Benfica og Sporting i marts 2009 førende med henholdsvis 42, 40 og 38 point for 20 kampe.

Mesterskabet i Sagres-ligaen i sæsonen 2008/2009 ligner derfor et klassisk opgør mellem de to største i portugisisk fodbold: FC Porto og Benfica - med Sporting Lissabon som den sædvanlige outsider.

På de næste pladser følger Leixões (fra Matosinhos ved Porto), Nacional (Fra Funchal på Madeira) og Braga (Nordportugal), alle med 35 point.

Se samlet stilling i den portugisiske Sagres Liga på fodboldavisen A Bola's hjemmeside.

Sporting lammetævet på hjemmebane i Champions League
I de Internationale turneringer har FC Porto i Champions League og specielt Braga i UEFA Cup'en gode chancer for at gå videre til næste runde.

Sporting LIssabon derimod tabte med fem mål hjemme til Bayern og det bliver meget, meget svært for ikke at sige umuligt at indhente i returkampen i Tyskland.

Ricardo Carvalho fortsat skadet
Den portugisiske landsholds- og Chelsea-spiller Ricardo Cavalho pådrog sig en muskelskade den 29. oktober 2008 i en engelsk liga-kamp mod Hull.

Cavalho forsøgte efter 2 måneder at vende tilbage til Chelsea's førstehold, men efter kun 5 kampe var han skadet i hans såkaldte hamstrings-muskel bag på låret tilbage igen - og denne gang værre end før.

Ricardo Cavalho har derfor indtil videre pause på ubestemt tid i Chelsea.

Mourinho The Special One
Den portugisiske træner José Mourinho har ifølge avisen The Guardian i England ikke tabt en kamp på hjemmebane siden 2002.

I Champions League kampen den 24. februar holdt Internazionale målet rent mod selveste Manchester United, og den 1. marts spillede Inter 3-3 mod Roma på hjemmebane.

Det betyder at Mourinho nu over 7 år kan se tilbage på 111 hjemmekampe som træner på top-niveau uden at tabe.

Man kan måske ikke helt forstå The Special One i Portugal. De fleste portugisere beundrer den feterede stjerne, men der er også en del, som ikke bryder sig om Mourinho's meget selvsikre og i grunden ikke særligt portugisiske facon.

I England er José Mourinho tæt på kult - under navnet The Special One, hvor 'han' nu optræder på Special One TV:



João Moutinho vil gerne til England
Sporting Lissabons bedst betalte spiller João Moutinho, som også har 19 landskampe for Portugal i bæltet, er ivrig efter at skifte arbejdsplads, skriver portugisiske fodboldaviser.

Efter sigende skulle den engelske klub Everton stadig være interesseret i den lille 22-årige midtbanespiller, selvom klubben i 2008 takkede nej til at betale omkring 20 millioner euro for det unge talent.

Det har sandsynligvis heller ikke dæmpet Moutinhos udlængsel at Sporting (så godt som) er slået ud af Champions League.

Næsten udsolgt til landskamp 5. september
Dansk Boldspil Union oplyser at der kl. 12.15 per 6. marts var solgt små 32.000 billetter til landskampen i Parken mellem Danmark og Portugal den 5. september 2009.

Samlet set har Parken til VM kvalifikationskampen i gruppe 1: Danmark-Portugal 5 september plads til 38.000 tilskuere.

Ny kæreste til Cristiano Ronaldo
Fodboldnyt fra Portugal er ikke komplet uden mindst ét nyt Cristiano Ronaldo dame-bekendtskab.

Denne gang hedder skønheden Gabriella eller blot Gabi. Hun er efter sigende en 28-årig brasiliansk fitness-instruktør i byen Sintra nordvest for Cascais, hvor Cristiano Ronaldo ejer et hus og af og til går på natklub.

Gabi har ifølge portugisiske blade også arbejdet i det kendte Docas underholdningsområde i Lissabon som danser og ild-puster.

Det forlyder i engelsk presse at Ronaldo sørgede for transport til Gabriella fra Sintra, så hun kunne se sin helt, da Portugal spillede venskabskamp mod Finland for nyligt i Lissabon. Se mere om Cristioano Ronaldos nye kæreste på The Sun og på Now Magazine.

Skal man tro de engelske aviser har Gabi (som ingen efternavn har endnu) også besøgt Cristiano Ronaldo i sit hjem i Cheshire ved Manchester.

Se meget mere om Cristiano Ronaldo.

Ronaldo stjæler kæreste
Den gode Ronaldo har i øvrigt haft travlt på det sidste.

Han er også blevet beskyldt af en fyr fra Liverpool for at have 'stjålet' mandens kæreste. Dén historie set i avisen Daily Star, som absolut ikke er kendt for at være speciel troværdig, er dog så vidt vides gået i sig selv igen.

Cristiano Ronaldo donerer penge til velgørende formål
Hovedhistorien i Portugals sportsaviser den 6. marts 2009 er at Cristiano Ronaldo har doneret penge til Liga Portuguesa Contra o Cancro, som svarer til Kræftens Bekæmpelse i Danmark.

Cristiano Ronaldos mor Dolores har med succes fået tidlig behandling for kræft på hospitalet i Funchal på Madeira, som nu får penge til at udvide med en bygning i hospitalets have, hvor patienter til onkologiske undersøgelser kan vente og gå til konsultation.

Der er intet beløb nævnt for donationen, men det lille 40 m2 center koster kun 15 tusind euro at bygge. De resterende penge vil gå til andre dele af hospitalet, skriver avisen 24-horas.

Din vurdering:



Køb hus i Portugal og få en ny bil gratis

Boligmarkedet i Portugal er ikke upåvirket af den økonomiske uro verden over i starten af 2009.

Det er endnu ikke konstateret prisfald på boligmarkedet i Portugal i en størrelsesorden som i Danmark, Irland, England og Spanien, men der er dog en klar nedafgående pristrend. Se omtale af nylig rapport over prisudvikling på fast ejendom i Portugal.

Gratis bil for at købe et hus
Man kan naturligvis diskutere, hvorvidt en gratis bil er gratis eller ej, hvis man samtidig betaler for et dyrt boligkøb, men en ejendomsmægler i Sintra har efter eget udsagn ifølge nyhedsbureauet Lusa solgt 9 huse på denne vis i en ny bebyggelse i Massamá tæt på det gamle Sintra.

Nogen af kunderne var lettere overraskede over tilbuddet og troede, der var tale om en lodtrækning efter at de havde købt deres hus til typisk mellem 200 og 300.000 euro.

Sintra er i Danmark kendt for at være byen, hvor den danske eventyrdigter H.C. Andersen i en periode tog ophold og holdt meget af.

Kampagnen fortsætter til 30. april 2009, hvorefter promotor João Mota fra firmaet Telhados da Cidade planlægger at ville introducere lignende tilbud på nybyggede boliger i Estoril, Cascais, Amadora (Lissabon) og Savacém.

Se mere i den portugisiske online-avis Oje om special-tilbud på huse i Massamá i området Quinta das Flores ved Sintra (på portugisisk). 

Se også:
Bolig og investering i Portugal

Din vurdering:



Mitsubishi køber en tredjedel af Europas største solfangeranlæg i Portugal

Den japanske koncern Mitsubishi Corporation har købt 34% af det store solfangeranlæg ved byen Moura i det sol-rige sydøstlige Portugal (Alentejo).

Mitsubishi Corp
Mitsubishi Corp er japans største handelsvirksomhed med aktiviteter inden for energi, jern & metal, maskin-fabrikation, kemisk virksomhed, fødevarer og praktisk talt alle andre brancher.

Mitsubishi Corp ejer over 500 virksomheder, men er i Danmark mest kendt i den brede offentlighed for bilmærket Mitsubishi (Mitsubishi Motors).

Solfangerne ved Moura
Det store Amareleja anlæg ved Moura omfatter nu 262.000 solcelle-paneler og genererer energi til omkring 30.000 portugisiske hjem. Officielle tal siger at anlægget kostede 261 millioner euro at bygge, og det dækker et areal på 250 hektarer. Amareleja anlægget var i år 2008 verdens største solenergi-anlæg.

Solfangeranlægget har indtil videre været ejet af den spanske Acciona koncern, som også ejer solfangeranlæg andre steder i Europa og USA.

Aftalen med Mitsubishi Corp er del af en større aftale om samarbejde blandt andet ved indkøb af solfangerpaneler, som Mitsubishi Corp (naturligvis) også producerer.

Fordelagtige ordninger i Spanien, Portugal og Tyskland ved afregning af energi produceret ved hjælp af vedvarende energikilder gør at investorers interesse for disse lande er speciel høj. Ejerandelen i de portugisiske solfangere er Mitsubishi Corp's første investering i produktion af solenergi.

Se mere om solfanger-anlægget ved Moura .

Herunder youtube video oprindeligt fra Canadisk fjernsyn med fokus på Portugals store satsning på vedvarende energi, herunder Amareleja solfanger-anlægget:


Din vurdering:



Danmarks kvindelandshold tabte 2-0 mod USA i første Algarve Cup 2009 kamp

Med USA's sejr i den indledende kamp mod Danmarks kvindelandshold i fodbold i Algarve Cup 2009 er USA et stort skridt på vejen til at vinde Algarve Cup for tredje år i træk.

Som trænings-turneringen afholdes er Danmarks eneste realistiske chance for at vinde nu at Norges kvindelandshold slår amerikanerne den 9. marts, samtidig med at Danmark slår Norge med en betydelig margin.

Islændingene, som også spiller i gruppe B, forventes ikke at kunne give hverken Danmark, Norge eller USA særlig modstand.

Se mere om kampen USA-Danmark på DBU's hjemmeside.

I onsdagens kamp i gruppe A er Tyskland favorit mod Finland og stillingen er ved pausen 0-0.

Se hele kamp-programmet og resultater for Algarve Cup 2009

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »