Den 25 april 1974 blev én af de vigtigste dage i Portugals nyere historie.

Portugals diktatur
Den portugisiske diktator og økonomiprofessor Salazar havde allerede i 1930'erne med hjælp fra den højreorienterede militære ledelse omdannet Portugal til et diktatur omend et relativt fredeligt diktatur.

I de portugisiske kolonier i Afrika gik det dog knap så fredeligt for sig. Salazar var hård og utilbøjelig til at indgå kompromiser om Portugals koloni-herredømme.

Diktatoren António de Oliveira Salazar afgik ved døden allerede i 1970, men hans regime blev videreført af premierminister (1968-1974) Marcelo José das Neves Alves Caetano.

Mange portugisere var (og er) godt tilfredse med Salazar, som med beskeden livsførelse og forstandig økonomisk politik bragte velstand og stabilitet til Portugal. Salazar-tiden kaldes også for Estádo Novo d.v.s. 'den nye stat' i Portugal.

Portugal var dog stadig et diktatur, hvilket de politiske modstandere fik at mærke med eksempelvis fængslinger uden anden grund end at have ytret modstand mod Salazar. 

Revolution fremskyndet af koloni-krigene
Da den portugisiske befolkning til sidst fik nok af Estádo Novo var det derfor ikke nødvendigvis Salazar, man fik nok af, men nok så meget de efter manges mening unødvendige tab af menneskeliv og særdeles dyre krige i Afrika.

Militæret var også kørt træt i koloni-krigene i Guinea-Bissau, Angola, Mozambique og Øst Timor, som på skift blussede op og krævede massiv tilstedeværelse af portugisiske tropper.

General Spinola var én af de førende kritikere i hæren, og da premierminister Caetano i februar 1974 truede med at fyre generalen, greb revolutionsbevægelsen i hæren og den demokratiske venstre-orienterede opposition til det siddende styre chancen og tog magten.

Man siger gerne i Portugal at det var melodien 'É depois do Adeus' (på dansk: Og efter at sige farvel) af Paulo de Cavalho, som blev spillet i radioen dagen før og faktisk senere blev Portugals Eurovisions Melodi Grand Prix bidrag i 1974, som var én af to signal-melodier for oppositionen til at den 25. april var revolutions-kampdag.

Nellike-revolutionen i Portugal 
Som ved et mirakel, og sandsynligvis fordi store dele af militæret var trætte af det siddende styres politik i Afrika, blev revolutionen fredelig.

Det lykkedes at overtale langt de fleste militære enheder til ikke at kæmpe. Senere blev de civiles samarbejde med militæret benævnt nellike-revolutionen efter de røde nelliker (på portugisisk cravos), som soldaterne fik foræret på revolutionsdagen.

Nellikerne har i øvrigt en ganske særlig historie. Det fortælles at en blomsterhandlerske var på vej til indvielsen af et fint hotel i Lissabon med store mængder røde nelliker. Da hun efter en indskydelse stak en nellike i en soldats geværløb i bytte for en cigaret, kunne blomsterhandleren godt se at dén idé måske ikke var så ringe. Hun uddelte flere røde nelliker til soldaterne, og blomsterne endte med at få stor symbolsk betydning i verdenspressen.

Kun ganske få mennesker blev dræbt i Lissabon d. 25. april 1974, og den portugisiske nellike-revolution er også derfor noget, man er stolte af i Portugal.

Overgangs-regeringer i Portugal
Resultatet blev efter en højspændt 25 april med ganske få spredte kampe at General Spinola i en ganske kort overgangsperiode overtog præsidentposten. Flere socialistisk og kommunistisk-inspirerede premierministre nåede at lede Portugal inden de første valg blev afholdt i april 1976 efter 50 år uden demokratiske valg til det portugisiske parlament.

Den første 'rigtige' premierminister blev socialisten Mário Soares.

Den socialistiske stat Portugal
Hurtigt efter revolutionen blev omkring 60% af Portugals virksomheder nationaliseret, og selv de højre-orienterede partier i Portugal tog navne, som den dag i dag antyder en socialistisk opfattelse. Det var meget 'in' at være venstre-orienteret i Portugal i 1970'erne og 1980'erne.

I forhold til andre europæiske lande har den portugisiske stat stadig mange omend typisk mindre ejerandele i store virksomheder.

Specielt i Alentejo-regionen blev den ivrige socialisme efter revolutionen tydelig med oprettelse af stor-landbrug efter kommunistisk forbillede.

Som et resultat af revolutionen måtte nogen af Portugals rigeste mænd (som havde været venner med Salazar-styret) flygte til udlandet med deres familier. De er dog stort set alle vendt hjem igen og har i stor udstrækning bevaret og forøget deres rigdom.

Premierminister Caetano fik lov til at flygte med sine nærmeste medarbejdere via Madeira til Brasilien, hvor han døde i 1980.

Store omvæltninger for portugisere i udlandet
Nellike-revolutionen skabte endnu større omvæltninger for portugisere og andre europæere og deres forbundsfæller i de portugisiske kolonier i Afrika.

Mange måtte flygte over hals og hoved uden deres ejendele. Nogen havde nået at flytte ting til Portugal, men mange mistede alt og endte med at starte et nyt liv i Portugal, heraf mange i Lissabon og omegn.

Herunder Portugals Melodi Grand Prix revolutions-sang 'É depois do Adeus'  med Paulo de Cavalho fra 1974: