I Lissabon-bydelen Baixa tæt på Praça do Comércio, hvor gaderne efter jordskælvet i 1755 blev trukket efter en lineal, er åbnet en usædvanlig lille forretning målrettet turister på Rua da Prata.
Shopping i Lissabon
Souvenir-butikker er der masser af i Lissabon, og den nye forretning, hvis fulde navn er Mercearia Meio da Praça ser ikke særlig speciel ud fra gaden. Først indenfor bemærker man at der er tale om en anderledes 'turist-fælde'.
Istedet for som alle andre at sælge kinesisk producerede plastik-dimser, hatte og Cristiano Ronaldo fodboldtrøjer, har ejer Cláudio Silva valgt at satse på portugisisk producerede varer i god kvalitet.
Mercearia Meio da Praça i Lissabon
Mercearia Meio da Praça lever af turister, og det går ganske godt selvom man også her kan mærke at kunderne bruger knap så mange penge som før krisen satte ind.
Billeder af Mercearia Meio da Praça i Lissabon (Rua da Prata 78)
Fotos: Portugalnyt
Den første og største Mercearia Meio da Praça åbnede i august 2008 på adressen Rua de S. José 9 tæt på den eksklusive Lissabon shopping gade Avenida da Liberdade. Forretningen på 90 m2 er dog relativt sæsonpræget, da der er flest turister fra de store hoteller i det nordlige Lissabon om sommeren.
I marts 2009 åbende Mercearia Meio da Praça forretning nummer 2 i mindre lokaler i Lissabons Baixa-bydel på adressen Rua da Prata 78. Denne forretning er lettere at finde, ligger mere centralt og skal efter planen være åben hele året.
Vin, portvin og olivenolie
I begge forretninger findes naturligvis portugisisk vin, portvin og olivenolie (størst udvalg i forretningen på Rua de São José, som også har portugisisk brød). Udvalget af vin og olivenolie er dog ikke anderledes end hvad man finder andre steder.
Desuden kan det være vanskeligt at transportere flasker i flyveren, og heldigvis er der mange andre gaveideer at finde.
Tasker i Mercearia Meio da Praça
Blandt de mest populære artikler er de håndlavede tasker, som sælges til priser mellem 30 og 40 euro. Taskerne stammer fra eco-design virksomheden Tela Bags, som blandt andet inkorporerer plakater og aviser i taskernes design.
Alle taskerne er i øvrigt unikke, hvilket gør dem til lidt af et fund til prisen - og et sjovt minde fra Portugal.
Luksus-sæbe og delikatesser
En anden populær og let transportabel gave-idé er luksus-badesæberne fra Claus Porto, som vi tidligere har omtalt som julegaveide fra Portugal.
Desuden findes at stort udvalg af portugisiske delikatesser inden for chokolade (eksempelvis Bombondrice chokolade), marmelade, kompot, paté'er fra de specielle sorte grise (porco preto) osv. osv.
Man kan sågar få dåse-sardiner i pænt indpakkede varianter, herunder de mindste sardiner, som stadig har hoved og hale.
Gaver til børn fra Portugal
I den særdeles portugisiske butik findes også portugisisk produceret træ-lejetøj, papirvarer herunder 'temporary fiancee' ringe og T-shirts trykt med ironiske udsagn om Portugal.
Mangler man en gave eller to til dem derhjemme eller har shopping tid til overs i Lissabon, er Mercearia Meio da Praça et godt sted at finde inspiration, og så at sige alle varer er prissat, så man ikke ruineres.
Inspiration kan findes på Meiodapraca-bloggen. Bemærk at den særegne og meget efterspurgte 'tastatur-taske' er udsolgt (per maj 2009).
Meia da Praça betyder i øvrigt 'halvvejs til torvet'. Se kort herunder over Lissabon med markering af de to butikker.
Se Kort over Lissabon i større format