Underholdningen på Portugals TV-kanaler består som i resten af Europa i stor udstrækning af utallige gameshows og konkurrencer, hvor almindelige portugisere får chancen i studiet og hvis talentet rækker til det gøres berømte i det ganske land.
Desuden er serierne dvs. sæbe-operaerne, sitcoms eller på portugisisk telenovelas overmåde populære, specielt blandt de lidt ældre TV-seere i Portugal.
Torsdag den 2. juli var underholdningsværdien meget usædvanligt i top i en direkte optagelse fra parlamentet på den portugisiske SIC kanal.
Økonomi-minister smidt ud af regeringen
Under en lettere opheddet debat med oppositionen i det portugisiske parlament lavede økonomiminister Manuel Pinho ‘tyre-tegn’ med to fingre pegende fra eget hoved mod Bernardino Soares - en politiker fra PCP-partiet, som er et lille stærkt venstreorienteret parti uden stor betydning i portugisisk politik.
Manuel Pinho fra PS-partiet vidste tydeligvis ikke at et kamera pegede mod ham.
Optrinet blev for meget for en stor del af parlamentets medlemmer, og premier-minister José Sócrates, som netop havde talt under episoden, rejste sig igen og undskyldte sin økonomi-ministers opførsel.
Gammel måde at fornærme på
I latinske lande er attityden med hornene eller på portugisisk corno en kraftfuld fornærmelse, idet den indikerer at manden den rettes mod er 'hanrej' - dvs. hans kone har en udenoms-ægteskabelig affære.
Oppositionens frontfigur Paulo Rangel fra PSD-partiet var efterfølgende så ophidset over fornærmelsen fra Manuel Pinho, som blandt andet har ansvaret for Portugals turist-sektor, at parlamentets formand (svarende til folketingets formand) måtte bede ham besinde sig.
Senere på dagen blev presset så stort på ‘tyren’ at premierminister Sócrates måtte bede sin økonomiminister om at tage sin afsked, hvilket han gjorde.
Den ophidsede økonomiministers ‘tyretegn’ ligger heldigvis på Youtube: