Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Dansk racerteam til tops i ETCC løb i Braga – Kristian Poulsen til WTCC i Portugal 4. juli

De to danske teams Hartmann Honda Racing og Poulsen Motorsport har kørt 1. afdeling af ETCC mesterskabet i Braga.

ETCC (European Touring Car Cup) er den europæiske ‘mini-udgave’ af WTCC (World Touring Car Cup).

Deltagerne er privatejede teams og der køres kun 3 afdelinger af ETCC.

Hartmann Honda Racing i titelforsvar
I Braga sejrede James Thompson fra Hartmann Honda Racing samlet i sin Honda Accord med en første og en tredjeplads.

Også andenpladsen gik i første løb til Honda-teamet fra Herning takket være andenkører Tomas Engström.

I det andet løb i Braga blev den svenske kører dog kun nummer 7. Samlet rakte det til en fjerdeplads.

I 2009 sæsonen vandt Hartmann Honda Racing det samlede ETCC mesterskab.

Kristian Poulsen i Braga
Kristian Poulsen fra Poulsen Motorsport deltog også i Braga ETCC i sin BMW 320si.

Med en tredje og en andenplads i de to løb blev det til en samlet tredjeplads i Braga.

Portugiseren César Campaniço blev samlet nummer to i Braga i sin BMW 320si.

WTCC i Portimão i Algarve den 4. juli 2010
Kristian Poulsen og resten af Poulsen Motorsport teamet kommer til Portugal igen i 2010, hvor den nye Algarve motorbane i Portimão den 4. juli er rammen om en afdeling af WTCC mesterskabet.

Efter 1. afdeling af WTCC kørt i Brasilien har Kristian Poulsen endnu ingen WTCC point, hvilket ikke er så ringe endda, da Poulsen kun deltager i de europæiske WTCC løb.

Det har den anden danske WTCC kører til gengæld. Michel Nykjær/Team Sunred ligger nummer 9 én plads efter portugiseren Tiago Monteiro/SR-Sport.

Se den aktuelle stilling i WTCC 2010 mesterskabet (åbner som pdf).

WTCC løbet i Portugal er den 6. afdeling af årets mesterskab.

2. maj går det løs i Marokko til WTCC 3. afdeling. Se mere på WTCC hjemmesiden

WTCC mesterskabets 2. afdeling blev aflyst på grund af sikkerhedsproblemer i Mexico.

Herunder video fra det første WTCC 2010 løb på en våd bane i Brasilien:



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer