I en bygning, som fra gaden ikke syner af meget, ligger én af Lissabons gemte skatte-kister.
Karmelitter-klosteret Convento dos Cardaes er fra år 1681 og blev således indviet før jordskælvet i år 1755, som jævnede store dele af Lissabon med jorden.
Se Lissabon-kloster med guide
Når man kommer ind fra gaden på adressen Rua Eduardo Coelho 1 (tæt på Rua Do Século) sidder der ofte i den lille halvmørke entré en gruppe damer, som ser ud til at hygge sig med hinanden og med at passe på klosteret. Damerne er klosterets guider.
Convento dos Cardaes var altid et nonnekloster inden det i 1990 efter lang tids pause blev museum. Damerne, som for nogens vedkommende er et stykke oppe i årene, er de frivillige medarbejdere, som passer på de gamle ting og viser rundt.
Hver af guiderne har sit sprog-speciale. Dansk er dog ikke på programmet. Rundvisningen, som varer omkring 45 minutter, koster 4 euro for 2 personer.
Udsmykning med blå azulejos fra Holland
Man skal ikke opholde sig længe i det gamle kloster før man ved at her er der tale om noget helt særligt.
Fra entré'en kommer man direkte ind i kirkesalen, som er udsmykket efter alle kunstens regler med blå kakler (azulejos) og malerier herunder loftsmalerier. En meget stor del af udsmykningen er forgyldt og det flotte alter fremstår på det nærmeste som værende fuldstændigt, som lavet af guld.
Alt er dog udskåret i træ, hvilket må have taget år, når man ser de mange detaljer, som håndværkerne har udført.
Guiden fortæller at da klosterets kirke (billede 16, 17 og 18) blev bygget sidst i 1600-tallet var portugiserne ikke så gode til at male kakler, så man bad istedet sagkundskaben på området dvs. den hollandske mester Jan van Oort om at udføre opgaven.
Ud over den flotte kirke har det gamle kloster i barok-stil et meget stort antal rigt udsmykkede rum – herunder nonnernes spisesal (billede 14).
Ydmygt kloster udefra – prangende rigt indeni
Nonnerne i karmelitter-ordenen skiltede ikke offentligt med deres rigdomme.
Dette var typisk for de portugisiske klostre. Til gengæld blev de indre dele af af klosteret Convento dos Cardaes udsmykket i en grad, som virker meget overvældende.
Den sidste abbedisse (forstander i nonnekloster) døde i år 1876, men klosteret vedblev at fungere indtil år 1893, hvor kong D. Carlos fik det lukket.
Inden da blev klosteret beskadiget ved jordskælvet i 1755 og to kvinder (dog ikke nonner) døde efter sigende i klosteret ved denne lejlighed.
Det fantastiske nonne-kloster i Lissabon emmer af fortidens kulturelle rigdom og kirkens økonomiske magt.
Convento dos Cardaes er absolut et besøg værd – også for dem som normalt ikke bryder sig om kirker.
Som afslutning (billede 2) bliver man som gæst inviteret ind i en lille forretning, hvor man kan købe lækker marmelade, portugisisk piri-piri m.v. – alt samme produceret til støtte for driften af klosteret af klosterets guider.
Sådan finder man klosteret
Karmelitter-nonneklosteret ligger i det centrale Lissabon omkring en halv kilometer fra Rossio-pladsen.
Der er åbent hver dag fra 14.30 til 17.30 undtaget søndage og helligdage.
Herunder kort over Lissabon med afmærkning af klosteret Convento dos Cardaes:
Se Convento dos Cardaes i et større kort