Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Fodboldnyt fra Portugal august 2010 – FIFA rangliste august - Ricardo Carvalho til Real Madrid

Den aktuelle FIFA verdensrangliste for august måned 2010 ligner til forveksling FIFA ranglisten for juli.

UPDATE: se FIFA verdensrangliste - december 2010

Portugal på 8. pladsen
De 10 højst rangerende hold er følgende:

  1. Spanien
  2. Holland
  3. Brasilien
  4. Tyskland
  5. Argentina
  6. Uruguay
  7. England
  8. Portugal
  9. Egypten
  10. Chile

Se mere på FIFA hjemmesiden.

Ricardo Carvalho solgt til Real Madrid
Den 1,83 meter høje forsvarsklippe Carvalho er med sine 32 år i fodboldmæssig sammenhæng en moden herre.

Real Madrid træner José Mourinho har alligevel tegnet en ny kontrakt for 2 år. Det har den spanske kongeklub efter sigende givet Chelsea 8 millioner euro i transfersum for.

José Mourinho kender sin landsmand særdeles godt fra sin tid som Chelsea Manager. Recardo Carvalho spillede i Chelsea fra 2004 til 2010.

Mourinho-Carvalho samarbejdet går endnu længere tilbage til tiden i FC Porto, hvor Carvalho spillede i perioden 1997-2004 og var en del af stjerne-holdet, som vandt Champions League med netop Mourinho som træner (i perioden 2002-2004). Det var også dengang Mourinho, som bad Carvalho tage med videre til Chelsea.

Ricardo Carvalho har spillet 67 landskampe for Portugal.

José Mourinho har indtil videre købt 5 spillere inden transfer vinduet lukker d. 31. august. Udover Carvalho drejer det sig om Angel Di Maria, Pedro Leon, Sami Khedira og Sergio Canales.  

Se mere om Ricardo Cavalho.

Deco takker af i Europa
Den lille midtbane-strateg Deco returnerer til Brasilien.

Deco, som oprindeligt er brasilianer,  har portugisisk statsborgerskab og opnåede at spille 75 kampe for Portugal i perioden 2003-2010.

Det var ventet at Deco ville afslutte sin europæiske karriere efter VM i Sydafrika.

Deco var som Ricardo Carvalho én af ‘Mourinho’s drenge’ i FC Porto, da den portugiisske storklub overraskende vandt Champions League i 2004. Også Deco tog herefter med træner Mourinho til klubben Chelsea i England.

I Brasilien skal 32-årige Deco spille lidt ‘hyggebold’ for klubben Fluminense i Rio de Janeiro.

Se mere om Deco.

Alex Fergusson i Lissabon for at vidne til fordel for kollega
Den måske kendteste engelske fodboldmanager i en menneskealder Sir Alex Fergusson er i Lissabon.

Årsagen er at hans gamle ven og assistenttræner i Manchester United Carlos Queiroz (Man U assistent-træner 2002-2003 og 2004-2008) er røget uklar med den portugisiske udgave af danske DBU.

Tilsyneladende har Carlos Queiroz udtalt sig nedsættende om anti-doping repræsentanter fra FIFA under forberedelserne til VM.

Udtalelserne skulle have fundet sted under besøg af FIFA repræsentanterne på en træningslejr i det centrale Portugal inden VM. Efterfølgende blev spillerne doping-testet uden at der blev fundet spor af ulovlige stoffer.

Alex Fergusson, som selv kan have ‘a bit of a temper’, er i Lissabon for at bevidne Queiroz personlige egenskaber og meritter som såkaldt karaktér-vidne.

Hvis Carlos Queiroz under høringen i det portugisiske fodboldforbund findes skyldig i anklagerne, risikerer han afskedelse som landstræner for Portugal.

Brøndby trak Sporting i Europa League kvalifikationen
De danske Europa League deltagere har en stor tiltrækning på Sporting Lissabon ved UEFA Europa League lodtrækninger.

Først blev FC Nordjylland trukket og slået ud af Sporting. Som om det ikke var nok, er Brøndby den næste modstander for Sporting i play-off kampene inden gruppespillet i Europa-League går igang.

Brøndby har dog absolut en chance mod Sporting, som i sidste kamp mod FC Nordsjælland i Lissabon viste sig at være til at tale med.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer