For 100 år siden den 5. oktober 1910 blev monarkiet afskaffet i Portugal.
Dermed blev den sidste konge smidt på porten efter 771 år med monarki i Portugal.
De portugisiske kongedynastier var en blanding af succes, behersket fremgang, middelmådig ledelse og katastrofal dårlig ledelse – som oftest krydret med ekstremt dyre vaner hos de kongelige og deres støtter blandt adelsfamilierne.
Årsag til monarkiets afskaffelse
I 1890’erne samledes utilfredse portugisere i et forsøg på af demokratisk vej at afskaffe monarkiet.
Man stiftede partiet Partido Republicano Português, som var det første republikanske parti i Portugal.
Blandt deltagerne i bevægelsen fandtes dissidenter fra den tilladte politiske linje, fritænkere, journalister, politikere og studerende specielt fra universitetet i Coimbra. Inspirationen kom blandt andet fra dannelsen af en republik i det nærliggende Frankrig, som mange portugisere fortsat har gode forbindelser til.
Portugal blev sidst i det 19. århundrede ledet af skiftende regeringer udpeget af kongen. Det var dog lovligt at stifte et åbenlyst republikansk parti, så længe det respekterede landets love.
Carlos I af Portugal
I år 1889 var Carlos I blevet konge i Portugal, som efterfølger til sin far Luís I, som udover at være interesseret i videnskab ikke havde vist særlige evner som statsmand.
Carlos d. 1. var ligeledes interesseret i oceanografi og havde endog udgivet en bog om emnet.
I kong Carlos regeringsperioden 1889-1908 gik Portugal fallit to gange i årene 1892 og 1902.
Kong Carlos manglende evne og interesse for at indsætte dygtige folk til at lede landet gjorde at han efterhånden blev set som medskyldig i landets ulykker. De dårlige tider gik især ud over den allerede meget fattige befolkning i Portugal.
At Carlos stadig beholdt sine dyre ‘kongelige vaner’ gjorde ikke sagen bedre.
Efterhånden begyndte almindelige mennesker herunder små selvstændige erhvervsdrivende at synes at kongen var til ugunst for Portugal. De mere yderligtgående republikanere planlagde i det skjulte at overtage Portugal med magt.
Da myndighederne og dermed kongen fandt ud af, hvad der var i gære, indskrækede man de lokale områders selvbestemmelse og kong Carlos I begyndte at tage en mere aktiv del i ledelsen af landet.
Det skulle han nok ikke have gjort, for det resulterede den 1. februar 1908 i at han og sønnen Luís Filipe (Dom Luís), der var tronfølger, blev myrdet på åben gade i Lissabon på vej hjem fra en jagtferie.
Kong Carlos I har af eftertiden fået en vis oprejsning, og ret beset var han nok ikke en dårligere regent, end så mange andre portugisiske og europæiske konger.

Foto: Portugalnyt
Kong Carlos I største fejl var måske at han var én ud af en lang række middelmådige konger i Portugal i det 19. århundrede. I Cascais blev der i 2007 rejst en statue af den maritimt interesserede Kong Carlos skuende ud over Cascais havn fra pladsen foran Cidadela fortet.
Se også: Duarte Pio vil gerne være konge i Portugal.
Manuel II af Portugal
De to attentatfolk blev omgående dræbt af kongens sikkerhedsvagter på gerningsstedet Praça do Comércio pladsen i Baixa området i Lissabon.
Det lykkedes monarkiets støtter i Portugal at bevare magten, og Carlos’s yngste søn Manuel II blev ny konge af Portugal i 1908 kort før sin 19 års fødselsdag.
Kong Manuel II udpegede en samlingsregering, som i en kort periode lagde en dæmper på de revolutionære kræfter. Kong Manuel II forsøgte også at mindske afstanden mellem hoffet og befolkningen ved at foretage mange rejser rundt i Portugal.
Den nye unge konges forgængere på det ærefulde job havde dog gjort opgaven at bevare monarkiet i Portugal nærmest umulig. Det endte med at kong Manuel II efter en meget ustabil politisk periode i Portugal med konstant skiftende regeringer i oktober 1910 blev udsat for et militærkup i Lissabon.
Manuel II flygtede til byen Mafra med sin mor dronning Amélia og mormor Maria Pia. Herefter tog de til kystbyen Ericeira, hvorfra de med skib sejlede til det engelsk kontrollerede klippeområde Gibraltar på den sydligste spids af den iberiske halvø.
Kong Manuel II døde i eksil i London-bydelen Twickenham uden nogen sinde at se Portugal igen.
Manuel II var indtil sin død i 1932 aktiv i lokalsamfundet i bydelen, hvor man kan finde vej- og sted-navne som Manuel Road, Lisbon Avenue og Portugal Gardens. Se omtale på The Twickenham Museum.
Se også: Konger og dronninger i Portugal.
Fest i Lissabon 1-5 oktober
Portugiserne er overvejende glade for at være sluppet af med deres monarki, som for de fleste står for dårlige tider og et pompøst overforbrug af skattepenge. Portugals sidste regenter opfattes som en udemokratisk overklasse, mens der er mere interesse og velvilje overfor andre landes konger og dronninger.
Den 5. oktober er helligdag i Portugal og kaldes 'Republikkens Dag'.
Der er fest i Lissabon for Republikkens 100-års jubilæum og dermed monarkiets afskaffelse på følgende steder:
- Grande Baile da República - mandag 4. oktober 21.30 på Alameda D. Afonso Henriques - Fonte Luminosa
Nationalgardens symfoniorkester spiller og senere er der koncert med Orquestra Imperial fra Brasilien
- Os Bigodes na Res Publica – tirsdag 5. oktober 10.00 på Praça do Municipio
Gadeteater med gruppen ‘O Bando’ – hvor det portugisiske overskæg ‘bigode’ indgår.
- Espectáculo Multimedia – alle dage 1. til 5. oktober 21.30 og 23.50 på Terreiro do Paço/Praça do Comércio pladsen
Multimedie-show ved aftenstide – her vises markante begivenheder i Lissabons og Portugals historie.
- Incrível Tasca Móvel fra 1. til 3. oktober kl. 21.00 på Praça do Rossio
Bandet ‘den mobile restaurant’ underholder – se video herunder
Bemærk at man skal registreres for at deltage – dvs. have et ‘senha’ adgangsbevis
- Museu da Presidência – fra 1. oktober til 5. oktober åbent hus i præsidentpaladset 10.00-21.30 i Belém
Meget usædvanligt kan man udover museet også komme ind og se Præsidenten af Republikkens palads.
Om aftenen er der koncerter. Se mere i program for 5. oktober festligheder.
Herunder Incrível Tasca Móvel: