Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Missilskjold, atomvåben og krigen i Afghanistan de store emner på NATO Topmøde i Lissabon

USA’s præsident Barack Obama er den 19. november 2010 ankommet til Lissabon.

Han landene fredag formiddag i Lissabon Lufthavn ombord på det berømte præsidentfly ‘Air Force 1’ og er derfra taget til sit hotel i sin medbragte topsikrede limousine 'Cadillac 1'.

Obama skal bo på Hotel Marriott Lisboa i den nordlige del af Lissabon, hvilket betyder afspærring af store dele af ringvejen 2’ Circular.

Også Nato’s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen er ankommet til Lissabon og har hilst på Portugals premierminister José Sócrates.

Repræsentanter for de i alt 28 NATO-lande skal den 19-20 november drøfte forsvarsalliancens fremtid.

Herunder forlader Barack Obama ‘Air Force 1’ i Lissabon lufthavn (video fra RTP):



MIssilforsvar af Europa
Ét af de vigtige emner på NATO topmødet i Lissabon er det planlagte missilforsvar af Europa.

Den teknologiske udvikling har gjort det muligt at nedskyde missiler, inden de rammer deres mål.

Såfremt man opretter et såkaldt missilskjold (militær kapacitet til at skyde missiler ned) i Europa melder spørgsmålet sig, hvilke lande, som skal inkluderes under et sådant skjold – samt desuden hvilke lande, NATO skal betragte som så potentielt ustabile at missiler kan frygtes at blive afsendt derfra.

Tyrkiet, som er et NATO land, har længe argumenteret for at naboen Iran ikke er nogen trussel. Kritikere af denne opfattelse mener at Iran i høj grad været med til at destabilisere Irak samt at den Iranske præsident har udtalt sig i stærkt krigeriske vendinger om Israel. Hertil kommer spørgsmålet om Irans forsøg på at skaffe sig atomvåben – hvilket måske ikke er så urealistisk at antage i og med at ‘hovedfjenden’ Israel besidder atomvåben.

Den store gamle NATO-fjende Rusland er også potentielt interesseret i at blive inkluderet i et missilskjold – i det mindste for den del af Rusland, der ligger i Europa.

Med Ruslands eventuelle inkludering og tættere samarbejde med NATO melder spørgsmålet sig om, hvordan potentielle nye NATO lande som Ukraine og Georgien skal behandles i forhold til ‘storebror’ Rusland, som stadig ser sig selv som magthaver i området. 

Atomvåben – Frankrig imod afskaffelse
Den efterhånden 61 år gamle forsvarsalliance NATO har altid baseret en stor del af sin afskrækkelses-evne på atomvåben.

Specielt i forbindelse med ‘Den Kolde Krig’ var Europa rustet til tænderne med atomvåben eksempelvis på amerikanske baser i Vesttyskland.

Mange lande herunder Tyskland, Holland og Belgien vil gerne af med atom-arsenalet eller vil skære det voldsomt ned.

Det synes Frankrig ikke om. Det franske militær har altid haft en særstilling i NATO med en egen uafhængig atomslagstyrke. Denne mulighed for at drive magtpolitik ser den franske regering ingen grund til at afskrive. Frankrig støttes af nogen af de tidligere østeuropæiske lande, der endnu ikke har 100% tillid til den store nabo i øst. 

Krigen i Afghanistan
Rigtig mange NATO lande er trætte af krigen i Afganistan, som ikke synes at være til at vinde.

Lørdag morgen den 20. november udvidede NATO topmødet til at omfatte alle 48 nationer, der bidrager med styrker i Afghanistan herunder afghanerne selv. Se mere på Washington Post .

En form for tilbagetrækning måske kombineret med en aftale med Taliban i dele af det uregerlige land vil være at foretrække, men vil samtidig kunne ses som et nederlag for NATO i sin første rigtige ‘full scale’ krig på fremmed territorium.

Løsningen på Afganistan-problemet vil stå højt på NATO topmødets agenda, men vil ikke nødvendigvis være noget, man diskuerer åbent og offentligt udover de sædvanlige sluterklæringer.

Fra Danmark deltager statsminister Lars Løkke Rasmussen, som må formodes at være med i inderkredsen, når Afghanistan situationen skal drøftes.

Danmark er i forhold til sin befolknings størrelse én af de største bidragsydere med mandskab og materiel til NATO's ISAF styrke i Afghanistan.

Se oversigt over deltagende lande i NATO's ISAF styrke i Afghanistan på BBC.

Fremtidig struktur i NATO
NATO generalsekretær Anders Fogh Rasmussen er i høj grad bevidst om at NATO samarbejdet skal føres ind i en ny fase.

På åbnings-pressemødet i Lissabon talte den tidligere danske statsminister om NATO version 3.0.

Bag den kryptiske betegnelse ligger uden tvivl ønsket om et moderniseret NATO med en mere fleksibel struktur og med sikkerhed også et slankere NATO med færre baser.

Se mere om NATO besparelser på The Guardian.

De fleste lande er med på at NATO skal effektiviseres, men ingen lande (eller lokalområder) har lyst til at miste deres NATO-baser, da de i høj grad bidrager til den lokale økonomi.

Se også: NATO besparelser rammer måske Portugal.

Nyt strategisk koncept for NATO vedtaget
Tidligt om aftenen den 19. november 2010 kunne generalsekretær Anders Fogh Rasmussen præsentere det nye strategiske koncept på NATO topmødet i Lissabon.

Documentet indeholder blandt andet følgende:

- oprettelse af en standard militær styrke, som kan træne fremmede sikekrhedsstyrker, således at NATO hurtigere kan forlade en krig og overlade sikkerheden til lokale partnere

- oprettelse af en standard civil styrke, som kan træde til, når ødelagte civilsamfund skal opbygges efter en krig på fremmed jord og derved etablere demokrati hurtigere

- øget fokus på cyber-angreb på NATO inklusiv på civilsamfund i NATO

Se mere om NATO strategi-dokumentet på Berlingske. Det 11-sider lange dokument kan ses her .

Anders Foghs tale i forbindelse med vedtagelse af det nye strategiske koncept for NATO på topmødet i Lissabon kan blandt andet ses på NATO's hjemmeside.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer