Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Facebook-demonstration i Lisboa og Porto - unge i Portugal i demonstration for bedre vilkår

Den 12. marts 2011 vil blive husket som dagen, hvor Facebook i Portugal samlede mange tusinde unge mennesker i specielt byerne Lissabon og Porto i protest mod vilkårene for unge på det portugisiske arbejdsmarked.

I alt blev der afholdt Facebook demonstrationer i Portugal i 11 større byer landet over.

Svært at få fodfæste på arbejdsmarkedet
Ungdomsarbejdsløsheden er meget høj i Portugal, men værre er det for mange unge mennesker at selv de, der får et job, må finde sig i lønninger så lave at det på det nærmeste er umuligt at starte en familie uden hjælp fra forældre og andre pårørene.

En månedsløn for en veluddannet ung portugiser fra universitetet kan i mange år ligge på 1000-1200 euro.

Specielt, hvis man ikke har de rigtige forbindelser, er man som ung i Portugal nødt til at tage til takke med meget lave lønninger – selv efter 5-6 års studier og 2-3 års erfaring.

Mange er også nødt til at tage jobs, der ligger langt under deres universitetskvalifikationer – ofte til en endnu lavere løn.

Herved ender en stor del af den mest veluddannede ungdomsgeneration nogen sinde i Portugal med at være afhængige af deres forældre til et stykke over 30-års alderen. 

Se også: Unge portugisere forlader Portugal.

Lissabon demonstration trak 100-200.000 lørdag
Lissabons Rossio-plads blev lørdag eftermiddag den 12. marts 2011 fyldt af unge i 20’erne og 30’erne samt sympatisører.

Arrangørerne mener at antallet af demonstranter løb op i omkring 200.000 i Lisboa, og i Porto menes op mod 80.000 unge og sympatisører at have demonstreret.

Se også: BBC indslag om Portugals økonomi.

Facebook demonstration - Protesto Geração à Rasca em Lisboa
Den store Facebook demonstration i Lissabon blev organiseret under navnet ‘Protesto Geração à Rasca’ – på dansk ‘generation-i-knibe protest’ eller 'den desperate generations protest'.

Som et ordspil kan ordet 'rasca' uden 'á' også oversættes som 'junk' i betydningen 'skrald'.

Se billeder herunder fra Lissabons Facebook demonstration i forårsvejr:

Sangen ‘Que Parva Que Sou’ af gruppen Deolinda
Gruppen Deolinda har i januar-feburar 2011 haft stor succes med sangen ‘Que Parva Que Sou’, der handler om de slavelignende forhold for veluddannede unge i Portugal.

Direkte oversat er titlen på dansk ‘Hvilket fjols er jeg’ eller ‘Hvor dum er jeg’.

Sangen har været med til at inspirere initiativtagerne til ungdoms-demonstrationerne i Portugal; herunder den arbejdsløse 27-årige Joao Labrincha fra Coimbra Universitetet, der samme med tre venner lagde grunden på det sociale net-medie til den overvældende succesfulde Facebook demonstration den 12. marts 2011.

Herunder ‘Que Parva Que Sou’ under én af de første fremførelser i Porto i Nordportugal:



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer