Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Madeira nedgraderet to trin af Moodys som følge af budget-rod - guvernør Jardim genopstiller

Kreditvurderingsbureauet Moodys har nedgraderet Madeira’s kreditværdighed med to trin fra B1 til B3.

Meddelelsen kommer efter at der er konstateret rod og sandsynligvis forsøg på at sminke økonomien i den økonomiske selvstændige region Madeira.

Madeira får dermed sværere ved at optage lån og det bliver desuden dyrere.

Madeiras guvernør går efter at vinde – igen
Selv om Madeira’s 68-årige guvernør Alberto João Jardim med meget stor sandsynlighed har været vidende om ‘fifleriet’ med budgetter, skjulte lån og manglende registrering af omkostninger i Madeira’s central-administration, er han fast besluttet på at skulle genvælges til sin 33. guvernør-periode.

Jardim er dog klar over at sagen om rod i økonomien på Madeira ikke ligefrem vil hjælpe ham i valgkampen. Derfor har han med sin sædvanlige selvsikkerhed proklameret at det lille liberale parti CDS-PP på Madeira kan blive koalisionspartner, hvis han ikke vinder det sædvanlige flertal med sit eget parti PSD.

Guvernør Alberto João Jardim nægter foreløbig ethvert kendskab til fejlene i Madeira’s budgetter i perioden 2008-2010, der samlet anslås at løbe op i mellem 1,2 og 1,5 milliarder euro.

Ringe støtte fra fastlands-Portugal til Jardim
Støtten til Madeira’s økonge fra det øvrige Portugal er til at overse.

Efter at sagen om de skjulte lån og omkostninger på Madeira kom frem, har den nytiltrådte premierminister Passos-Coelho (PSD) afvist at tage til Madeira for at støtte Jardim i valgkampen. Normalt ville Portugals PSD leder bakke op om partifællen på Madeira.

Samtidig er der dog bemærkelsesværdigt begrænset kritik af Madeira fra Lissabon. Madeiras ledelse har set fra Portugals synspunkt ‘bommet’ på det måske værst tænkelige tidspunkt i forhold til at leve op til de stramme økonomiske krav, der er fastsat i forbindelse med EU’s økonomiske hjælpepakke.

Se også: Madeira forværrer Portugals økonomiske situation.

Valg på Madeira 9. oktober 2011
Alberto João Jardim er blandt de personer i verden, der har siddet længst i det samme demokratisk valgte embede på højt niveau.

Den 9. oktober er det op til vælgerne på Madeira om de vil tilgive deres øverste folkevalgte.

Madeira’s offentlige gæld har rundet 130% af BNP på Madeira. Portugals offentlige gæld udgjorde ifølge Eurostat 93% af BNP i 2010. I Grækenland var den offentlige gæld i forhold til BNP i år 2010 på 144%.

P1's Orientering bragte i februar 2010 et radio-indslag produceret af Eva Henningsen om det økonomiske kaos på Madeira.

Se mere om kritik af styret på Madeira (februar 2010).



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer