Den danske filminstruktør Bille August har påbegyndt optagelserne til ‘Nattog til Lissabon’ baseret på Pascal Mercier’s roman med originaltitlen på tysk: ‘Nachtzug nach Lissabon’.
I starten af marts er filmholdet igang i Schweiz, og inden længe fortsætter optagelserne i Lissabon.
Se mere om bogen Nattog til Lissabon.
Jeremy Irons hovedrollen
I rollen som den ‘støvede’ universitetslektor Raimond Gregorius finder man Jeremy Irons, der på sælsom vis kommer i kontakt med en portugisisk kvinde i den schweiziske by Bern.
Om det er på grund af den smukke kvinde eller for at søge ud af sit eget stillestående universitetsliv fremgår ikke klart, men Raimond Gregorius tager nattoget til Lissabon for at opsøge hende.
I Lissabon møder han en række personer, der hjælper ham til at finde svar i fortiden; herunder i Salazar-tidens Lissabon. En stor del af filmen kredser om en afdød anti-facist, doktor og, viser det sig, forfatter, ved navn Amadeu de Prado.
Blandt de medvirkende i filmen Nattog til Lissabon finder man udover Jeremy Irons også skuespillerne Charlotte Rampling Christopher Lee og Bruno Ganz.
Se interview (på engelsk) med Jeremy Irons i Bern på Langenthaler Tagblatt.
Lissabon forventes at få stor eksponering
Optagelserne i Lissabon i foråret 2012 indledes den 19. marts med en pressekonference, hvor Jeremy Irons og Bille August er til stede.
Der er forventning om at filmen Nattog til Lissabon; specielt hvis den bliver en publikumssucces, vil trække flere turister til den charmerende metropol Lissabon, hvor man stadig mange steder kan opleve en stemning fra en svunden tid.
Herunder klip fra optagelser i Bern: