Den portugisiske diplomatiske repræsentation i Brasilia (hovedstad i Brasilien) står ifølge portugisiske aviser over for et noget usædvanligt forsøg på inddrivelse af gammel gæld.
Ansatte på ambassaden og konsulater fik for lidt i løn
Efter i en årrække ikke at have betalt den korrekte løn (med social sikring), fik Portugal i 2004 ikke uventet en sag på halsen af utilfredse medarbejdere i Brasilien på blandt andet konsulater i São Paulo, Rio de Janeiro, Curitiba og Belo Horizonte.
De lokale ambassade- og konsulatansatte vandt som forventet sagen, og Portugal blev dømt til at betalte erstatning til medarbejderne i 2010.
Imidlertid har den brasilianske valuta real’en svinget særdeles kraftigt (i forhold til US-dollar), og Portugal baserede sin betaling på en lavere kurs på real’en, end medarbejderne og deres advokat mener at medarbejderne har ret til.
I alt drejer uenigheden sig om et beløb på 3,8 millioner euro.
Brasilianske ambassade-medarbejde vil måske bortauktionere TAP-fly
TAP er sat til salg, men er stadig 100% ejet af den portugisiske stat.
Siden konsulater, ambassader, ambassade-indbo, kunstgenstande på ambassader og ambassader-biler m.v. er ‘urørlige’ dvs. har diplomatisk immunitet, foretog dommer Luiz Fausto Marinho de Medeiros i arbejdsretten i Brasilia det usædvanlige skridt at gøre udlæg i andre af den portugisiske stats aktiver – det vil i dette tilfælde sige et TAP-ejet Airbus 330-200 fly.
Et TAP-fly på vej retur til Lissabon eller Porto vil med mindre sagen løses kunne blive formelt beslaglagt i Brasilien fra den 7. januar 2013. TAP-flyet vil dog kunne fortsætte til Europa igen, men under brasiliansk ejerskab.
Sagen har fået stor medieopmærksomhed i Portugal, hvor de fleste officielle kommentarer går på at ‘det kan man ikke’ i og med at TAP er et selvstændigt selskab.