I kystbyen Cascais vest for Lissabon er der dukket en usædvanlig restaurant op.
Amerikansk Hollywood pop-art tilsat italiensk flair
Der venter et visuelt bombardement, når man træder indenfor på restaurant ‘Happy Days’ på adressen Jardim Visconde Luz i centrum af Cascais lige over for taxi-holdepladsen.
James Dean, Elvis og Marilyn Monroe er til stede som livagtige figurer, en jukebox (med CD’er) spiller, og plastik modeller af 50’er dollargrin og masser af pastelfarver lægger stilen for en amerikansk ‘diner’, der vil være anderledes.
Inden man når indenfor, har man kunnet studere én af Happy Days røde scootere placeret som blikfang foran restauranten – et bevis for den italienske indflydelse.
Herunder billeder fra Happy Days Cascais:
Imponerende fastfood menu på Happy Days Diner i Cascais
Man er virkelig ‘spoiled for choice’ på Happy Days.
Først og fremmest er der burgere i alle størrelser (inklusiv en kleppert ved navn Big Boppers Gut Buster til €9,90), og er man mere til pizza, er Happy Days Cascais restaurant ligeledes leveringsdygtig i noget for enhver smag. Hertil kommer varianter af barbecue spare ribs, crispy chicken og meget andet.
Menu’en er alen-lang og inkluderer børne-menu, hot dogs i mange varianter, masser af is-desserter herunder banana-split, et utal af ‘side-dishes’; herunder løgringe, nachos, salater, coleslaw og meget andet godt.
Mange af retterne har fantasifulde navne. Blandt de mest populære finder man: Blueberry Cheese cake Fluffy muffins, Happy Days Bacon Egg Muffins, Franks Sea Calamari, Jims Chilli Cheese Hot Dog, Spicy Salami (& black) Olive Pizza's, Fat Shaking Kleber Burger og Jerry's BBQ Ribs
Fælles for stort set alle retterne er at de ikke er særligt portugisiske, og kalorieindholdet er skyhøjt.
Se Happy Days menu (åbner som pdf – filen er stor, så den tager lidt tid at få ned).
Inspirationen til Happy Days kommer utvivlsomt fra den amerikanske sitcom af samme navn:
Cascais restaurant for børnefamilier
Happy Days Diner er et sikkert hit for børn.
Interiøret er anderledes, og meget ‘cheasy’. Maden er ukompliceret og velsmagende, og der er alle de usunde ting på menu’en, som børn elsker.
Man må give Happy Days i Cascais at burgerne er væsentlig bedre end på McDonalds eller Burger King – oksekødet er simpelt hen af en højere kvalitet.
Restauranten satser i høj grad på børn, som elsker menu’en. Mange børn ville sikkert besøge dette mekka af pommes friter og hot dogs hver dag, hvis muligt.
Prisniveau Happy Days restaurant
Lad os slå fast med det samme: McDonalds er billigere som fastfood-restaurant.
Priserne på Happy Days er dog ikke vanvittig høje, men forvent at en familie på to voksne og 3 børn ikke slipper ud uden at lægge minimum €50 for en middag med dessert. Mindre børn og for den sags skyld voksne kan i øvrigt sagtens dele en dessert, da portionerne er store. Se priser på ovenstående link til menu’en.
Morgenmad og koncerter på Happy Days
Happy Days restauranten har åbent hver dag fra kl. 08.00 (morgenmad inkluderet på menu’en), og lukker først kl. 02.00 om natten.
Der er mulighed for at bestille drinks, øl og vin i den velassoterede bar. Blandt drinks’en finder man blandt andet Happy Days Mexicana Shot og Lexy Plexy Cocktail.
Med jævne mellemrum er der levende musik i ‘The Garage’ i kælderetagen, der også er indrettet i 50’er-stil. Se oversigt over events på Happy Days.
Happy Days er et vellykket mix af McDonalds, Hard Rock Cafe og den amerikanske kæde TGI Fridays – vi kan anbefale et besøg.
Se video fra ‘The Garage’ på restaurant Happy days i Cascais: