Den portugisiske (oprindeligt fra Kap Verde) fodboldspiller Nani har uforskyldt stiftet bekendtskab med Greater Manchester Police Force.
En civil politivogn vædrede fredag aften den 15. februar fodboldstjernens sorte Bentley Continental GT Convertible (standard ‘footballers car’ i Manchester området).
Ulykken fandt sted i en rundkørsel, og politiets chauffør er ifølge engelske medier suspenderet fra patruljekørsel indtil undersøgelser af skyldsspørgsmål er klarlagt.
Bortset fra knubs til en betjent i politiets Ford Mondeo, skete der kun materiel skade. Manchester United spilleren var ifølge The Independent på vej hjem fra en sen eftermiddagstræning og var stadig iført træningsdragt, da ulykken skete.
Nani luftspringet
Nani, hvis civile navn er Luís Carlos Almeida da Cunha, er mest kendt for sine kraftspring efter scoringer, som han også udfolder på sin faste plads i angrebet på Portugals fodboldlandshold.
Denne form for scorings-fejring er imidlertid hverken populær blandt store fodboldklubbers managers eller hos skiftende landstrænere, da det anses som farligt (øget risko for skader for både Nani og medspillere).
Nani bliver dog ved med at udføre sine baglænse ‘leap of death’ på banen, når han bliver noteret for mål – til publikums begejstring.
Den specielle evne til luftspring skal i øvrigt tilskrives Nani’s fascination af kampsporten capoeira, der oprindeligt er en kombineret dans og selvforsvarsteknik med oprindelse i Brasilien.