Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Danske Blip Systems skal løse trafik-problemer i Portugal med BlipTrack via portugisisk partnerskab med Planopor

Den danske virksomhed Blip Systems har netop indgået et partnerskab med den portugisiske virksomhed Planopor (en afdeling af Viapor), der igennem 20 år har arbejdet med trafik-sikkerhed og -signalering i Portugal.

De to virksomheder vil sammen introducere BlipTrack sporings-løsning i Portugal til optimering af trafik.

Blip Systems er en privatejet dansk trådløs teknologi-virksomhed med hovedsæde i Vester Hassing ved Aalborg.

BlipTrack - måling af rejsetider og trafikflow via trådløs teknologi
Blip Systems udvikler og sælger sporingsløsningen BlipTrack, der kan spore trådløse signaler fra mobiltelefoner, tablets m.v. via Wi-Fi og Bluetooth.

Ved at placere trådløse sensorer på strategiske steder, er BlipTrack i stand til trådløst at måle rejsetider og trafikflow meget præcist, hvilket giver trafikplanlæggere og vejmyndigheder mulighed for at indsamle trafikdata i realtid. De indsamlede trafik-data er anonyme, krypterede og er ikke personfølsomme.

BlipTrack-løsningen til indsamling af trafikdata sælges bl.a. med budskabet om at BlipTrack er en billigere løsning end øvrige trafikmålingssystemer.

Løsningen benyttes også til at optimere passagertrafik i lufthavne - f.eks. i Aaborg, Oslo og Toronto Lufthavn.

Ericsson startede udviklingen af de første versioner af sporingssystemerne, der i dag markedsføres som BlipTrack, BlipNet og BlipZones helt tilbage i 1998, mens Blip Systems først blev stiftet i 2003, hvor Ericsson blev købt ud af de eksisterende ejere.

Ud over den nye aftale med Planopor i Portugal har Blip Systems også partneraftaler i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Island, Canada og New Zealand.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer