Den tidligere skatteminister Kristian Jensen (Venstre) gik i starten af august 2013 i pressen med en udtalelse om at lande som Portugal øger konkurrencen på virksomhedsskat.
Se artikel i Jyllandsposten fra 2 august.
Virksomhedsskat 19% i Portugal – men først om 5 år
Portugal har planlagt at sænke virksomhedsskatten til 19% over en periode på sandsynligvis 5 år.
Man ønsker specielt at udenlandske virksomheder i Portugal får bedre vilkår, således at de vælger at investere i Portugal istedet for i eksempelvis Polen eller Tjekkiet, som med sammenlignelige omkostninger lokker med 19% virksomhedsskat.
Udenlandske investorer er desuden nervøse ved den politiske ustabilitet, som finansminister Gaspars afgang i sommeren 2013 afstedkom.
Sporene fra Cypern og til dels Grækenland skræmmer, og enhver regering i Portugal er nødt til at holde sig for øje at kunne tiltrække udenlandske investeringer for at kunne få bugt med den høje arbejdsløshed på næsten 18%.
Virksomhedsskat i Portugal
Virksomhedsskatten i Portugal svinger med hvilken del af landet, man ser på. De mest erhvervsvenlige områder betaler fra 25 til 28% i virksomhedsskat, men virksomhedsskatten i Portugal kan visse steder nå helt op på 31%.
Det skal tilføjes at der findes en meget stor gruppe af mindre og mellemstore portugisiske virksomheder, som undgår at betale virksomhedsskat ved ikke at fremvise overskud. Med øget kontrol og kraftige sanktioner, bliver det dog i Portugal løbende sværere og mere risikabelt at undgå virksomhedsskat.