Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Danmarks ambassade i Lissabon undgår lukning – denne gang

I udenrigsministeriet har det længe været kendt at antallet af danske ambassader i Europa skal reduceres.

Ambassader har mistet betydning I Europa
Repræsentanter for de enkelte lande mødes løbende i EU-regi, og de danske ambassadører rundt omkring i EU har derfor ikke længere den samme politiske funktion, som tidligere.

Man kan derfor argumentere for at et billigere konsulat med lokaltansatte medarbejdere – eventuelt i kontorfælleskab med andre EU lande eller nordiske lande - sagtens kan klare at støtte danske turister og rejsende, som på én eller anden måde får brug for hjælp.

Det er desuden begrænset, hvad store danske virksomheder har brug for af hjælp på nærmarkederne, mens de mindre danske virksomheder eller danske start-up entreprenører i europæiske lande aldrig for alvor har været fokus-område for udenrigstjenesten i Danmark.

Lissabon slap med skrækken
I alt lukkes 5 ambassader i Europa. Det drejer sig om danske ambassader i følgende lande:

  • Schweiz
  • Slovenien
  • Cypern
  • Luxembourg
  • Slovakiet

Der planlægges at skulle spares 190 millioner kroner årligt på den danske udenrigstjeneste, som inkluderer overførsel af midler til nye ambassader i Nigeria, Filippinerne, Colombia og Burma (Myanmar).

Danmark har hidtil haft ambassader i alle europæiske lande; dog eksklusiv i miniput-stater.

Besparelser på Danmarks ambassade i Lissabon
Lissabon-ambassaden går dog ikke helt fri af spareøvelsen.

For et par år siden blev handelsafdelingen på Lissabons ambasade i realiteten nedlagt (én fuldtidsansat) og tidligere nedlagde man stillingen som konsul indenfor det kulturelle område.

Den danske ambassade i Lissabon skal endnu engang spænde livremmen ind, og det skal de danske ambassader i Rumænien, Holland, Albanien, Argentina, Malaysia, Vietnam og Marokko også.



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer