Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






VM 2014 håbet lever endnu – Portugal redder uafgjort i overtiden

Portugal har stadig muligheden for at gå videre fra Gruppe G, efter udligningen til 2-2 i fem minutters overtid i kampen mod USA søndag aften (22. juni).

Men det ligger desværre helt fast, at træner Paulo Bento og hans tropper ikke selv bestemmer deres endelige skæbne ved dette VM i Brasilien 2014.

Foreløbig har det ikke været den drømmeslutrunde man havde håbet på fra portugisisk side og med kun et point i to kampe, hænger den videre kvalifikation i en tynd tråd.

Målscoren vigtig ved pointlighed
Det kan vise sig særdeles bekosteligt, at Ronaldo og co. tabte den første kamp med 4-0, idet målscoren ved dette VM igen er den afgørende faktor i gruppestillingen, hvor det tidligere har været indbyrdes kampe, der fordelte holdenes placering efter alle tre kampe i gruppespillet var afviklet.

Kampen mod Ghana torsdag den 26. juni er måske Portugals sidste optræden i denne omgang, hvis ikke heldet tilsmiler holdet. Der skal sendes mange bolde ind i netmaskerne i gruppens sidste to kampe for at rette op på Portugals samlede målscore og dermed videre deltagelse i knock-out fasen.

Stillingen i Gruppe C – videre avancement er mulig
Inden tredje og sidste runde i Gruppe G spilles, er stillingen som følger:

  Point Mål
1 Tyskland 4 6-2
2 USA 4 4-3
3 Ghana 1 3-4
4 Portugal 1 2-6

 

Tyskland skal slå USA og Portugal skal slå Ghana. Den samlede målforskel skal være på seks eller mere i Portugals favør. For eksempel to gange 3-0.

Hvis USA og Tyskland spiller uafgjort i deres indbyrdes kamp, går de to hold videre og Portugal er definitivt ude af VM slutrunden 2014. Det virker måske som det mest sandsynlige scenarie.

Portugals landshold hårdt ramt, men håbet om miraklet lever
De nationale udvalgte er desværre ramt af mange skader og Pepes karantænegivende røde kort fra kampen mod Tyskland, så Ronaldo og ikke mindst hans holdkammerater skal finde en helt anden passion og spilleglæde end den de har vist i de første to kampe. Ellers er det farvel. Men mirakler er set før, så indtil dommeren fløjter kampen af torsdag, er der stadig håb for videre avancement.

USA – Tyskland og Portugal – Ghana spilles samtidig kl. 17.00 torsdag 26. juni.

Se højdepunkter fra kampen mellem USA og Portugal på dr.dk



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer