Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Portugal ferieoplevelser – Alentejo fremhæves som det nye Toscana

Regionen Alentejo, der fylder omkring en tredjedel af Portugal, bliver af mange anset for at være landets ’kornkammer’ med sine rige, frugtbare jordarealer.

Vin og mad fra Alentejo
Halvdelen af landets vinproduktion bliver fremstillet i Alentejo, der udover vin også er storleverandør af ost, røget skinke og olivenolie. Kork og marmorindustri er også vigtig for regionen, samt naturligvis turisme.

Alentejo – rig på historie og lokalkultur
Hovedbyerne i Alentejo regionen hedder Évora, Elvas, Portalegre, Beja, Moura, Serpa og Sines.Feriegæster der allerede har besøgt denne del af Portugal, kan helt sikkert nikke genkendende til disse bynavne, der hver især er indbegrebet af en hyggelig og stemningsfyldt oplevelse, med alt det traditionelle, Portugal stadig kan byde på.

De historiske og kulturelle oplevelser er mangfoldige, ligesom mad og vinoplevelser er uovertrufne. Det er desværre for regionen endnu de færreste besøgende til Portugal, der bruger en længere periode på at komme helt tæt på Alentejo og naturen.

Se dokumentarfilmen Alentejo - "O Cante da Terra"

Det ’Nye Toscana’
Enkelte er sågar gået så vidt som at udråbe Alentejo som det ’Nye Toscana’ eller måske mere korrekt ’det økonomisk overkommelige Toscana’. I Portugals Alentejo region får man meget mere for pengene og noget nær de samme oplevelser som i den italienske provins.

Ligheden ligger i opmærksomheden på det gode, traditionelle køkken, som hverken er bondeføde eller gourmetmad. Der insisteres bare på at spise god mad. Det er vigtigt i Alentejo. En mellemklasse vin er meget billigere end en Italiensk pendant og det er i Alentejo også muligt at finde spor af romernes tilstedeværelse, fra dengang de dominerede det meste af Europa.

Læs også: Rosévin fra Cliff Richards vingård i Portugal høster anerkendelse i Danmark

Oplev Alentejo på nært hold
Mange flere rejsende til Portugal burde opdage dette område mellem de traditionelle turistdestinationer Lissabon og Algarve. Alentejo og dens lokalbefolkning fortjener meget mere opmærksomhed. Man vil ikke fortryde at have oplevet noget ægte Portugal.

Rejseskribenter og madglade oplevelsesrejsende verden over er i hvert fald ikke i tvivl. De kalder Alentejo et paradis - med oliven, ost, fisk, lufttørret iberisk skinke, brød og hvidløgssmør på bordet som forret til et fantastisk ophold i den portugisiske provins.

Læs The Guardians bud på en guide til Alentejo: Hvor skal man spise, hvilken vingård skal man besøge og hvor skal man overnatte i Portugals svar på Toscana.

Relateret artikel: Lissabon oplevelser - 10 gode Lissabon restauranter med rimelige priser‏



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer