Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Tidligere chef for Banco Espírito Santo anholdt – mistanke om hvidvaskning og skatteunddragelse

Den tidligere bestyrelsesformand for den problemramte portugisiske og familieejede storbank - Banco Espirito Santo (BES) - blev arresteret i sidste uge.

Operation Monte Branco
Den portugisiske statsadvokatur anklager 70 årige Ricardo Salgado, der bestyrede banken i 23 år, for blandt andet skatteunddragelse og hvidvaskning af penge. Det er kommet frem i forbindelse med efterforskningen af ’finansielle transaktioner’ – en del af undersøgelsen kaldet Operation Monte Branco.

Der er fundet tegn på regnskabsmæssige uregelmæssigheder i koncernens selskaber og bankens investorer udtrykker stor bekymring med hensyn til uregelmæssighedernes indvirkning på driften af BES banken.

Løsladt mod kaution
Ricardo Salgado kom for retten torsdag 24. juli og løsladt igen samme dag mod en kaution på 3 mio. euro. Salgados advokat fortæller, at hans klient vil være samarbejdsvillig og medvirke til at skabe klarhed over de faktiske forhold. Ricardo Salgado er officielt under mistanke i sagen.

Én af Portugals mest magtfulde mænd – fra et magtfuldt familiedynasti 
i 2013 blev Ricardo Espírito Santo Salgado anset for at være Portugals 3. mest magtfulde person. Familiedynastiet, der går fire generationer tilbage, har gennem tiderne haft mange indflydelsesrige bekendtskaber; Rockefeller og hertugen og hertuginden af Windsor er bare nogen af disse bekendte og familien har op gennem Portugals historie, der de sidste godt hundrede år har oplevet et monarki, en republikansk omvæltning, diktatur, revolution og demokrati, altid formået at være på god fod med den politiske elite.

Diktatoren Salazar udpegede familien Espírito Santo, sammen med kun en håndfuld andre magtfulde familier, til at håndtere Portugals økonomi. Efter revolutionen i 1974 blev banksektoren nationaliseret og familien Espírito Santo forsvandt til udlandet. I 1991 var Ricardo Salgado familiens overhoved, de vendte tilbage til Portugal og han overtog igen bankvirksomheden BES.

23 år senere står han altså nu anklaget for skatteunddragelse og hvidvaskning. I 2014 er han ikke længere Portugals 3. mest magtfulde mand – men nummer 48 indenfor Portugals finanssektor.

Kilder: Financial Times, The Portugal News, BBC og The Guardian



Kommentarer

 

Sean Dahl siger:

Optrævlingen af BES sagen har ifølge Wall Street Journal i midten af august 2014 udløbere til den schweiziske bank Credit Suisse, som tilsyneladende har stået for at 'pakke' nogen af Espirito Santo koncernens egne, stærkt spekulative investeringspapirer sammen med andre papirer og derefter sælge dem via BES bankens filialer.

Kunder, som købte disse investeringsbeviser, blev ifølge artiklen ikke informeret om at de var med til at finansiere Espirito Santo familiens andre aktiviteter.

Se artikel med henvisning til WSJ på Yahoo.

18 August 2014 12:28 PM