Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






EM fodbold 2016 - Portugal skal have ny landstræner for nationens fodboldhold frem mod EM i Frankrig

Portugals fodboldlandstræner Paulo Bento og det portugisiske fodboldforbund kom den 11. september 2014 til enighed om at ophæve kontrakten mellem dem.

Det meddelte forbundet i en pressemeddelelse.

Med andre ord: en venlig måde at fortælle, at Bento er blevet fyret.

Fyret ovenpå skuffende resultat i EM kval
Det sker efter en stribende skuffende resultater på fodboldbanen, der helt præcist startede med 0-4 nederlaget til Tyskland i sommerens VM-slutrunde i Brasilien og kulminerede ved Portugals forsmædelige nederlag på 0-1 på hjemmebane til, den i fodboldhenseende miniputnation, Albanien (sammenlign med Danmarks triste nederlag på 0-4 til Armenien i Parken efteråret 2013).

Ny landstræner endnu ikke udnævnt - EM fodbold 2016
Det portugisiske fodboldforbund Federação Portuguesa de Futebol (FPF) meddelte desuden, at en ny landstræner endnu ikke var fundet, men at der er forhandlinger i gang.

Endnu et offer for mediekritik
Paulo Bento er endnu en portugisisk landstræner, der er blevet offer for mediernes og befolkningens hårde og skånselsløse kritik, siger Carlos Queiroz til A Bola. Queiroz har blandt andet tidligere trænet Real Madrid.

Han har bemærket, at de fleste, tidligere landsholdstrænere for Portugals udvalgte alle sammen er blevet gennet ud af bagdøren og stort set ingen fremtid har inden for fodboldverden igen.

De er alle ofre for en nådesløs kritik og FPF holder tilsyneladende ikke hånden over landstræneren, hvis hele den fodboldelskende nations krav om trænerfyring bliver alt for voldsomt.

Til sammenligning er Danmarks landstræner Morten Olsen den træner i verden, der for tiden har siddet længst på taburetten og ind imellem har han også måtte lægge øre til sønderrivende kritik (jf. ovennævnte nederlag), uden at DBU har følt sig nødsaget til at afbryde samarbejdet, men tværtimod forlænget eksisterende aftale gentagne gange.

Video: Portugal – Albanien 0-1 (sept. 2014) – Paulo Bentos dødsstød?

Somos Seleção, Somos Portugal – eller hvem bestemmer?
Fodbold i Portugal er kæmpestort! – alle fodboldinteresserede er mandagstrænere og man skal bestemt ikke undervurdere mediernes og folkets dom i fodboldsammenhænge i Portugal - det kan have medvirket til Federação Portuguesa de Futebols beslutning – igen.

Hvem skal være ny Portugal landstræner mod EURO 2016
Den portugisiske sportsavis A Bola, der udkommer dagligt, spekulerer i, at den nye landstræner til at overtage tøjlerne bliver den tidligere Porto, Sporting og Benfica træner, 59 årige Fernando Santos, hvis primære opgave i så fald bliver at føre Portugal til EURO 2016 i Frankrig.

Fernando Santos, der var træner for Grækenlands landshold indtil nederlaget i 8-delsfinalen mod Costa Rica ved VM i Brasilien 2014, formåede, desværre for ham selv, at blive præsenteret for det røde kort af kampens dommer, i de døende minutter for en del upassende kommentarer.

Han fik efterfølgende 8 dages karantæne fra internationale landstræneropgaver og det ville i så fald være en ny landstræner for Portugal, der skulle styre holdet fra tilskuerpladserne. Det kan have kostet ham karrieren på allerhøjeste niveau. Medierne spekulere også i, om det ikke ville være på sin plads at prøve en landstræner fra udlandet.

Portugals mange dygtige spillere i store klubber – og Cristiano Ronaldo selvfølgelig
Portugals spillermateriale er som de fleste ved mest koncentreret om navnet og stjernen Cristiano Ronaldo. Men Portugal har mange stjernenavne: Pepe og Fábio Coentrão spiller med Cristiano i Real Madrid, João Moutinho spiller i Monaco og i det hele taget har Portugal mange spillere i den rigtige gode alder omkring 30 år, samt store talenter i starten af tyverne.

De fleste spillere prøver til dagligt kræfter i store ligaer på deres respektive klubhold, ikke mindst i Spanien, så spørgsmålene der naturligvis melder sig nu kunne blandt andet være: er det ikke rimeligt at træneren bliver fyret og ikke et hold af stjerner? Eller er det en svær og utaknemmelig opgave at styre en stribe fodboldstjerner, når de sammen skal tørne ud på alverdens stadions og indfri nationens evige, store forventninger og ikke bare egne ambitioner?

Lige som i alle andre fodboldinteresserede lande, er dagen efter en sejr én af årets bedste dage for den almindelige fodboldentusiast – dette gælder helt sikkert også i Portugal. Det omvendte gør sig dog desværre også gældende.

Næste betydende kamp for Portugal er mod Danmark i København i EM kval. Gruppe I
Portugals næste landskamp er mod Frankrig (Portugal sidder over i næste EM 2016 kval. runde) og derfor er første betydende kamp for den kommende, nye landstræner mod Morten Olsen og Danmark i København.

Portugal møder Danmark i EM kval. Gruppe I, i Parken den 14. oktober 2014 og igen i Portugal 8. oktober 2015.

Se også: Danmarks EM Gruppe 2016 - Stilling EM Kval Gruppe I med Danmark og Portugal



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer