Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Lissabons borgmester António Costa ny socialistisk premierminister-kandidat i Portugal

Lissabons borgmester siden 2007 António Costa blev den 28. september 2014 valgt til socialisternes nye kandidat til posten som premierminister.

Socialistpartiet PS vælger stærk frontfigur
Formanden for PS partiet og tidligere premierminister-kandidat António José Seguro valgte derefter at trække sig som formand for partiet.

PS er dermed på vej ind i en ny æra, hvor formanden sandsynligvis også snart hedder António Costa.

Valg i oktober 2015
Der er valg til parlamentet i Portugal i oktober 2015.

Lissabons populære borgmester og tidligere justists- og indenrigsminister i skiftende regeringer i perioden 1997-2007 er uden tvivl ét af de stærkeste kort socialistpartiet kan stille med efter at premierminister José Sócrates efter 6 år på posten i år 2011 tabte valget og derpå trak sig fra portugisisk politik.

Den 53-årige António Costa er uddannet jurist og har udover sine ministerposter også været medlem af Europaparlamentet i perioden 2004-2005 inden udnævnelsen til indenrigsminister i José Sócrates regering.

Den altid smilende Costa er vellidt i Lissabon og bredt respekteret i Portugal. Han har hidtil undgået at blive hvivlet ind i større skandaler.

Behov for ny leder
Partimedlemmerne i PS er godt trætte af halvdårlige meningsmålinger, som syntes at klæbe til António José Seguro i en tid, hvor de voldsomme besparelser og skatteforhøjelser gennemført af centrum-højre regeringen i Portugal burde give centrum-venstre partiet PS langt mere vind i sejlene.

PS står trods alt i slutningen af 2014 til at blive landets største parti, men meningsmålingerne giver ikke PS det absolutte flertal. En samlende kendt politiker som António Costa har bedre chancer for at vinde magten i Portugal tilbage til PS partiet. 

Lissabons borgmester vandt kampvalget over Seguro med tæt på 68% af stemmerne afgivet blandt de 250.000 stemmeberettigede partimedlemmer. Stemmedeltagelsen var på 70%. 

Herunder António Costas tale til partifæller den 25. september 2014



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer